Jeg har nu kigget lidt mere på det og kan se følgende “videnskabelige” mangler/problemer:

– Du sondrer ikke mellem ønske-opfyldelsesteorien og den objektive listeteori. Men bruger dem lidt forskelligt når der vurderes.

– Du betvivler ikke menneskers introspektive evner men antager derimod at et vilkårligt svar rent faktisk udtrykker en “sand” selvvurdering – hvilket er kontra-intuitivt. (Ret tit, når man kigger tilbage, betragter man ting anderledes)

– Du sondrer heller ikke mellem hvad lykke er identisk med eller om lykken er noget der kontinuerligt stræbes efter. (Lad os lege med tanken at jeg har drømmejobbet, min kone elsker mig, mine børn trives og er succesfulde, jeg er gældfri med stor pensionsopsparing, jeg er i god form, mine venner kan lide mig og jeg dem… kan jeg da lægge mig til at dø fordi mine mål er indfriet? Altså at lykke er identisk med en given målsætning hvorved fortsat eksistens må blive ligegyldig da der ikke er mere at nå? Vil jeg gå til i armod over ikke at have mere at kæmpe for?)

– Når datamaterialet behandles så forudsætter du årsagssammenhæng mellem svar og statisk materiale. Kontraeksempel: Jeg interviewes og svarer at efter barn nr. 2 kom så blev alting lidt sværere – og dyrere. Men det forhold at tilværelsen spidsede til i forlængelse af barn nummer 2 kunne ligeså vel hænge sammen med at jeg faktisk er utilpas i min jobsituation og at min kone flirter uhæmmet samt at jeg synes den førte udenrigspolitik er håbløs. (det er klart nok at det handler om introspektion igen men med et twist.) Pointen her er ikke at jeg ikke har priviligeret adgang til mit eget følelsesregister men derimod at jeg ikke er i stand til at årsagsbehandle mit følelsesregister…

– Du behandler begrebet “lykke” på linie med andre definerbare begreber. Men glemmer at langt de fleste behandler begrebet på linie med begreber som “integritet”, “kærlighed”, “omsorg”, “venskab” osv.. Dit problem opstår dersom der går mekanik i processen. Eksempel:
Min kone siger hver aften “Godnat min elskede, jeg glæder mig til en ny dag med dig i morgen”. I udgangspunkt stiger min lykkegrad. En dag spørger jeg hende: “Hvorfor siger du den sætning hver aften”? Hun svarer: “Jamen jeg har læst at for at få et lykkeligt liv så skal man elske sin partner og for at du kan forstå jeg elsker dig så siger jeg det hver aften. På den måde kan vi begge blive lykkeligere”!
Den påtrængende pointe her er naturligvis at en lang række “mellemmenneskelige” anliggender helst skal begrundes på en særlig måde for overhovedet at give mening. Jeg så f.eks. gerne at min kone sagde sådan hver aften fordi det var noget der kom fra hendes hjerte og ikke en kalkulering af hvilke instrumenter der er hensigtsmæssige med henblik på at få os til at få et lykkeligere liv. Og jeg ser også gerne at min arbejdsgiver belønner mig fordi jeg yder noget særligt og ikke fordi hun vil i seng med mig.

Consequently…

Når staten har bekostet din “lykkeforskning” så kunne man måske have trukket på skuldrene dersom du var en eller anden sociolog fra KU eller noget sjette fra RUC. Nu er du imidlertid Økonom og har haft nogle økonomer og statskundskabsfolk til at skimme dit materiale og de har så ment der var noget ny-tænkende eller spændende forbundet med dine analyser/resultater. Sandheden er bare den at det er der ikke! Jo, åbenbart for nævnte faggrupper.
Men ikke “videnskabeligt” set. På samme måde som hvis jeg skrev en længere artikel om samfundsøkonomi i “Norsk Lingvistisk Tidsskrift” og læserne der hyldede mine tanker og citerede mig i deres egne efterfølgende artikler ville være dybt uinteressant for en økonom…

Så jeg kan kun gentage at man ikke skal sprøjte med vand når man bor i en fuglerede… 🙂 Med din enormt intimiderende post om Wind hvor du, med din henvisning til WA/Penkowa, insinuerer at Wind har “snydt” sig til et professorat tigger du jo nærmest om at blive behandlet tarveligt! Og jeg kunne jo lave en blog hvor jeg insinuerede at du må have udført en “særlig service” overfor dem der har bevilliget penge til at du kunne “arbejde” med ligegyldigheder. Men det vil være tarveligt! Så jeg illustrerer blot pointen og er sikker på du har lavet masser af fornuftige ting og vejledt studerende fornuftigt osv. og jeg har intet grundlag for at betvivle at du er en seriøs, respekteret og dygtig økonom!!!

