Et forbud, der dræber

Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses nedenfor. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.

I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Weekendavisen uge 11, 2011

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau.

Inddrager vi erfaringer med alkoholforbuddet i USA i 1920rne, tyder meget på, at forbruget – især af mere potente rusmidler – øges ved forbud mod rusmidler i forhold til, at samme rusmidler er legale. Efter et umiddelbart fald i alkoholforbruget ved indførelsen af alkoholforbuddet i 1920 steg forbruget herefter hastigt, mens alkoholiske drikke med et relativt lavt indhold af alkohol fortrængtes til fordel for stærk spiritus (»bang for the buck«). Efter ophævelsen af det federale alkoholforbud i 1933 faldt både alkoholforbrug og kriminalitet.

Mens køb, salg og brug af illegale rusmidler i sig selv ikke skader andre end de (frivilligt) involverede, kan det samme desværre ikke siges om myndighedernes tiltag og den nuværende lovgivning.

For det første er der stofbrugerne selv. Formentlig er mere end 90 procent af registrerede narkodødsfald – cirka 5.000 dødsfald gennem de seneste to årtier – en direkte konsekvens af den førte narkotikapolitik. En utilsigtet konsekvens er nemlig, at stoffernes renhed og styrke tit er totalt ukendt for brugerne. Ligesom livet som kriminaliseret og jaget stofbruger formentlig heller ikke forlænger brugernes liv eller forbedrer deres generelle helbred. Det er ikke stofferne som sådan, der oftest slår stofbrugerne ihjel, men derimod forbuddet og politiets indsats. Det tænker den enkelte betjent, der finder narkomaner døde og opsvulmede – stadig med en nål i armen – muligvis ikke over.

For det andet er gældende lovgivning og de redskaber, man udstyrer politiet med, en reel trussel mod vores retssikkerhed. Dansk politi visiterer hvert år store grupper af mennesker på et ofte meget tyndt grundlag. Det kan for eksempel være, fordi »sigtede havde blanke og røde øjne« eller »sigtede talte sløret og lugtede svagt af cannabis«. Sammenblandingen af personlige præferencer, der muligvis deles af store dele af befolkningen, og loven om illegale rusmidler indebærer hermed reelt en trussel mod den grundlæggende ide om »lighed for loven«, som vores samfund bygger på.

En standardjoke inden for politiet i forbindelse med narkosager er, at »der er en grund til, at retsplejeloven har blødt omslag, så er den lettere at bøje«. Den tankegang er et udtryk for en pervertering af grundlæggende retsprincipper. Det er desværre almindeligt kendt blandt gadebetjente, at man altid kan »gå i lommerne« på en borger, der i påklædning eller væremåde falder en smule uden for hr. og fru Danmark-modellen. Man sigter nemlig bare for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og er lidt fantasifuld med det efterfølgende skrivearbejde. »Banditterne« klager alligevel ret sjældent.Og det er ikke kun visitationer, som Lov om euforiserende stoffer åbner rigelig mulighed for. Ransagninger af borgernes boliger kan tilskrives enten fund af ganske små mængder cannabis/narkotika på borgeren eller slet og ret, at der lugtede af hash gennem en brevsprække. Hvis man som gadebetjent vil have action, er Lov om euforiserende stoffer et bemærkelsesværdigt godt politifagligt værktøj.Ovennævnte burde langt fra være almindelig fremgangsmåde i en liberal retsstat. Desværre hører det ikke til sjældenhederne i en politibetjents hverdag. Den ene kronikør har selv ladet fantasien råde flere gange, end han er stolt af.

For det tredje medfører gældende narkotikalovgivning og politiets indsats, at både berigelses- og voldskriminaliteten stiger. Da indsatslederen i forbindelse med en nylig aktion mod narkotikaforhandlere på Vesterbro blev spurgt, om det gjorde nogen forskel på sigt, måtte han erkende, at det gjorde det nok ikke. I det omfang, der har været et fald i udbuddet, har det primært indebåret, at stofbrugerne har begået mere kriminalitet i deres jagt på penge til stoffer.

