Men så snart vi bevæger os udenfor disse basale nødvendigheder, og det gjorde vi for længe siden, synes jeg det er svært at finde enighed. Skal sundhedsydelser være omfattet af dette? Hvad med uddannelse? Og fx betegnes adgang til TV jo i dag som et “primært behov” (bl.a. pga. den information det giver adgang til), og formentlig også internet. Og der er en del på venstrefløjen der mener at en vis livskvalitet, der kun kan opnås ved at have tilstrækkeligt meget ferie, mulighed for at rejse osv., også bør være en grundlæggende rettighed. Så hvor skal vi trække stregen i sandet? Skal vi begrænse det til grundlæggende eksistensvilkår, eller skal vi have “luksus til alle”, som en flok, vidst nok rimeligt forkælede, demonstranter for nogle år siden plæderede for?

Mvh Martin

Nu er flertal og konsensus jo ikke det samme.

Og hvorfor springer du let og elegant over hans krav om, at vi skal yde efter evne. Hvad nu hvis jeg ikke har lyst til det men hellere vil bruge tiden sammen med børnene? Skal jeg så tvinges til det? De har jo behov for sin far. Det lyder det jo til på Kristian Jensen at jeg skal tvinges til at arbejde for de behov han synes er de rigtige – og det er jo kollektivistisk og ikke liberalt at arbejde for tvangsarbejde (inkl. indirekte til Skat, en rigtig liberalist ved jo godt, at skatter er en form for tvangsarbejde der bør minimeres).

“Og det betyder ganske rigtigt, at andre er med til at afgøre, hvilke behov man har. Men kort sagt findes der også grundlæggende behov. At benægte det i liberalismens tegn er i bedste fald til grin.”

Kan du så ikke lige opremse de grundlæggende behov bare indenfor sundhed? Nej, bare indenfor fedme? Er det et grundlæggende behov at få en fjernet “flaprefedt” efter at man har tabt sig? At få opereret maven mindre? At få betalt højskoleophold med kostråd? Hvor er der konsensus om at sætte grænsen?