Jo, det er meget klart, hvor du vil placere Marlene Wind. Det er også temmelig klart, hvad dit grundlag for kritik er. Du har ikke læst noget af hende, men du har hørt hende udtale sig nogle gange på en måde du ikke kan lide, og det er det. Det der ikke er klart er, hvorfor du vil pakke din kritik ind i dit optællingslirumarum, når man ellers – som du medgiver overfor Henrik – skal være ekstremt påpasselig med sammenligninger. Hvis ellers man viser folk en almindelig respekt i udgangspunktet.

Marlene Wind kunne jo stille samme rimelige spørgsmål til dig, som du stiller til Christian Bentsen:
“har du egentlig nogensinde læst noget af det, jeg har publiceret videnskabeligt? Det er for at jeg kan få din vurdering … i den rigtige kontekst.”

Måske skal man være særligt påpasselig og velbegrundet i en sag som denne.

For øvrigt: Havde du et argument om det med artikler og bøger indenfor statskundskab, eller skal vi bare henføre det til afdelingen for hovsaudfald?

Vh
trane

Kun en videnskabelig artikel 🙂

Jeg tog den “populær” artikel jeg tidligere linkede til fordi det principielt set var i lignende rammer Wind udtalte sig.

Du tages f.eks. til indtægt for 3 betragtninger om midlerne til det lykkelige liv.
Det er imidlertid en problematisk påstand fordi kontra-eksemplerne nærmest vælter ud af skabet.

Jeg har f.eks. tillid til min kæreste. Og har haft det i ganske mange år – Og således levet lykkeligt. Lad os lege med tanken at jeg nu finder ud af at hun har haft utallige affærer og i øvrigt miskreddittet mig bag min ryg. Vil jeg da fortsat kunne se tilbage på vores år sammen som lykkelige? Og hvad nu hvis det er svært for mig at genskabe tilliden til andre. Betyder det jeg lever et ulykkeligt liv?

Og ser jeg på de andre artikler hvori du udtaler dig bliver sagen ikke bedre.

Du synes ikke at sondre mellem begreber som forudsætninger/betingelser/årsager og du sondrer heller ikke mellem tilstrækkelige/nødvendige betingelser.

Det er ingen hemmelighed at man er glad dersom man f.eks. har finansiel styrke. Men i sig selv er finansiel styrke ikke en tilstrækkelig betingelse til at opnå lykke. Og lige præcis sondringen mellem tilstrækkelige henholdsvist nødvendige betingelser er et forskningsmæssigt mareridt fordi begrebsanalysen er så kompleks.
Det forhold at du har mange penge betyder jo ikke at du oplever kærlighed fra din kone og at dine børn trives. I korte træk er finansiel styrke således hverken tilstrækkelig eller nødvendig for at opleve lykke. Omvendt så er penge lig med muligheden for f.eks. at købe goder herunder rejser til spændende eksotiske udbytterige rejsemål. Og penge sørger i hvert fald for at man ikke skal gå i seng med ondt i maven fordi varmeregningen ikke er betalt.

Jeg kender en fyr der driver et antikvariat. Han har ingen penge. Bor i en faldefærdig rønde. Underligt nok er han fortsat gift med faren til hans yngste datter mens han har et andet barn med en tidligere kone. Har har læst på universitet – Endda med ret overbevisende muligheder for akademisk karriere. Hans børn fornægter hans ”måde” at leve på. De synes ikke han udnytter de muligheder han rent faktisk har. Men selv, det påstår han, er han lykkelig. Hans to nu voksne børn klarer sig ganske fornuftigt. Hans kone elsker ham. Han dyrker hans lidenskab – Bøger. Og han, selvom det måske er indbildt, oplever lykke.

