Instittuerne vejer i øvrigt ud fra overenstemmelsen mellem respondenternes partivalg ved sidste FT-valg og det faktiske resultat ved FT-valg. Her over 3 år siden sidste valg giver det jo recall-bias med mindre, man har paneldata (som så har sine egne problemer). Nogle prøver vist også at korrigere for recall-bias på forskellig vis.

Er det i øvrigt bare noget, jeg bilder mig ind, eller har instittuterne underestimeret DF’s tilslutning op til samtlige FT-valg siden 1998?

Ja, på den rent statistiske usikkerhed er jeg enig i at problemet stor set er løst, men jeg tror Anders henviser til den systematiske skævhed der ligger i at den population du trækker i ved en web eller telefonsurvey ikke nødvendigvis er den samme som de valgberettigede, og at frafaldet i survey’en typisk vil være systematisk skævt sammenlignet med frafaldet ved valghandlingen (sofavælgerne). Som det også nævnes bruger surveyinstitutterne derfor vægte baseret på deres erfaringer. Vælgersurveys har jo den interessante mulighed i modsætning til surveys på mange andre områder, at man har et eksakt resultat i valgresultatet, som man kan bruge til at kalibrere sin vægtningsmodel. Men jeg ved faktisk ikke hvor systematisk institutterne arbejder med den mulighed.

Helt personligt har jeg også en teori om at undersøgelserne har en væsentlig forskellig funktion afhængig af afstanden til et folketingsvalg. Kort sagt bruger vælgerne i højere grad surveys til at udtrykke protest hvis der er lang tid til valget, og så aligner de deres svar hen mod deres traditionelle præferencer og faktiske stemmeafgivelse når valget rykker tæt på (eller især under valgkampen). Men som sagt er det bare en hypotese – ikke noget jeg har forsket i.

En god pointe.

Og så viser din lille analyse jo også, at man godt kan udlede en konklusion af de tre målinger. Dette bl.a. i modsætning til DR’s egen “valgekspert”, Kenneth Thue Nielsen. Han kunne i Deadline forleden – pba. nogle ret uklare formuleringer om “politisk støv” og “internet vs. telefon” – fortælle, at man for det første ikke kunne udlede noget af de tre målinger, og for det andet slet ikke burde lave meningsmålinger på nuværende tidspunkt. Det kom aldrig rigtigt frem, hvorfor situationen nu er så meget anderledes, end op til et valg.

Tak.

“Men de metodiske forskelle mellem målingerne er vel også interessante at forholde sig til. Mest interessant er vel, at Megafon prøver at minimere “ved ikke”-procenten ved at forsøge at samle tvivlere op (sikkert ved spørgsmål a la “Er der et parti, du hælder til?”). Det er jo noget VK vil bruge til at konkludere, at de har fat i tvivlerne.”

Jo, de forskelle er der, og det kan betyde noget. Jf. f.eks. amerikanske meningsmålere, som ofte får ret forskellige resultater for, hvad “sandsynlige vælgere” vil stemme, fordi de bruger forskellige “screeninger”. Men det er ikke altid en fordel at “tvinge” folk til et valg–fordi nogle af tvivlerne faktisk er genuine tvivlere, som først vil bestemme sig senere, eller måske slet ikke stemme.

“Så er der hele spørgsmålet om repræsentativitet, men det er jo svært at sige noget kvalificeret om uden mere detaljerede oplysninger om baggrundsvariable, hvilken vægtning for at korrigere for, at S og DF vælgere altid er underrepræsenterede i målingerne osv.”

Enig. Alt andet lige vil jeg dog sige–som Søren Risbjerg Thomsen–at når man laver et vægtet gennemsnit, hvor der reelt er tale om ganske store “samples” (som her om ca. 4.000 respondenter, og ved dem jeg lavede for det amerikanske midtvejsvalg, var der tale om ca. 10-12.000 respondenter), så er der god grund til at tro, at evt. forskelle udjævnes, og at resultatet bliver ret pålideligt.

Så er der hele spørgsmålet om repræsentativitet, men det er jo svært at sige noget kvalificeret om uden mere detaljerede oplysninger om baggrundsvariable, hvilken vægtning for at korrigere for, at S og DF vælgere altid er underrepræsenterede i målingerne osv.