Grøn erhvervspolitik – ét er at lytte, andet er at forstå

I sidste uge havde jeg en kritisk kronik om regeringens grønne erhvervspolitik i Børsen. Det førte forleden til et lettere bizart læserbrev i samme avis, skrevet af Martin Lidegaard. Man kan også kalde det et absolut ikke-svar på den kritik som økonomer har rejst af den førte energi- og klimapolitik.

Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

  1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
  2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
  3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

________________________________________________

kronik i Børsen 1. marts 2012

Ministerens grønne krystalkugle

Vi er sandelig heldige her til lands. Vi er nemlig udstyret med politikere, som – åbenbart i modsætning til markedet – kan se ind i fremtiden.
F.eks. kunne De Radikales energiordfører Rasmus Helveg Petersen tidligere i år fortælle os at fremtidens job ikke kommer fra industrier som
Aalborg Portland, men skal findes indenfor grøn teknologi. Klimaminister Martin Lidegaard (R) kunne i et debatindlæg her i avisen yderligere oplyse, at regeringens energi- og klimapolitik ville gøre “Danmark til en vindernation på et marked, hvor efterspørgslen ikke bare er enorm, men også støt stigende”.

Han understregede, at der var tale om en “langsigtet og visionær beskæftigelsespolitik”. Martin Lidegaard fremhævede især vindmøllebranchen, og at omsætningen i denne fra 2000 til 2010 er steget fra ca. 13 til 55 mia. kr. om året . For yderligere at sætte trumf på påpegede ministeren, at “det er det
område med størst vækstpotentiale inden for vedvarende energi i Europa i de kommende år.” Hermed viser Lidegaard fra De Radikale – et parti som bryster sig af, at man gerne ”lytter til eksperterne” – at økonomer ikke hører til i kategorien eksperter.

Måske er den manglende lyst til at lytte til økonomer grunden til at han, i lighed med de fleste som forsvarer bestemte erhvervsinteresser, lavede
den klassiske fejl med at forveksle omsætning med lønsomhed. At man oveni dette, i den grad satser på at en enkelt teknologi – nemlig
vindenergi, som endnu ikke har vist, at den kan blive kommercielt bæredygtigt – øger kun bekymringen over den første politik.

Begrænset tiltro til vind

Aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter er styrdykket de senere år. Det er et udtryk for, at markedet ikke har den store tiltro til denne sektors fremtid. Derfor kunne det være rart at vide, hvad det er, ministeren kan se i sin grønne krystalkugle. For der er reelt intet i dag ,som tyder
på at vindenergi i fremtiden vil blive den blændende forretning, som regeringen åbenbart tror den vil.

Ifølge OECD’s og IEA’s “Projected Costs of Generating Electricity” fra 2010, er landbaserede vindmøller, for slet ikke at tale om havvindmøller,
solenergi og andre mere eksotiske former for vedvarende energikilder, markant dyrere end alle former for konventionelle produktionsformer.
Det gælder også i forhold til atomkraft, der som den eneste CO2-neutrale teknologi, ud over vandkraft, kan konkurrere med kul og gas.
Vi må derfor gå ud fra at Lidegaard ved noget, vi andre ikke ved, når han kan være så skråsikker.

At man ikke bryder sig om at lytte til økonomer, når det kommer til klima og erhvervspolitik, skyldes nok det simple faktum, at man så var
nød til at erkende, at det ikke hænger sammen. Vismændene i Det økonomiske Råd påpegede således sidste år, at det er “tvivlsomt om politikere og
embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes”.
Endelig udtrykker vismændene bekymring over, at man så ensidigt satser på vindenergi.

Glemmer alternativer

Det ses ganske tydelig af reaktionen fra en række interessenter, når der bl.a. her i avisen rejses kritik af den førte politik. Senest i et læserbrev af Niels Due Jensen, Grundfos, som pegede på at den grønne sektor generede for 50 mia. kroner eksport. Ministeren er altså ikke alene om at tage fejl af indtjeningsevne og omsætning. Desværre glemmer man behændigt at stille det simple spørgsmål “hvad kunne vi ellers få for pengene?”, hvis
man havde undladt at støtte grøn teknologi.