Den bedste beskrivelse knytter sig ønske-opfyldelsesteorien om lykke. Altså at man har en liste med præferencer og såfremt man kan sætte hak så lever man lykkeligt. Hans lykkeparametre synes opfyldt hvorved han lever ganske lykkeligt på trods af finansielt armod.

Du synes at advokere for en variant af den objektive liste-teori som pejlemærke for lykke. Hvis f.eks. en forsker skal være lykkelig for dennes arbejde skal denn have publiceret n artikler med n cititationer for at kunne leve lykkeligt. Og sådan kan du fortsætte listen. Du indekserer en række polls og skaber en liste.
Det er muligt at nogle redaktører og økonomer finder det interessant. Men i en videnskabelig debat er det outdated for ca. 100 år siden. Ikke at forstå som at det er forkert. Det er bare allerede skrevet og sagt. Det forhold at du knytter nøgletal henholdvis repræsentative udsagn til din liste gør den jo hverken ny eller interessant.

Du forsøger at udarbejde en objektiv-lykkeliste på det offentliges regning… Og for det skal du da dadles 🙂

For egen regning kan jeg sige at jeg er overmåde lykkelig for at have børn og at mine muligheder for at bevirke at de må opnå succes/lykke i deres liv bringer mig voldsomt meget lykke. I hendhold til din liste lever jeg ulykkeligt pga. børnene (i hvert fald begrænser jeg mine muligheder for at søge lykke i kraft af børnene) .
Jeg kunne sikkert fortsætte en rum tid 🙂 men har sikkert allerede tabt dig. Hvis ikke kan du da ikke poste et link hvor jeg kan finde dine artikler omkring lykke?

Bon voyage

C

Og det kan du så mene herfra til dommedag. Men det ændrer jo ikke ved det faktum at dig og en håndfuld andre står ret alene med det synspunkt. Det forhold at du citeres henholdvist har publiceret noget halløj-fis om lykke kvalificerer jo ikke i sig selv dig til noget. Var dine publicerede tanker blevet taget alvorligt og måske endda affødt nye tanker så havde der været tale om bidrag af meningsfuld karakter.

Indtil da kan du bryste dig med ligegyldigheder mens Wind trods alt nøjes med ligegyldigheder i medierne så bryster du dig med videnskabelige ligegyldigheder.

Uanset hun figurer i bunden at “din” liste så er du vist det man kalder short-handed, out-numbered & out of ammo…

God sommer

C

Endvidere skriver du, at det er faktuelt forkert, når jeg skriver at ikke-første forfattere “glemmes” i SSCI. Hvis du læste, hvad jeg egentlig skrev, så refererede jeg jo netop til artikler i deres arbejdspapirversion. De findes kun under førsteforfatter. Så jeg hævdede vist ikke noget faktuelt forkert.

Her er fra top-20 listen over de mest citerede tidsskrifter i American Political Science Review – som uomtvisteligt er fagets ledende tidsskrift:
1) American Political Science Review
2) American Journal of Political Science
3) Journal of Politics
4) American Economic Review
5) Quarterly Journal of Economics
6) Political Analysis
7) Journal of Conflict Resolution
8) World Politics
9) European Journal of Political Research
10) Comparative Political Studies
11) International Organization
12) British Journal of Political Science
13) Public Choice
osv, osv.

Hvad med det ofte anførte nr 2 tidsskrift i politologi, American Journal of Political Science? Her ser listen sådan ud:
1) American Political Science Review
2) American Journal of Political Science
3) Journal of Politics
4) British Journal of Political Science
5) International Organization
6) Legislative Studies Quarterly
7) Journal of Conflict Resolution
8) Econometrica
9) Political Science Quarterly
10) Political Behavior
11) Public Opinion Quarterly
12) American Economic Review
13) Public Choice
osv, osv.

Journal of Politics:
1) American Political Science Review
2) American Journal of Political Science
3) Journal of Politics
4) Political Research Quarterly
5) Public Opinion Quarterly
6) British Journal of Political Science
7) Journal of Law, Economics & Organization
8) Political Analysis
9) Legislative Studies Quarterly
10) International Organization
11) Political Behavior
12) Journal of Conflict Resolution
13) American Economic Review
14) Electoral Studies
15) Journal of Personal & Social Psychology
16) Public Choice
osv, osv.

