Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der “total koks i meningsmålingerne”, når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

  • Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
  • “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
  • “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
  • V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

6 thoughts on “Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

  1. Anders Jensen

    Interessant analyse. Men de metodiske forskelle mellem målingerne er vel også interessante at forholde sig til. Mest interessant er vel, at Megafon prøver at minimere “ved ikke”-procenten ved at forsøge at samle tvivlere op (sikkert ved spørgsmål a la “Er der et parti, du hælder til?”). Det er jo noget VK vil bruge til at konkludere, at de har fat i tvivlerne.

    Så er der hele spørgsmålet om repræsentativitet, men det er jo svært at sige noget kvalificeret om uden mere detaljerede oplysninger om baggrundsvariable, hvilken vægtning for at korrigere for, at S og DF vælgere altid er underrepræsenterede i målingerne osv.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    “Interessant analyse.”

    Tak.

    “Men de metodiske forskelle mellem målingerne er vel også interessante at forholde sig til. Mest interessant er vel, at Megafon prøver at minimere “ved ikke”-procenten ved at forsøge at samle tvivlere op (sikkert ved spørgsmål a la “Er der et parti, du hælder til?”). Det er jo noget VK vil bruge til at konkludere, at de har fat i tvivlerne.”

    Jo, de forskelle er der, og det kan betyde noget. Jf. f.eks. amerikanske meningsmålere, som ofte får ret forskellige resultater for, hvad “sandsynlige vælgere” vil stemme, fordi de bruger forskellige “screeninger”. Men det er ikke altid en fordel at “tvinge” folk til et valg–fordi nogle af tvivlerne faktisk er genuine tvivlere, som først vil bestemme sig senere, eller måske slet ikke stemme.

    “Så er der hele spørgsmålet om repræsentativitet, men det er jo svært at sige noget kvalificeret om uden mere detaljerede oplysninger om baggrundsvariable, hvilken vægtning for at korrigere for, at S og DF vælgere altid er underrepræsenterede i målingerne osv.”

    Enig. Alt andet lige vil jeg dog sige–som Søren Risbjerg Thomsen–at når man laver et vægtet gennemsnit, hvor der reelt er tale om ganske store “samples” (som her om ca. 4.000 respondenter, og ved dem jeg lavede for det amerikanske midtvejsvalg, var der tale om ca. 10-12.000 respondenter), så er der god grund til at tro, at evt. forskelle udjævnes, og at resultatet bliver ret pålideligt.

    Svar
  3. Anders Jensen

    “Men det er ikke altid en fordel at “tvinge” folk til et valg–fordi nogle af tvivlerne faktisk er genuine tvivlere, som først vil bestemme sig senere, eller måske slet ikke stemme.”

    En god pointe.

    Og så viser din lille analyse jo også, at man godt kan udlede en konklusion af de tre målinger. Dette bl.a. i modsætning til DR’s egen “valgekspert”, Kenneth Thue Nielsen. Han kunne i Deadline forleden – pba. nogle ret uklare formuleringer om “politisk støv” og “internet vs. telefon” – fortælle, at man for det første ikke kunne udlede noget af de tre målinger, og for det andet slet ikke burde lave meningsmålinger på nuværende tidspunkt. Det kom aldrig rigtigt frem, hvorfor situationen nu er så meget anderledes, end op til et valg.

    Svar
  4. Joachim Boll

    “Alt andet lige vil jeg dog sige–som Søren Risbjerg Thomsen–at når man laver et vægtet gennemsnit, hvor der reelt er tale om ganske store “samples” (som her om ca. 4.000 respondenter, og ved dem jeg lavede for det amerikanske midtvejsvalg, var der tale om ca. 10-12.000 respondenter), så er der god grund til at tro, at evt. forskelle udjævnes, og at resultatet bliver ret pålideligt.”

    Ja, på den rent statistiske usikkerhed er jeg enig i at problemet stor set er løst, men jeg tror Anders henviser til den systematiske skævhed der ligger i at den population du trækker i ved en web eller telefonsurvey ikke nødvendigvis er den samme som de valgberettigede, og at frafaldet i survey’en typisk vil være systematisk skævt sammenlignet med frafaldet ved valghandlingen (sofavælgerne). Som det også nævnes bruger surveyinstitutterne derfor vægte baseret på deres erfaringer. Vælgersurveys har jo den interessante mulighed i modsætning til surveys på mange andre områder, at man har et eksakt resultat i valgresultatet, som man kan bruge til at kalibrere sin vægtningsmodel. Men jeg ved faktisk ikke hvor systematisk institutterne arbejder med den mulighed.

    Helt personligt har jeg også en teori om at undersøgelserne har en væsentlig forskellig funktion afhængig af afstanden til et folketingsvalg. Kort sagt bruger vælgerne i højere grad surveys til at udtrykke protest hvis der er lang tid til valget, og så aligner de deres svar hen mod deres traditionelle præferencer og faktiske stemmeafgivelse når valget rykker tæt på (eller især under valgkampen). Men som sagt er det bare en hypotese – ikke noget jeg har forsket i.

    Svar
  5. Anders Jensen

    Man kan nok godt argumentere for, at et vægtet snit giver en bedre repræsentativitet. Antagelsen er vel så, at de forskellige institutter via forskellige indsamlingsmetoder for forskellige vælger-udsnit, som tilsammen giver en vis repræsentativitet (?)

    Instittuerne vejer i øvrigt ud fra overenstemmelsen mellem respondenternes partivalg ved sidste FT-valg og det faktiske resultat ved FT-valg. Her over 3 år siden sidste valg giver det jo recall-bias med mindre, man har paneldata (som så har sine egne problemer). Nogle prøver vist også at korrigere for recall-bias på forskellig vis.

    Er det i øvrigt bare noget, jeg bilder mig ind, eller har instittuterne underestimeret DF’s tilslutning op til samtlige FT-valg siden 1998?

    Svar
  6. Anders Jensen

    Rettelse:
    Der skal stå: “Antagelsen er vel så, at de forskellige institutter via forskellige indsamlingsmetoder får forskellige vælger-udsnit, som tilsammen giver en vis repræsentativitet (?)”

    Svar

Leave a Reply to Joachim BollCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.