I en nyligt offentliggjort afhandling kommer Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning frem til, at effekten af en række konkrete lovændringer og politi-indsatser i perioden 2001-2007, blandt andet rydningen af Pusher Street og den øgede strafferamme for at sælge cannabis, kun har haft meget marginal effekt på priser og forbrug. Derimod indebar rydningen af Pusher Street, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København og er en af grundene til den øgede banderelaterede vold de senere år. En vold, der også rammer »uskyldige« borgere, hvis eneste brøde er, at de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Der er intet nyt eller uforudsigeligt i denne udvikling. Den er parallel med, hvad der sker andre steder i verden. Mekanismerne er præcis de samme, som man så under alkoholforbuddet i USA i 1920rne. I lighed med udviklingen dengang ser vi i dag en fortsat forråelse og styrkelse af den organiserede kriminalitet. I 1920rne var det mafiaen, der profiterede på forbuddet i USA. I dag er det rocker- og indvandrerbander, der profiterer på gældende lovgivning herhjemme.

Man bør spørge sig selv, hvem der er de værste forbrydere. Er det køberne og sælgerne af de forbudte stoffer? Eller er det dem, der støtter en fortsat kriminalisering af køb og salg af bestemte former for rusmidler? Besvares spørgsmålet ud fra, at en forbrydelse kræver et offer, peger pilen entydigt på lovgiverne.

Endelig er der tale om en meget dyr lovgivning. Hvor meget den koster skatteyderne er vanskeligt at fastslå. Der eksisterer stort set ingen dansk forskning på området. Anderledes forholder det sig i USA. Jeffrey Miron fra Harvard har i en årrække lavet beregninger af, hvor meget det offentlige ville spare i direkte udgifter, og hvor meget det ville indbringe, hvis man beskattede illegale rusmidler, som vi i dag beskatter alkohol og tobak. Overført til danske forhold er resultatet, at den førte narkotikapolitik koster de danske skatteydere cirka ni milliarder kroner om året.  Var det ikke på tide, at man erkendte, at den førte politik kun gør ondt værre? At bruge tæt ved ti milliarder kroner om året på en politik, der først og fremmest styrker den organiserede kriminalitet, øger usikkerheden i samfundet og indebærer betydelige menneskelige omkostninger for tusindvis af vores medborgere, kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

 

Hvis nogle skulle være i tvivl, så bringes ovenstående indlæg i fuld forståelse med Weekendavisen. Avisen har forøvrigt et særligt tilbud til studerende, der kan tegne abb. for 19. kroner om ugen.

18 thoughts on “Et forbud, der dræber

  1. Rasmus Sønderriis

    Hvad er det, der får forbudspolitikken til at forblive, når enhver kan se, den er hul i hovedet? Er det ængstelige forældre, der tror de beskytter deres teenageafkom med forbud? Er det menneskets natur om at ville kaste skylde over på andre – narkohandlerne – hvis vores egne kære bliver stofmisbrugere? Hvad kan dog være grunden til, den ikke er afskaffet endnu? Jeg køber ikke den om en konspiration mellem gangsterne og prohibitionister. Vi taler om ren og uplettet menneskelig dumhed på et meget højt plan her. Det er på samme tid tragisk og fascinerende.

    Svar
  2. Preben Lang

    @Rasmus. Det er faktisk dig og mig som vælgere der er skyld i dette. At vi ikke gennem kontakt til vores folkevalgte giver vores meninger tydeligere til kende. De folkevalgte kan ikke reagere på andet end det de hører og hvis de eneste der siger noget er dem der vil have forbud, så er det det vi får.
    Den anden halvdel af forklaringen er at vi som vælgere ikke sanktionerer de valgte. De arbejder for os. De er (på papiret) underlagt vores krav. De skal føre vores ønsker ud i livet. Så et land har den regering og lov som vælgerne tillader.

    Svar
  3. Lars Christensen

    Super indlæg, precise pointer. Det kan tiføjes at priserne på diverse rusmidler er drevet op i vanvittige højder pga. forbud heraf opstår meget af kriminaliteten.

    Svar
  4. info

    … og så nævner I ikke engang rigtigt de negative konsekvenser, der er udenfor landets grænser.