Ser vi på en række undersøgelser i udlandet er svaret, at vi formentlig kunne få en hel del. Både for Italien og Spanien er der lavet undersøgelser, der peger på, at prisen for hvert job i den grønne sektor er, at der er et nettotab af arbejdspladser. Med andre ord skaber grøn teknologi ikke arbejdspladser. Nettoeffekten er at nedlægge arbejdspladser.

Man kan kun gisne på hvor meget mere velstående, vi kunne have været i Danmark i dag, hvis man havde undladt at føre en energipolitik, som
har været skadelig både for dansk erhvervslivs generelle rammevilkår og den enkelte borgers velstand.

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt
har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.
At der så kan være en betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse, er en
anden sag.

9 thoughts on “Grøn erhvervspolitik – ét er at lytte, andet er at forstå

  1. Ritterbusch

    Således afklædt, må vi håbe ministeren kan finde varmen ved en vindmølledrevet elradiator, på denne stille aften.

    Super Niels.

    Svar
  2. Uffe

    Tak for at nedskyde den komiske indstilling til statens evner udi jobskabelse ved udelukkende at se på de positive ting, og glemme al den negative.

    Det er i sandhed blot endnu et eksempel på “the broken window”. Alle kan se at det nye vindu sætter mange i arbejde, men glemmer hvad køberen af vinduet kunne have fået, var vinduet ikke gået i stykker.

    Bliv ved med at påpege den ødelæggende aktivitet af at statsstøtte grøn energi – og påpeg hvor mange arbejdspladser det koster os årligt at støtte VE.

    I disse tider kan man næsten forestille sig at fyringer i VE firmaer vil gavne den danske økonomi 😉 Men det er måske lidt flabet sagt.

    Svar
  3. jp

    Lidegaard, eller en hvilken som helst anden ideolog der ønsker at gøre os uafhængig af fossile energikilder inden år 2050, har to muligheder, og kun to muligheder: enten at sænke det fremtidige energibehov til en brøkdel af det nuværende, eller satse massiv på A-kraft. Alt andet er bare sniksnak, der ikke adresserer den monumentale udfordring det vil være, at substituere fossile energikilder, på exajoule-niveau, med hvad end ineffektivt skrammel man har på det økologiske tegnebræt.

    Selvom der KAN argumenteres rationelt for at fremtidens energibehov muligvis bliver noget mindre, tyder al erfaring indtil videre på at, ja, vores dippedutter bliver mere energieffektive, men dels anskaffer vi flere og dels bliver de større. Semitransparente vægfjernsyn på 200-300 tommer og 3D printere, er bare to eksempler på fremtidige dippedutter, vi enten ikke har i dag, eller som bliver større. Det forekommer derfor helt utopisk at man kan sænke energibehovet drastisk uden samtidige drastiske ændringer af vores livsstil, velstand og valgmuligheder. Held og lykke med det hos en vælgerskare, der blot kan kigge over hækken, og misundeligt betragte mulighederne i de lande der fornuftigt nok afstår fra grønne tåbeligheder.

    Så hvis Lidegaard er seriøs, og ikke bare en aristokratisk klingende snakkemaskine, går han allerede nu i gang med at planlægge opførelsen af det første af de mange A-kraftværker i 1-2 GW klassen der skal være på plads inden år 2050, hvis hans våde fantasier skal blive til virkelighed. Og så skal han i øvrigt også i gang med at forklare befolkningen, at dæmoniseringen af A-kraft alene er et resultat af en velorkestreret og højtråbende alliance af aktører med ens strategiske og ideologiske mål. Held og lykke med det. Også med det.

    Svar
  4. niemann

    Niels Westy Munch Holbæk

    Først og fremmest godt og imponerende grundigt arbejde. Det er ikke overraskende at få et udenomssvar af en politiker, men omstændighederne taget i betragtning er det faktisk lidt mere skræmmende end sædvanligt. Jeg tror nemlig at de radikale (i modsætning til venstrefløjen) udmærket forstår lige præcis hvad økonomerne siger, men de vælger bare at ignorere eller snakke udenom for at score billig politisk profit. Men at de så oven i købet er frække nok til at føre valgkamp særligt på at gøre det stik modsatte er direkte kvalmende. Er det ikke et trin over bare “endnu en politiker der ignorerer eksperterne udsagn”?
    Så vidt jeg husker skrev du engang at de radikale var Danmarks måske mest frastødende parti (har glemt hvor), og det her gør bestemt ikke din karakteristik mindre rammende.