Så de tre top-tidsskrifter inden for politologi har alle PC blandt 20 mest citerede tidsskrifter. Mere anvendt end tidsskrifter som Comparative Politics, Comparative Political Studies, Journal of Theoretical Politics, Quarterly Journal of Political Science, International Political Science Review, Political Studies, Perspectives on Politics, Scandinavian Political Studies, osv, osv. Det tror jeg siger væsentligt mere om et tidsskrifts faglige profil end en fuldstændigt arbitrær ranking pba år-til-år impact factors i et sammensurium af generalist- og niche-tidsskrifter – og at PC faktisk har en for et tværdisciplinært tidsskrift ekstrem høj indflydelse i det politologiske miljø. (Kunne der være en nordamerikansk bias i ovenstående? Måske. For EJPR’s og BJPS’ vedkommende ligger PC i stedet som cirka nr. 30. Ud af flere hundrede tidsskrifter er det stadig ikke så skidt.)

I øvrigt, Henrik Jensen, mens du nok har ret i at SSCI har et stort problem med navne (og meget andet), er det faktuelt forkert, når du hævder, at man der kun registrerer førsteforfattere. Hvis det er en artikel, der er udgivet i et tidsskrift, der er indekseret i SSCI, medtages alle forfattere, både når der søges på antal forfattede artikler og på antal referencer. Det er kun, når der er tale om arbejder udenfor disse tidsskrifter (bøger, antologibidrag, arbejdspapirer, osv), at det kun er førsteforfatteren, der registreres. Det er et handicap, men hvis man tæller publikationer i anerkendte tidsskrifter, kun et mindre et.

IDEAS/RePEc Simple Impact Factors for Journals

Igen, som ved personer og citationer kan man bruge disse og de alternative optællingsmetoder (der f.eks. korrigerer for citationsalder m.m.), til at bekræfte hvad/hvem der er i den absolutte top (og hvad/hvem der er tæt på ingenting). Men for mellemgruppen, som er den lagt største, dér svinger placeringerne vildt alt efter de anvendte kriterier.

Som nævnt ovenfor: Læs hvad folk skriver. Lad være med at regne på det.

PS: Det her på bloggen ofte nævnte tidsskrift Public Choice ser i øvrigt målt på IDEAS/RePEcs liste relativt middelmådigt ud (nr. 170). Dets fine impact factor for Thompsons liste omtalt tidligere i tråden kunne se ud til at være drevet af en hel del selvcitationer. Ud fra den refererede liste skulle en artikel i Quarterly Journal of Economics således have impact som 16-17 artikler i Public Choice. Er det retvisende? Svaret afhænger garanteret pænt meget af, hvem man spørger – og er lige ligegyldigt.

En kuriøst eksempel i forlængelse af din pointe omkring problemer med at søge retvisende databaserne: Nu har Bjørnskov og jeg jo haft et større slagsmål omkring Nebojša Nakićenovićs forskningsmængde, og man kunne umiddelbart tro, at hans (også for serbere) usædvanlige navn var nemmere at finde fyldestgørende tal for i databaserne end “Henrik Jensen”. Men både flere af Elseviers tidsskrifter samt databaserne har tilsyneladende meget svært ved at håndtere de slaviske bogstaver ć og š i hans navn! Han sendte mig engang sin totale publikationsliste, og der er tilsyneladende flere af hans publikationer fra indekserede tidsskrifter, som ikke er til at finde i hverken Web of Science eller Scopus – WoS accepterer end ikke hans rigtigt stavede navn “Nakićenović” til en søgning. En søgning på forfatteren “Nakienovi” på Google Scholar giver 9 artikler, alle selvfølgelig skrevne af Nakićenović – og blandt disse 9 er f.eks hans mest citerede artikel nogensinde Dynamics of energy technologies and global change, som ikke kan findes under “Nakicenovic” eller “Nakićenović”. Ikke noget helt uvæsentligt problem, når man skal prøve at finde hans publikationer.