    Svar
  5. Bent

    Tak for en tankevækkende artiklel. Jeg tror heller ikke at man kan se bortfra at rigtig mange mennesker på begge sider af loven (nogle på den ene, andre på den anden og atter andre på begge sider) lever af den nuværende forbudstilgang.

    Svar
  6. Christian

    Westy:

    God kronik som klargører jeres position ganske glimrende. Jeg tror bare at det er et sisyfosærinde I er ude i. (Faktisk håber jeg det 🙂

    Jeg ser to hovedanker som rykker ved grundlaget for jeres analyse.

    1. Påstanden om at “hårde stoffer” bør betragtes som forbrugsgoder på linie med alkohol, tobak, chokolade osv.
    2. Påstanden om at en regulering i form af f.eks. salg salg af “rene” stoffer fra apotekerne vil fører lavere kriminalitetsrate af sig.

    Først og fremmest så er de hårde stoffer anderledes i den forstand at de enten ødelægger vitale kropsfunktioner og/eller ødelægger funktioner i hjernen midlertidigt henholdsvis permanent. Det er uklart hvilke hårde stoffer der indgår i jeres analyse. Jeg går ud fra at det er heroin, amfetamin, kokain, LSD, opium, svampe samt designerdrugs (laboritoriefremstillede stoffer) som f.eks. ectsasy og anabolske steroider i sigter mod. Disse stoffer adskiller sig fra f.eks. alkohol og chokolade ved at det ikke blot er behæftet med risiko at indtage dem. Det er overvejende sandsynligt at de udover at rumme risiko for “psykiske og fysiske” handicaps ved første indtagelse ligeledes vil fratage “brugeren” muligheden for at henholdsvis fra eller tilvælge et andetgangs brug. (Der er naturligvis meget meget mere at sige om denne sag) Og måske denne anke i realiteten er der hvor i møder størst modstand. Min, og altså hovedparten af jeres “modstandere”, er uenige med jer i at hårde stoffer er at betragte som forbrugsgoder!

    Andet problem for jer er at størsteparten af den kriminalitet som er forbundet med hårde stoffer IKKE er en udløber af lovligheden af de hårde stoffer men derimod en udløber af finansieringsproblemer for den enkelte narkoman. Når en pige er villig til at blive rø*p***** af en eller anden gut i en bil for 300 kr. så er hun villig til det fordi det afgørende er at finansiere hendes forbrug – ikke at hun “kun” kan finde hendes vare på det sorte marked. Og dermed kollapser jeres forestilling om at “regulering/legalisering ændrer ved finansieringsproblematikken hvorved kriminalitetsraten jo vil forblive intakt og måske snarere øges dersom jeres initiativ måtte nyde fremme.

    Jeg har i øvrigt sendt et kronik forslag til WA men finder det tvivlsomt om de bringer det.

    God dag

    C

    Svar
  7. Niels Westy Munch-Holbek

    @Christian

    Du anfører to hovedanker mod Lars Andersen og min artikel.

    1. At vi betragter illegale rusmidler som et produkt på linje med andre. I økonomisk forstand ER der tale om et produkt som alle andre. ricisi og andre dårligdomme er her irrelevant. Køb, salg og brug adskiller sig alene fra andre produkter i kraft af at det er illegalt. Der ligger ingen vurdering af skadevirkninger i vores kronik – hverken absolut eller relativering – omend en sådan ikke vil falde ubetinget ud til fordel for legale rusmidler.

    2. Din tilbagevisning af at en legalisering vil føre til lavere kriminalitet lider af to hovedproblemer. 1. Det er historisk påvist, at det er tilfældet (bl.a. i forbindelse med alkoholforbuddet i USA), 2. Dit eksempel på kriminalitet lider under at du bruger prostitution? Det opfatter jeg ikke som kriminalitet. Det er derimod overfald, bankrøverier, indbrud, mord, afpresning, svindel osv. osv. osv.

    Endelig tager du slet ikke stilling til det faktum, at gældende lovgivning rent faktisk indebærer at folk bliver slået ihjel, der ikke ville blive det, hvis i dag illegale rusmidler blev legaliseret.