    Men noget jeg omvendt har tænkt over et par gange er, at et problem for i hvert fald mange liberalister generelt i lige netop debatten om klimapolitik er at vi selv ikke scorer for højt på tværdighedsbarometret, når det handler om at lytte til klimaeksperterne, der siger at det er nødvendigt at skære i CO2-udslippet. Det ved Lidegård og hans grønne kampfæller også, og på den måde kan jeg se for mig at de bliver ekstra tilbøjelige til at ignorere alt der kommer fra den kant. Jeg har læst et par af de nylige indlæg om klima her på bloggen, hvor jeg desværre har siddet tilbage med lidt af det samme indtryk af bloggeren som af Lidegård i det ovenstående.

    Klimaet er vel nærmest det sidste skud venstrefløjen har tilbage i bøssen for at retfærdiggøre deres tvangsforestillinger. Det er lidt ærgerligt at spille dem et unødvendigt kort i hænderne, når nu det kan vises så elegant som du gør det at deres løsningsforslag er både virkningsløse og desuden økonomisk selvmord uanset klimaproblemets størrelse.

    Svar
  5. Christoffer Bugge Harder

    Hvis jeg må komme med et lidt sent bidrag til festen: Næppe mange, heller ikke blandt Lidegaards “grønne menighed” selv, kan inderst inde i ramme alvor tro andet end, at det konkrete danske bidrag til CO2-reduktioner via vindmølleinvesteringer i bedste fald er symbolsk. Og jeg vil heller ikke anfægte, at det næppe er det økonomiske guldæg at investere massivt i havvindmøller, som Lidegaard forestiller sig, ligesom jeg er 100% på med hvad som helst af A-kraft eller andet, der kan tænkes at virke.

    Men hvis man så skal prøve at komme videre på naggrund af dette, også jvfr. JPs indlæg: Selv, hvis vi så satser hele butikken på atomkraft, hvad er så de reelle muligheder? Hvis man lytter til det internationale energiagentur (IEA), som bestemt ikke kan kaldes A-kraftskeptikere, så konkluderer de jo:

    With a carbon price of $25/tCO2, nuclear electricity’s share of global electricity could increase from the current 16% to between 19% and 22% by 2050 (IEA, 2006). If that were the case, nuclear capacity would at least double by 2050 and nuclear power could be making a contribution of 6% to 10% to reducing global CO2 emissions to sustainable levels by mid-century.
    Uranium reserves are large enough to support this expansion. But competitive costs and CO2 mitigation potential are not the only precondition for nuclear power’s expansion. Public acceptance, final waste management and proliferation risk are important areas to further address and develop. If not addressed, nuclear power is unlikely to expand and its share in electricity generation might be dropping in the future.
    In most countries, the perception of investment risk is limiting private investment in nuclear power.

    Altså: Hvis I mener det alvorligt med, at Lidegaard og hans politiske venner verden over skal satse massivt på A-kraft, så skal de altså til at bruge store offentlige penge på investeringer og udskrive en global CO2-skat på minimum 25$ pr. ton CO2, ligesom jeg også har svært ved at forestille mig, hvordan et ukendt antal nye lokaliteter til opførelse af værker og affaldsdeponering kan komme i stand uden en hel del ekspropriationer og anden, lignende anvendelse af statsapparaternes allersynligste hænder.

    Og hvis alt dette faktisk lykkes, kan vi se frem til en reduktion af CO2-udslippet i 2050 på – tadaa! – 6-10%…….

    Det kan selvfølgelig være, at disse massive, offentlige investeringer vil fremme udviklingen og nyskabelsen indenfor atomteknologi og ændre private indskyderes lyst til at hoppe med på et tidspunkt ogsåvidere, men det er jo argumenter af samme slags som dem, Lidegaard &co. fremfører for vindkraft.

