Vækst og vrøvl

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

1 thought on “Vækst og vrøvl

  1. Stephan Engberg

    Når man læser diverse planer, så er der ingen grænser hvor let man lige henter 2-3 mia hist og her. Det vil ikke ske.

    Finansministeriet er i færd med at slå dansk økonomis fornyelsesevne i gulvet lige så sikkert som Maos “Store Spring” satte hele samfundet i stå. Deres vrangforestillinger om digitalisering bygger på det rene planøkonomi – stive centraliserede modeller og at flytte beslutningerne så langt væk fra borgerne som muligt i fastlåste one-size-fits-nothing modeller.

    Økonomerne leger med deres forsimplede ligevægtsmodeller som er blinde for vækst og innovation, hvorved vækst er antagelser uden indhold.

    Hvad økonomerne overser at modellerne i stedet bruges som selvopfyldende politik-dikterende profetier fordi man tilpasser politik og opfattelser til modellerne i stedet for at lade processerne tilpasse sig behov og modellerne tilpasse sig virkeligheden.

    Danmark er stort set gået glip af de sidste 15-20 års teknologispring, fordi det er ædt op af forældede tankegange som hørte hjemme i 19070erne.

    Og det bliver meget værre. Finansministeriets digitaliseringsstrategi er en bureaukratiseringsstrategi. Magtcentralisering og planøkonomi for magtens egen skyld.

    Når f.eks. pamperne taler om “Genbrug af data”, så mener de registersamkøring og stive og blinde bureaukratiske beslutningsprocesser og spagetti-integrerede it-systemer som forhindrer processerne i at tilpasse de individuelle behov.

    Finansministeriets digitale forståelse er en moderne version af DDR og resultaterne vil være derefter – negative.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.