    Svar
  8. Christian

    Hola Niels,

    Nej :-), du har ikke ret! Du påstår at f.eks. LSD og anabolske steroider er forbrugsgoder på linie med alkohol, nikotin, chokolade and so on. “Vi” er så dem der siger: “Det påstår du, men vi henholder os til dagligsproget hvorved vi kan tale sammen. F.eks. er en lang række medicinske produkter “ulovlige” at benytte for forskellige mennesker, det er ligeledes ulovligt at handle, købe og sælge disse. Visse “autoriteter” kan udlevere disse men f.eks. hormonpræperater og kræftmedicin er IKKE forbrugsgoder. Uanset om du og Lars måtte hævde at vi tager fejl. Dersom I mener vi tager fejl så står i med bevisbyrden. Ikke omvendt. 🙂
    Så du skal forklare lovgiverne og vælgerne at vi tager fejl i vurderingen af de hårde stoffer. Du står med bevisbyrden og det er den vi gerne ser løftet 🙂

    Jeg brugte prostitution som eksempel på at “kunden”, altså stofmisbrugeren, er determineret af andre ting end hendes/hans frie vilje. OG jeg brugte det til at illustrere at OGSÅ røverier, forsikringssvindel, overfald, indbrud, biltyverier, cykeltyverier osv. er et resultat af en finansieringsproblematik og ikke af ulovlighed kontra lovlighed. Dit “historiske” bevis har jo ikke noget med “legaliser hårde stoffer” debatten at gøre. Var det tilfældet så skulle alt jo legaliseres. Incest, missillaunchere, you name it. bring it on. For findes det ja så findes det og hvis man så gør det legalt så vil forbrug og kriminalitet falde… Come on?

    I har ikke etableret grundlag for at formode at lovgivningen indebærer at folk bliver slået ihjel og at en legalisering ville have sikret at disse mennesker ikke var døde. Det er jeres påstand.

    I har med andre ord kun fremsat påstande underbygget ved hjælp af anakronismer fra nogle strissere og et, i sagens sammenhæng, ligegyldigt postulat om at alkoholforbudshistorien fra USA ækvivalerer narkolovgivningen i Danmark.

    Så bolden er fortsat på jeres banehalvdel.

    Anabolske steroider og kræftmedicin som forbrugsgoder?!
    Finansieringsproblemet?!
    At legalisering i sig selv vil skabe finansieringsgrundlag samt mindske antallet af stof”brugere”

    Når I for success med det så kan I måske overbevise os. Bloggen her er da et udemærket sted at prøve 🙂

    Svar
  9. Niels Westy Munch-Holbek

    @Christian

    For det første må du forklare hvorfor man IKKE kan sammenligne udviklingen under forbudstidens USA med udviklingen under nutidens forbud mod bestemte rusmidler.

    For det andet forekommer det mig at du blander en holdning til om det er fornuftigt eller godt at anvende visse former for rusmidler sammen med hvorvidt det skal være lovligt eller ulovligt. Hverken Lars eller undertegnede anbefaler nogen at bruge de rusmidler du nævner (vi fremhæver ikke specifikt bestemte rusmidler frem for andre). I det hele taget diskuterer vi slet ikke de enkelte rusmidlers farlighed, da det sådan set er sagen uvedkommende, omend det kan være et godt argument mod at anvende det pågældende rusmiddel.

    Jeg skal ikke udtale mig om hvad du betragter som forbrugsgoder og hvad du ikke betragter som forbrugsgoder (og hvad du forstår ved det). Jeg er økonom og betragter problemet som sådan.

    Din postulater om kriminalitet er der ingen fagligt belæg for – tværtimod. Muligvis derfor det er nødvendigt for dig at afvise, at man kan drage en parallel til forbudstidens USA – en afvisning der mangler enhver form for begrundelse. Undersøgelser af kriminalitet i forskellige lande peger entydigt på, at en meget stor del af denne begås af stofafhængige, og det der driver omfanget af kriminalitet er prisen.

    Endelig må jeg påpege, at der er tale om omvendt bevisbyrde, at det er de der ikke ønsker et forbud der skal sandsynliggøre det tåbelige i et forbud. Det koster ikke mia. af kroner IKKE at forbyde rusmidler, men det koster mia. at kroner at prøve at opretholde et forbud (med en aldrig påvist positiv effekt). Der for bør det være tilhængerne af et forbud der i det mindste via en cost-benefit analyse påviser det rationelle i et forbud.

