Dette vil jeg naturligvis ikke bestride, idet midlerne trods alt benyttes og ikke blot brændes (hvilket dog også ville have nyttige effekter). Argumentet er i højere grad at a) staten kan ikke benytte pengene ligeså godt som borgerne. Både ud fra de af Uffe benævnte årsager, men ligeledes fordi det er logisk umuligt, idet forbrugerne jo alligevel ville have købt godet, hvis det ville give samme nytte, b) indlæggets vigtigste pointe – at et velfærdstab forekommer i form af trekanterne A + B grundet faktummet, at der produceres mindre, som følge af skatten uagtet at staten benytter pengene “fornuftigt” efterfølgende. Det tabte velfærd kan således på ingen måde genvindes – pointen fra a) betyder udelukkende at staten, hvis den geninvesterer pengene “nyttigt”, vil kunne minimere tabet af værdien svarende til figurens to rektangler – dette har ingen betydning for den allerede tabte velfærd.

Det sidste jeg vil uddybe er c) Kel Kellys pointe, som jeg kan forstå kan virke svær at indse: At forbrug, i modsætning til opsparing, ikke er værdiskabende. Det vil kræve et helt nyt blogindlæg at beskrive dette ordentligt, og jeg har fuld forståelse for, at det kan virke kontraintuitivt især i disse Krugman-tider, hvor man dagligt udsættes for statements såsom “vi skal forbruge os ud af krisen”. Men alt i alt er moralen blot, at skatten – når den udgøres af penge, som i sidste ende i stedet ville være gået til opsparing – dræner produktiv kapital. Lad mig henvise dig til den reference, jeg har inddraget i mit indlæg – nr. 2 + 6 – og læs her afsnittet “TAX EFFECTS ON CAPITAL”.

Det er på baggrund af disse tre argumenter, at man kan udlede konklusionen: Enhver skat og afgift må nødvendigvis være destruktiv. Dermed ikke sagt at de opkrævede penge aldrig vil kunne genskabe noget af den tabte velfærd – husk at det er trekanterne A + B, der er interessante. Jeg håber at ovenstående på tilfredsstillende måde kommer omkring dit spørgsmål..

Eller sagt på en anden måde: “Wealth kept by its owners, when saved, creates new jobs and products for us. Wealth taken and given to someone else is spent and disappears forever.” kan jeg ikke se gyldigheden af. Det er jo f.eks. ikke sådan, at offentligt ansatte ingen pensionsopsparing har. Eller at investeringer i offentlig infrastruktur er helt uden betydning for produktiviteten i samfundet.

@Nicklas Augustine: Som nævnt ovenfor er jeg ikke overbevist om din påstand om, at skatteopkrævede penge altid forsvinder uden at gøre nytte. Kan du ikke forklare det lidt nærmere (jeg har læst de passager du henviser til, men de kommer heller ikke med solide argumenter for dette – men påstår det blot)?

Rothbards verdenssyn og måde at argumentere på har sine fordele og ulemper, og østrigerne ville uden tvivl også kritisere min måde at udregne forbrugeroverskuddet bl.a. qua antagelserne om, at det er muligt at deducere værdier ud fra præferencer, der jo rent faktisk ikke forekommer på baggrund af egentlige handlinger samt at penge problemfrit kan benyttes som en stabil måde at måle subjektive værdier. Og det er netop her, at jeg finder østrigerne interessante, de fører vigtig kritik af af mainstream-Harvard økonomers verdenssyn. Dit eksempel med offentlige goder er således på ingen måde problemfrit. Østrigerne har tidligere påpeget, at generelt om “offentlige goder” gælder bl.a. at vi aldrig kan finde ‘optimale’ producerede mængder, samt at der teoretisk set intet overhovedet taler for, at staten fremfor private skulle udbyde goderne .

Ikke desto mindre takker jeg for den saglige kritik.

Kopskatter giver ikke noget dødvægtstab. Det er ret simpelt at vise i et diagram, da man blot skal undlade at indtegne de nye kurver med skatterne. Rothbards artikel siger ikke specielt meget, men den lider som sædvanligt af, at han pr. definition ikke vil anerkende et begreb som ‘offentligt gode’. Hvis en skat f.eks. bliver pålagt et marked for at betale for – say – nationalt forsvar, kan det sagtens give en samlet nyttestigning i samfundet. Verden er desværre ikke så sort/hvid, som mange østrigere gerne vil gøre den.

@JR
Udover de glimrende pointer Uffe påpeger, så kommer vi stadigvæk ikke udenom den økonomiske jernlov som fremsat af Kel Kelly i denne artikel. Pointerne, som også Uffe fremfører, er beskrevet i samme link som sendt til E. Kofoed. Læs især under afnsittet “J.B. Say on Taxation”, hvor det fremgår at “As Say points out: “The government exacts from a taxpayer the payment of a given tax in the shape of money. To meet this demand, the taxpayer exchanges part of the products at his disposal for coin, which he pays to the tax-gatherers.” Eventually, the government spends the money on its own needs, and so “in the end .. . this value is consumed; and then the portion of wealth, which passes from the hands of the taxpayer into those of the tax-gatherer, is destroyed and annihilated.” Were it not for taxes, the taxpayer would have spent his money on his own consumption. As it is, “The state … enjoys the satisfaction resulting from the consumption.””

Du har ret i at de midler der indkræves bruges igen. Ingen politiker ved sine fulde fem vil have overskud på statens finanser, da han derved glemmer at lefle for nogle vælgere og risikere at miste genvalget.

Til sagen: Når staten går ud og bruger penge, bruger den dem på den værst tænkelige måde. Det er ikke statens egne penge der bruges, og de bruges på andre. Man har derved mindst muligt incitament til at få noget for pengene samtidig med man er knapt så interesseret i hvad prisen for varen er.

Bruger du penge på dig selv, vil du have mest muligt for pengene, og bruge færrest muligt.

Derfor er det nemmere at lade folk beholde og prioritere deres egne penge.

Det er også bedre at lade flere mennesker tage et utal af bitte små beslutninger med egne prioriteter i tankerne, end lade en “folkevalgt” politiker tage kæmpestore beslutninger på alles vegne. Politikeren har ganske enkelt ingen chance for at kunne påvirke alle så positivt som muligt, og slet ikke tage højde for de forskellige krav der er til en hvilken som helst vare.

Forkert! Et klassisk eksempel på en skat uden dødvægtstab er en kopskat, idet den ikke forvrider hverken incitamenter eller relative priser. Derudover vil der heller ikke være et dødvægtstab, hvis enten udbuddet eller efterspørgslen er perfekt inelastisk; der vil som ved kopskatten kun være tale om en omfordeling. Endeligt forudsætter din skatteanalyse, at der ikke er negative eksternaliteter i markedet, men den gemmer vi til en anden gang…