Blot til illustration af din pointe om at bevare en vis naturlig skepsis overfor hurtige søgninger på databaser. Selvom det naturligvis ikke er bedre at fælde hurtige domme om “andenrangsforskere” på baggrund af en forskers egne opgivne “selected publications”. 🙂

(Stakkels Nakićenović, i øvrigt – jeg tror ikke, at nogen populær blog i noget land har haft så meget omtale af hans forskning og hans person som Punditokraterne. Jeg havde lejlighed til at tale med ham på topmødet i København sidste forår, og han morede sig lidt – han mindedes aldrig at have fået samme type opmærksomhed ved andre lejligheder. 🙂

Uanset din bøf med Bugge Harder så bør Henrik Jensen og Bugges kommentarer da gøre bare en smule indtryk.

Hvorfor er det du ikke enten står på mål for din intimidering af Wind eller beklager dit udfald?

Mit institut (Økonomisk Institut, KU) har ikke adgang til Scopus, men ved en testsøgning af mig selv (pinligt, jeg ved det) opdagede jeg, at jeg ikke slet fandtes i den. Mine arbejder lå formentlig tilfældigt under et par andre Henrik Jensen’er. Efterfølgende kontaktede jeg Scopus, som velvilligt oprettede mig som ny selvstændig enhed, og derefter angiveligt tastede alle mine peer-reviewede publikationer ind. Resultatet er at jeg nu optræder som en særskilt Henrik Jensen for hver eneste artikel (fra og med 96), og kun en af dem er klikbar. Så jeg ser ikke godt ud dér (og min seneste publikation er igen tilfaldet en givetvis dygtig mediciner af samme navn).

I ISI Web of Sciences (også kaldet Social Sciences Citation Index (SSCI)), som jeg har adgang til, går det noget bedre. Men igen, basen er problematisk at bruge. Enhver citation til en artikel i dets arbejdspapirsversion vil kun findes under førsteforfatteren. Så er man nummer to (hvilket jeg er i nogle tilfælde), så opdages man ikke ved en søgning. Og navnevariationer giver store problemer.

Så det eneste nogenlunde retvisende billede af citationer opnås faktisk nok kun, hvis den berørte person selv tjekker alle sine citationer igennem (og efterfølgende lader andre verificere dem). Hurtige søgninger, som der er foretaget her i debatten og hovedposten, bliver derfor nemt misvisende. Især når der er tale om forskere udenfor den absolutte internationale top (for disse får man uanset søgemetode altid et kæmpelæs citationer).

Og i øvrigt: Ved besættelse af stillinger så gælder det jo heldigvis stadigvæk, at der foretages en BEDØMMELSE. Dvs. et udvalg læser ansøgernes materiale og bedømmer dets kvalitet. Og som bedømmer opdager man hurtigt, at korrelationen mellem ansøgeres antal peer-reviewede publikationer og deres kvalitet ikke nødvendigvis er positiv. Mange citationer kan ofte et tegn på et godt papir, men ikke altid. Nogle har nogen gange været heldige at ramme ned i et hot emne, uden at deres bidrag læst to år efter er blevet synderligt mere originalt af den grund.

Så hurtige søgninger på antal publikationer og citationer er underholdende, kan afsløre noget om kvalitet (især i den absolutte top, eller vedr. det rene ingenting), men de er ikke særlig velegnede i forbindelse med en faglig baseret evaluering af, om den ene eller anden er kvalificeret til en given stilling.

I den sammenhæng virker det på mig ret uinteressant at slå hinanden i hovedet med, om man har lavet 3, 8, 10 eller 15 publikationer.

…..og hermed mener jeg naturligvis internationale, peer-reviewede artikler.

Blot for en ordens skyld: Jeg tilsluttede mig helt fra begyndelsen af, at MWs CV så ret tyndt ud – hvis målestokken altså er internationale peer-reviewede artikler i Scopus/Web of Science. Og selve frk. Wind interesserer mig rent personligt heller ikke spor, ligesom hun og Søren Pind selv må ligge og rode med deres skænderier – mit ærinde var først og fremmest at illustrere Bjørnskovs gennemgående inkonsistens og utroværdighed, når det gælder bedømmelse af forskningskvalitet.