    En helt andet ting er naturligvis hvorvidt du og jeg har retten til at kriminaliserer folk, fordi de finder behag i eller mener at de har behov for at gøre ting du og jeg aldrig ville bryde os om. Du mener åbenbart at du har retten til at kræve af andre hvordan de skal leve deres liv. Jeg mener ikke jeg hverken etisk eller moralsk har denne ret. Uanset hvor frastødende eller mærkeligt jeg så måtte finde andre menneskers valg.

    Hvis jeg var kristen ville jeg henvise til, at der kun er en der står over os andre, og han er ikke af denne verden.

    Svar
  10. Christian

    God morgen Niels,
    Well jeg vil gerne forsøge at imødegå nogle af påstandene.

    Forbudsanalogien er tvivlsom af flere grunde men den største svaghed ved analogien går nok på at man i USA forbød et socialt og kulturelt accepteret produkt. Den sociale kontrol vedrørende smugling, fremstilling, opbevaring og salg var ikke eksisterende og forbudet gav ikke anledning til et fald i forbruget. I stedet blev stort set alle amerikanere ”kriminaliseret” på baggrund af en lov som først og sidst ikke nød befolkningens opbakning og statens muligheder for at håndhæve forbudet var teknisk set ikke eksisterende.

    Med andre ord: I USA forbød man et socialt accepteret produkt og forbudet fik ingen effekt. I Danmark ønsker I at legalisere produkter som ikke er socialt accepterede. De to situationer er ganske enkelt ikke relativt identiske! De udgør rent faktisk hinandens modsætninger.

    Derudover så var kriminaliteten der fulgte i kølvandet på forbudet IKKE en udløber af at brugerne, for at finansierere deres forbrug, måtte ty til kriminalitet. Narkorelateret kriminalitet skyldes at brugerne ikke kan leve et ”almindeligt” liv hvorfor kriminalitet er forudsætningen for finansiering af forbruget.

    Så skriver du at jeg blander holdninger ind i jeres projekt og at det er ”no-go”. Du mener slet ikke at det er nødvendigt at betragte stoffernes farlighed. Men det er jo netop stoffernes egenskaber og deres evne til at påvirke menneskers psyke og fysik som er afgørende for forbudet. Havde stofferne været ligesom postevand så ville vi jo ikke have et forbud. Heroin, kokain, LSD, morfinpræparater, svampe, ecstasy og anabolske steroider og alle de andre hårde stoffer har en række konsekvenser for brugerne som ”man” formoder at brugerne hverken er i stand til at gennemskue eller kontrollere. Så hvis man ønsker at diskutere legalisering af de nævnte stoffer så er man jo nødt til at forholde sig til hvorledes de faktisk virker.

    Det er muligt du ikke kan sige noget om hvad jeg betragter som forbrugsgoder men jeg kan konstatere at du betragter narkotika som et forbrugsgode på linie med alkohol, cigaretter og slik.

    Du skriver at kriminaliteten begåes af stofafhængige. Og det er jeg jo enig med dig i. Så skriver du at kriminalitetsfrekvensen er afhængig af prisen på stofferne. Og det er kun en delvis sandhed. Det er klart at prisen spiller en fremtrædende rolle. Men det mest væsentlige her er jo at ”stofmisbrugere” ikke kan formå at forene narkomanien med et ”almindeligt” arbejdsliv. Det er derfor de finansierer deres forbrug ved hjælp af kriminalitet. Der er derimod intet belæg for en påstand om at legalisering af f.eks. anabolske steroider, heroin, ectastasy mv. skulle medføre mindre berigelseskriminalitet og lignende. Hvis du har noget dokumentation for den påstand så vil jeg gerne se et link. Det behøves ikke være vildt.

