Er der brug for politisk adfærdsøkonomi?

I løbet af de sidste ti år er adfærdsøkonomi – Behavioural Economics – kommet på mode. Adfærdsøkonomi tager sit udgangspunkt i, at mennesker ikke altid handler rationelt. Vi gør altså ikke altid det, der er rigtigt for os selv: Spiser for meget, ryger for meget, investerer i de forkerte ting, og undervurderer hvor hurtigt vi vænner os til materielle forbedringer. Listen er lang over ting, vi gør forkert og burde lave om på. En af bestsellerne i den mere populære ende af nationaløkonomi er derfor Nudge, Thaler og Sunsteins bog, der udkom i 2009. Nudge er i særdeleshed blevet populær på at demonstrere, hvordan regeringen med små ’puf’ i den rigtige retning, kan ændre folks liv til det bedre. Specielt i USA er begrebet ’paternalisme’ igen kommet til at have en positiv betydning for nogle samfundsforskere og politikere.

Men ikke alle er enige, og adfærdsøkonomi udviser problemer, som man skal 40-50 år tilbage for et genfinde. Dengang gjorde folk som James Buchanan og Gordon Tullock op med den underlige situation i nationaløkonomi, hvor man antog at folk var rationelle og gjorde hvad de kunne for at forbedre deres eget liv – bortset fra når de trådte ind i politik eller det offentlige bureaukrati. I denne sfære antog man, at de gjorde deres bedste for samfundet. Buchanan, Tullock og andre pionerer grundlagde public choice-litteraturen ved at antage, at folk gør deres for at nå deres egne mål, uanset hvor de arbejder. Nu argumenterer mange for, at adfærdsøkonomi har behov for en lignende reorientering.

Hvor stort er problemet da? Antager adfærdsøkonomer virkelig, at politikere og bureaukrater ikke lider under kognitive begrænsninger og begrænset rationalitet? Det svarer Niclas Berggren på i en ny artikel, som publiceres i Review of Austrian Economics. I ”Time for Behavioral Political Ecnomy?” har Niclas undersøgt artikler, publiceret de sidste ti år i ti absolutte toptidsskrifter: American Economic Review, Journal of Finance, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Financial Economics, Journal of Political Economy, Review of Financial Studies, Journal of Economic Theory, Review of Economic Studies og Journal of Econometrics.

Niclas dokumenterer, at i de ti år mellem 2000 og 2009 blev der publiceret 323 adfærdsøkonomiske artikler i de to tidsskrifter (fire procent at de godt 8000 artikler). 67 af disse (21 procent) omfattede en anbefaling om, hvad man politisk bør gøre ved det identificerede adfærdsproblem. Artikler med en sådan ’policy recommendation’ er svært overrepræsenterede i Quarterly Journal of Economics og Journal of Political Economy. Artiklens hovedpointe er dog, at ud af disse 67 artikler var der kun tre, der tog muligheden alvorligt, at politikere og bureaukrater også kunne lide af adfærdsproblemer!

Er det vigtigt, eller blot en videnskabelig komplikation? Jeg er enig med Niclas i, at det er en meget vigtig pointe. Cass Sunstein har været dybt involveret i Obama-administrationens politikplanlægning, og mange andre steder i verden tager politikere adfærdsøkonomi alvorligt. Det er indlysende nok, fordi adfærdsøkonomi som den praktiseres lige nu netop i mange tilfælde giver klare anbefalinger om, at man bør regulere folks adfærd fra politisk side. Men hvis politikere og embedsværket lider af lignende mangel på rationalitet og kognitive begrænsninger (og vi opfordrer læserne til at tænke på et par af dem!), er risikoen, at det går lige så galt som da vulgær-keynesianisme fortalte dem, hvordan man ’styrer’ en økonomi.

5 thoughts on “Er der brug for politisk adfærdsøkonomi?

  1. Mads

    Et lille indspark fra en sociolog:

    Set udefra synes adfærdsøkonomi at være et glimrende supplement til mainstreamøkonomi. Rent videnskabeligt er det velsagtens en god ting at teste adfærdmæssige grundantagelser i mikro- og makroøkonomiske modeller? Mit indtryk fra den adfærdøkonomiske forskning, som jeg kender til er, at mange grundantagelser i økonomiske modeller viser sig uden megen hold i virkeligheden. Mennesker handler ofte sært, hvilket næppe er overraskende! Derfor kan adfærdsøkonomien bruges til at gøre økonomisk teori mere realistisk (og relevant) på den lange bane. Det er for mig at se lidt sært, at mainstreamøkonomer på den ene side er skeptiske overfor adfærdsøkonomiens kritik af teoretiske modeller, men på den anden side ikke er skeptiske overfor udviklingen inden for det mikroøkonometriske område, hvor tendensen tydeligvis går imod modeller med “lots of heterogeneity”. To sider af samme sag?

    Jeg ville ønske, at vi havde en lignende pendent i sociologien. Det var antræk til “behavioral sociology” i 1950 og 60’erne, men den tradition fik kniven med marxismens indtog i 1970’erne. Too bad I’d say …!

    Mads

    Svar
  2. Christoph Burmester

    Gode betragtninger, Mads.

    Kan du anbefale noget lecture med et sociologisk perspektiv?

    Svar
  3. Thor Ridderhaugen

    Jeg synes heller ikke, vi må glemme, at adfærdsøkonomi kan bruges i mange andre sammenhænge end politisk. I de sidste mange årtier har nudging og adfærdsøkonomiske tilgange været flittigt brugt indenfor marketing og produktudvikling. Vi bliver bombarderet med reklamer og tiltag i supermarkeder, som skal få os til at vælge nogle produkter frem for andre – ikke at jeg ser dette som positivt. Men hvis I er interesserede, har vi (Decision Design) en blog, hvor vi betragter mange forskellige emner fra et adfærdsøkonomisk perspektiv: http://www.decisiondesign.dk/blog

    Det er altid fedt at se emnet diskuteret – tak for det:)

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.