Men generelt tager politologer sig tilsyneladende særdeles ringe ud på det felt, hvis man sammenligner med naturvidenskaben. For alle de politologer, der har været omtalt i denne tråd, er det jo tydeligt, at de – i hvert fald kvantitativt – har brugt langt mere energi på antologier, bøger, bogkapitler, nationale publikationer, debatartikler og lignende end på internationale peer-reviewede artikler, jvfr. også Kurrild-Klitgaards første svar (ud af +300 bidrag på hans CV er blot 20 opført som peer-reviewede artikler. Det samme forhold gælder for Peter Nedergaard og Marlene Wind, selvom deres absolutte samlede produktion er betydeligt lavere end Kurrild-Klitgaards).
I den sammenhæng virker det på mig ret uinteressant at slå hinanden i hovedet med, om man har lavet 3, 8, 10 eller 15 publikationer. Så “lave” tal for selv garvede professorer ville være katastrofalt på ethvert naturvidenskabeligt felt, og selv i sammenligning med økonomer har f.eks Bjørnskov selv 23-26 publikationer med +150 citationer, mens Carl-Johan Dalgaard har 16-17 med +200 citationer – begge på kun ca. 10 år.

For at give nogle eksempler til en (formentlig næsten meningsløs) sammenligning af rå tal: 1-2 peer-reviewede publikationer på biologi (og kemi) har næsten været en uofficiel forudsætning for overhovedet at få en PhD i en del år, og 8-12 publikationer er, hvad folk typisk har efter en post-doc – jeg kender enkelte top-PhD-studerende, der har nået det tal. Min egen vejleder er “kun” lektor, og han har over 80 artikler med mere end 1000 citationer på under 20 år. (Til gengæld har han stort set heller ikke skrevet andet end netop internationale peer-reviewede artikler – og det gælder for langt de fleste naturvidenskabelige forskere).

Og så spørger jeg blot, om internationale peer-reviewede artikler er den bedste målestok på politologi? Man kunne jo også se på Google Scholar, hvor antologier, bøger og nationale artikler (som Kurrild-Klitgaard fremhæver fra sin forskning) også optræder – her tager politologerne sig meget bedre ud, også mht. citater. Og her ser Kurrild-Klitgaard rigtignok anderledes signifikant bedre ud end Marlene Wind, selvom hun dog også ser meget bedre ud end i Bjørnskovs karakteristik her (med hhv. 41 og 16 publikationer opført, og hhv. 300 overfor 100 citationer.)

Dette ændrer naturligvis ikke det mindste på, at Bjørnskovs karakteristik af Holtsmark og især Nakicenovic (m. over 50 artikler i Scopus og 645 citationer på 15 år) som andenrangsforskere ifht. Kurrild-Klitgaard og ham selv er en smule grotesk, selv når vi bruger Bjørnskovs egen målestok……

Og for en ordens skyld, siden Kurrild-Klitgaard beskyldte mig for at snyde på vægten: Bjart Holtsmark har ikke som du skriver 6, men 8 artikler i Web of Science – ganske som PKK.

HARDER: Scopus: 2 artikler (0 citationer), Web of Science: 2 artikler
WIND: Scopus: 3 artikler (2 citationer), Web of Science: 3 artikler
HOLTSMARK: Scopus: 10 artikler (72 citationer), Web of Science: 6 artikler
NEDERGAARD: Scopus: 10 artikler (21 citationer), Web of Science: 7 artikler
KURRILD-KLITGAARD: Scopus: 12 artikler (37 citationer), Web of Science: 8 artikler

Man kan diskutere hvor meget den slags er værd – kvantitet er jo ikke kvalitet og der er mere og andet end internationale tidsskrifter osv osv.

Men er det ikke ganske klart for de fleste læsere at . . . . . det er som om de pågældende navne . . . . falder i to grupper når det gælder internationale tidsskriftsartikler? Eller for at sige det mere direkte – at Winds profil på det kriterium mere ligner en ph.d. studerendes end hendes professorkollegers?

Det gør nok Christian Bjørnskovs karakteristik af Holtsmark mindre skarp men det ændrer næppe på hans karakteristik af Wind.

Nu adresserer du den også til mig så… 🙂

Information vinkler lidt hårdt, men der er så trods alt også tale om information. Ingen ansatte har i følge mailen fået mundkurv på. De er derimod af ledelsen anmodet om at henvise til dekanen eller insitutlederen såfremt de modtager henvendelser vedr. Wind-sagen.