    Hehehe… NEJ der er ikke omvendt bevisbyrde! 🙂 Hvis et parti i folketinget eller du og Lars ønsker at ændre lovgivningen så er det jer som skal give os andre grund til at acceptere en ændring. Jeg kan godt forstå du godt kunne tænke dig det anderledes. Spørger du en anklager i byretten så vil denne sikkert også mene at livet som anklager ville være lettere hvis den anklagede skulle bevise sin uskyld…

    Din forargelse over kriminaliseringen af narko bliver du altså nødt til at gemme til et vækkelsesmøde. Jeg har ikke tiltaget mig ret til at kriminalisere nogen fordi ”jeg finder ubehag” ved deres tilbøjligheder. Jeg påtager derimod gerne ansvar for at forsvare at narkotika bør være forbudt. Men ikke fordi jeg finder ubehag ved dem men derimod fordi jeg har den opfattelse at de som bruger stofferne mister evnen til at tage vare på deres eget liv og dermed muligheden for at stræbe efter et lykkeligt liv. Stoffer, hvis egenskaber du helst ikke vil tale om, er i den grad ødelæggende for mennesker og derfor ønsker jeg en lov som beskytter dem som er udsatte. (Nu går du sikkert igang med at kalde mig socialtisk besserwizzer og der er selvfølgelig langt flere aspekter af det ovenstående med ”at beskytte de ”svage” – men den må vi så tage næste gang) For hvad det er værd vil jeg nøjes med for nærværende at hnvise til pyramidespilsloven. Denne, på samme måde som narkoloven, er konstrueret med henblik på at beskytte den gruppe som ikke formår at gennemskue hvad de egentlig indlader sig på. At pyramidespilslignende konstruktioner er ulovlige betyder jo ikke at de ikke forekommer men at deres udbredelse begrænses. På samme måde er det ”ulovligt” at begå selvmord. Det betyder at man har pligt til at gribe ind hvis en ulykkelig sjæl står på Langebro og vil kaste sig ud med en betonklods viklet om halsen. Når det er forbudt at begå selvmord så er det jo ikke for at krænke individets suverænitet, altså retten til i dette tilfælde at afvikle livet. Men for at beskytte mennesker… Der er ligeledes regulering af hvor meget man må satse på et kasino osv. osv. og det er ikke en udløber af suverænitetskrænkelse eller moralsk smagsdommeri men derimod af “beskyttertrang” (For lack of a better word)Hmm, det her bliver hurtigt en længere debat så ”krænkelsen af individets ret til selvbestemmelse” lader jeg dvale her.

    Hvis du er begrænset til kun at opleve narkoluderen som samtidig stjæler i butikkerne, fra bilerne og begår indbrud i lejligheder som en der blot har foretaget ”et mærkværdigt eller frastødende valg” så vil jeg anbefale dig at læse lidt om de stoffer som du kæmper for at få legaliseret.
    Men jeg har ikke fantasi til at tro at dig, Lars og de andre der har kommenteret rent faktisk mener at den vestlige verdens narkotikalovgivning er baseret på dumhed og banal moralisme OG at en legalisering af hårde stoffer som dem jeg har nævnt i sig selv vil føre til lavere kriminalitet og store besparelser for staten.

    Nu har jeg, på hvad jeg selv finder kvalificeret vis, imødegået nogle af dine påstande. Jeg ser frem til at høre hvad du siger til dem 🙂

    Svar
  11. Niels Westy Much-Holbek

    @Christian

    centralt i narkotikadebatten står efter min opfattelse 3 forhold:

    1. Har jeg retten til at bestemme hvad andre mennesker må gøre, så længe det kun skader dem selv? – Som borgerlig-liberal/konservativ er svaret klart, at det har jeg ikke, det er i strid med de grundlæggende negative menneskerettigheder. Det er naturligivis kun et problem for folk der rent faktisk er borgerligt-liberale.

    2. Det følger af ovenstående, at i den udstrækning man tiltager sig retten til at begrænse andres frie valg, så er vejen også banet for en begrænsning af ens egne valg. I forbindelse med rusmidler ville det indebære at alkohol skulle forbydes. Mens der ingen registrerede dødsfald er som konsekvens af hash-rygning, er det for eksempel en kensgerning, at 50.000 unge mennesker under 30 år dør hvert år som konsekvens af deres alkoholvaner. I det hele taget er der ingen grænser for hvad man kan forhindre os i, hvis man accepterer at andre har retten til at bestemme over ens liv ud fra devisen om hvad de mener der er bedst for dem.

    2. Men uanset om man er enig i ovenstående eller ej, uanset om man så tager menneskerettighederne alvorligt eller ej, kan man jo spørge sig selv om gevinsterne ved et forbud overstiger omkostningerne. Her tyder den forskning der er foretaget (desværre ikke her i landet hvor den slags forskning er stort set ikke eksisterende, at svaret er et endog meget klart nej. Det gælder både nationalt og ikke mindst internationalt. Det er også grunden til at der er en stigende erkendelse af, at den FN-ledede forbudspolitik har fejlet. Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist har i årtier argumenteret mod den gældende narkotikapolitik. Og som talrige undersøgelser, bl.a. af WHO har påpeget, så er der tilsyneladende ingen sammenhæng mellem den førte politik og forbruget af illegale rusmidler.

    Endelig – og det finder jeg som far ganske skræmmende – så peger undersøgelser bl.a. fra USA på, at en samtidig restriktiv alkohollovgivning (man skal være 21 for at købe alkohol) og eksistens af et illegalt narkotikamarked øger sandsynligheden for at unge mennesker prøver narkotika. Med andre ord virker politikken modsat det man ønsker at opnå.

    Men uanset vores uenigheder går jeg i det mindste ud fra, at du også vil bifalde, at man her i landet begynder at bedrive reel forskning i nakortikapolitikkens fordele og ulember. Med tanke på at vi bruger (så vidt jeg husker) op mod 900 mia. skattekroner på afvending, der ikke virker, burde det være muligt at afsætte nogle få mio. kroner til at forske i om mon der ikke fandtes mer ehumane og mindre omkostningsfyldte måder at håndtere dette problem.

    Kriminalisering har i hvert fald ikke vist sig som en succesfuld vej, tværtimod.

    Svar
  12. Christian

    Niels,
    Du undlader med 180 km/t at forholde dig til de anker jeg nævner og set synes jeg ærlig talt er plat. Jeg tog mig tid til at anke og så synes jeg det er fair du gør det samme!

    Jeg er, som langt de fleste, liberal. Men deraf følger jo ikke at jeg ikke kan have en holdning til narko. Heller ikke at jeg ikke kan forsøge at få gennemtrumfet holdningen via lovgivningen. Jeg tillader mig at formode at du ville blive ret ked af det dersom din datter lå og tog den i 2’*** i en bil for at kunne få mønter til at tilfredsstille hendes behov.

    Jeg har selv børn. Både dreng og pige. Og lad mig sige det sådan: Hvis ikke staten sagde: ”vi ta’r os af narkohandlerne”. Så ville jeg omgående ty til ”selvtægt” og forsøge at ødelægge narkohandlernes liv massivt. Måske ville jeg, for at statuere et eksempel tage hele stamtræet…

    Jeg går ud fra du ikke har børn…

    Det følger da overhovedet ikke at f.eks. alkohol skal forbydes. Du postulerer bare. Dommeren kigger til venstre og du sparker til højre. Og så taler du videre om hash og alkohol når diskussionen omhandler ”hårde stoffer”. Ommer!
    Så fabulerer du om nogle lederredaktører som synes et eller andet and who gives a shi*???

    Du får nok svært ved at finde nogen som synes at narkotikalovgivningen er optimal men du finder ingen som mener at fordi narkotikalovgivningen ikke er optimal så skal vi bare legalisere stofferne.

    Jeg har ingen problemer med forskning. Men at afsætte ”skatteproveneu” til at forske i det som vi alle ved forekommer mig at være spild af penge. Vi forsker jo heller ikke i at jorden hverken er flad eller rund men derimod ellipseformet. Og fordi f.eks. john og Åge hævder at jorden faktisk er rund nedsætter vi jo ikke en forskningsgruppe til at afdække at de tager fejl.
    Hmmm…. IGEN du svarede ikke på en eneste af mine indvendinger…

    Er det rigtigt at når man når en bestemt alder så¨kan man ikke længere revidere eller…??? Your call. Jeg siger foreløbigt 1-0 til undetegnede 🙂

    Men jeg vil i sær gerne høre lidt om forbudsamerika..