Og det er præcist som man ville gøre alle andre steder. Opstår der en “konflikt” mellem en ansat og tredjepart så vil ledelsen på et tidspunkt bede medarbejderne om at sagen overdrages til dem. Og årsagen synes ret enkel. Instittet mener at der er rirsiko for at sagen på den ene eller anden måde kan belaste medarbejderstaben og derfor ønsker man at lukke den.

Instituttets opgave er at forske, uddanne og formidle samfundsvidenskabelig viden. Ikke at diskutere om Pind må kalde Wind øge-navne eller andet som fjerner fokus fra instituttets virke.
I mailen gøres der endvidere eksplicit opmærksomt på at eventuelle principielle spørgsmål må drøftes på et senere tidspunkt. For nærværende ønsker man bare at lukke sagen 🙂

Se det er ikke nødvendigvis så kompliceret.

Sagen i nøddeskal er den er der er to skoler omkring Wind-gate.
En skole mener hun udtalte sig som “vidensbaseret autoritet” – Det Pind-fløjen.
En anden skole mener hun udtalte sig som “de facto autoritet” og det er hendes “tilhængere”.

Først ro – Dernæst diskussion om det substantielle. Det er rettidig omhu og god ledelse!

CVB:

http://www.information.dk/271702

Altså, hvad foregår der? Jeg ville ønske PKK kunne kommentere… hans synspunkter og holdninger har jeg altid været interesseret i at høre.

Zorro spurgte så Haarder hvor mange artikler Marlene Wind er registreret med i Scopus.

Svaret er 3 artikler (hvor af 2 har medforfattere), som tilsammen er citeret i alt 2 gange (den ene gang af Wind selv).

Tak for eksemplerne. Jep, jeg kan godt se der findes eksempler på ‘rene artikeloriginalbidrag’. Tiebout, Nash og Akerlof er måske andre eksempler. Men selvom disse tre også har stor indflydelse på statskundskab, så er de nok mest at regne som økonomer.

Mht. Black og Hayek. Jo, men de har jo også skrevet længere værker. Jeg har ikke læst noget af Black, men set hans Theory of Committees and Elections citeret en del. Jeg har aldrig set artikler citeret, men det er ikke et felt jeg har dyrket så meget heller. Når jeg kigger efter kan jeg godt se, at Hayek også har skrevet en del artikler, nogle indeholdende formulering af originale teoremer, men er det ikke bøgerne folk mest læser? Navnlig fordi bøgerne giver sammenhængende argumenter, applikationer af teoremer, undersøgelse af argumenters rækkevidde und so weiter.

I forlængelse af det, så mener jeg det er den samme ‘added value’ man får af Putnam og Tsebelis’ bøger ift. de artikler de bygger på. Putnam havde allerede dyrket kerneteserne ift. Italien, og samlet noget materiale ind og offentliggjort det i artikelforminden bogen Bowling Alone. Men bogen giver Putnams samlede gennemtæskede og testede version. Ditto med Tsebelis, der over vel en ti år havde arbejdet med veto player-teori (og før det nested games) inden hans bog derom.

Eksemplerne Downs og Olson er gode. ift. Douglass North vil jeg også mene at folk mest læser hans bøger, i hvert fald hvis man vil argumentere med ham. Jeg tror også at økonomer og statskundskabere om tyve år vil læse Calculus of Consent. (Tullocks ‘rent-seeking’ artikel vil nok også blive læst). Lige så med bøger fra: William Riker, Elinor og Vincent Ostrom, David Laitin, Robert Bates, Margaret Levi.

Jeg kan kun komme på et eksempel umiddelbart på en væsentlig statskundskaber, der – såvidt jeg ved – endnu ikke har udgivet en monografi: politiolog-sociologen Edgar Kiser. Han har så omvendt – udover sine ofte citerede teoretiske bidrag – skrevet mange bidrag til antologier og i tidsskrifter indenfor en række mindre felter, der ikke tæller særligt meget efter Christians målestok.

Men altså, pointen fra min pind er ikke, at der nødvendigvis skulle være MERE prestige i bøger ift. artikler. Blot at den smutvej, som Christian benytter til at disse det ene eller det andet, ender blindt.

Vh
trane