    Svar
  13. Niels Westy Munch-Holbek

    @Christian
    Jeg tror vi stopper her. Du vender selv hele tiden tilbage til stoffernes farlighed – hvilket kan være et godt argument for ikke at indtage dem, men næppe et argument for at andre skal forbydes at gøre det. Når jeg så påpeger at at europæernes alkoholforbrug har meget håndfaste konsekvenser og sætter det i forhold til hash, så affærdiger du det. Du drikker formentlig alkohol og ryger ikke hash. Ditto her, men det giver mig ikke en moralsk eller etisk ret til at bestemme hvad andre ønsker at gøre – og det gælder i øvrigt også andre stoffer. Og jo, jeg har skam børn. Og så kommer vi nok ikke videre.

    Du kan kalde dig selv hvad du ønsker, der er jo ikke tale om beskyttede betegnelser, men borgerlig-liberal er du nu ikke – det kræver ubetinget respekt for de individuelle frihedsrettigheder.

    Svar
  14. Christian

    Det er i orden Niels – men lidt tamt når nu jeg dog som minimum debunker analogien til forbudsamerika og i øvrigt har nogle andre ganske skarpe pointer. Det kaldes debat men er altså ikke noget noget som du deltager i?

    “Når jeg(altså dig 🙂 ) så påpeger at at europæernes alkoholforbrug har meget håndfaste konsekvenser og sætter det i forhold til hash, så affærdiger du det”

    Ehh… har jeg overhovedet været inde på noget noget af dit “afvisningsargument”?
    Europæernes alkoholforbrug har håndfaste? konsekvenser og det sætter du i forhold til hash??? Jeg erindrer at læse om 5000 dødsfald gennem de sidste 20 år. Mener du at små 8-9 mennesker dør om dagen som følge af hashmisbrug/salg/distribution osv.??
    Vil det sige at dig og Lars slet ikke kæmper for at legaliserer narko?

    Ehh… Du kan også kalde dig hvad du vil men du skal ikke kalde dig liberal.
    At være liberal indebærer en respekt for mennesket som fornuftsvæsen. Du synes at betragte mennesket som en slags mekanisme der responderer på impulser. Peter Railton har skrevet fornuftigt om “fremmedgørelse” ham kan jeg anbefale. http://philosophyfaculty.ucsd.edu/faculty/rarneson/Courses/railtonalienationconsequentialism.pdf
    Jeg har ikke selv læst linket men det ser ganske troværdigt ud. Jeg husker artiklen fra en James Rachels samling.

    Og så kan jeg så lukke af ved at påpege at du ikke forholder dig til en eneste af de problematikker jeg indledte med hvorfor posteringer her, må jeg gå ud fra, er for rygklappere og ikke til diskussion.

    Jeg troede det var et liberalt forum men tog så fejl. Skulle du lyste kan jeg maile dig mit forslag til den replik kommentar som blev sendt til WA mandag morgen.

    C

    Ps. jeg ser gerne, og sikkert også andre læsere, at du forholder dig til argumentet mod din analogi. Det kan du jo godt gøre uden at adressere det til mig som du har svært ved at diskutere med.

    Svar
  15. Jonas

    Christian,

    Du er mere retarderet at høre på end den lokale narko pusher nede på hjørnet.
    Jeg er ked af at sige det, men din holdning til rusmidler er med til direkte at skade menneskehenden, og dens udvikling.

    Jeg gider ikke engang at påpege alle dine fejlagtige postulater, da det er spild af tid – du bliver jo alligevel aldrig klogere 🙂

    Istedet vil jeg henvise dig til at erfare sandheden om livet på egen hånd – det er tid til at blive voksen, tag en højdosis LSD og du vil finde sandheden.

    Stoffer = oplevelser/erfaringer = viden = udvikling/adfær – det er meget enkelt, og alle som har turde tage springet ved det.

    Svar
  16. Pingback: The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand | BrugerForeningen

  17. Pingback: Intet nyt fra hash-fronten | Punditokraterne

Leave a Reply to ChristianCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.