    Og helt alvorligt: Selvom jeg overordnet må regnes til Lidegaards “menighed” (i og med, at jeg anser den globale opvarmning for en af århundredets afgørende, globale udfordringer), så kan jeg forsikre om, at jeg helt oprigtigt og ikke på nogen som helst måde er skeptisk overfor A-kraft an sich, ligesom jeg også generelt er 100% på med enhver form for effektive, fremadrettede og miljøvenlige teknologier. Men det virker på mig ofte som om, at A-kraft for kritikerne af den førte energipolitik bare er blevet et automatisk alternativ, som man kan slynge ud uden at tænke alt for meget over, hvad dets potentiale rent faktisk ser ud til at være, både økonomisk og klimamæssigt.

    Så af ren og skær nysgerrighed: Hvad er den bedste, konkrete anbefaling fra dig, Niels, og fra andre sympatiserende, liberalt-sindede økonomer – ud over at slå ud med hænderne, lade stå til og håbe på, at det hele går over af sig selv? Det er da mig bekendt bestemt heller ikke en anbefaling, der deles af flertallet af økonomer verden over – end ikke af en ganske “mainstreamet” kapacitet som William Nordhaus, der i øvrigt havde meget lidt pænt at sige om Stern-reviewet:

    My research shows that there are indeed substantial net benefits from acting now rather than waiting fifty years. A look at Table 5-1 in my study A Question of Balance (2008) shows that the cost of waiting fifty years to begin reducing CO2 emissions is $2.3 trillion in 2005 prices. If we bring that number to today’s economy and prices, the loss from waiting is $4.1 trillion. Wars have been started over smaller sums.

    Svar
  6. Niels Westy

    @Christopher – Mit indlæg er skrevet ud fra en national og nationaløkonomisk tilgang. Derfor giver det ingen mening at internationalisere problemstillingen. Kort fortalt kan man om hvad vi skal foretage os i Danmark kort svare: ikke noget.

    For det betyder ingenting hvad vi gør i DK. Hvorvidt vi sender al den CO2 ud vi kan komme af sted med eller afholder alverdens omkostninger for at reducere vores CO2 udslip.

    Hvorvidt der kommer til at ske en reduktion ad åre og i hvilket omfang vil primært afhænge af 3 spillere: USA, Indien og Kina.

    Og så kan man jo begynde at fundere over hvor meget man kan forvente fra den kant. Hverken amerikanske eller indiske vælgere er formentlig villige til at ofre mange ører på kraftig CO2 reduktion. Kineserne har i denne forbindelse selvfølgelig en fordel, fordi de ikke er afhængige af vælgerne.

    Så mit bedste råd er – hvis man tror på menneskeskabte klimaforandringer – at købe nogle gode røjsere.

    Man kan dog også gøre noget andet – nemlig arbejde hårdt og medvirke til at øge velstanden, det vil så indebære flere ressourcer i fremtiden.

    Svar
  7. jp

    Christoffer;

    Jeg tror du fik byttet om på faktorernes orden i dit indlæg. Muligvis med vilje, hvilket blot viser at du ER en dreven, om end uhæderlig, debattør, eller muligvis fordi du er så forhippet på at vise os alle sammen hvor stor den er, at de overordnede pointer mere eller mindre fortabte sig. Uanset hvad, så gør det det altså til en voldsomt energikrævende proces at debattere med dig.

    Ser du… det er altså ikke os, men dig & meningsfæller der mener at en katastrofe lurer i horisonten. Og jeg gentager gerne, således at du har fuldstændig styr over denne vigtige detalje: det er ikke os, men dig & meningsfæller der mener at en katastrofe lurer i horisonten. Dig. Meningsfæller. Ikke os.

    Derfor er det altså lettere komisk at du beder OS om at anvise løsninger på et katastrofescenarie DU opstiller, og som vi andre ganske enkelt ikke anerkender som et katastrofescenarie, endsige et problem. Det har vi skrevet bunker af gange før, og nu fik du det så én gang til fra Niels W. Og ja, jeg ved det nærmest må få knoppen til at eksplodere på dig, at folk med universitetsgrader, også fra naturvidenskabelige fakulteter, tillader sig den frækhed, at lade hånt om de bunker af ekspertudsagn du på helt regulær basis hiver frem fra skuffen af hyrede pistoler. Men sådan er det altså bare. Vi ser ikke menneskeskabte CO2-udledninger som andet end et bump på vejen, og derfor skal vi – netop – bare ”lade stå til”, og forsætte med at knalde billige joule af, med den behagelige effekt, at værditilvæksten kan forsætte ufortrødent, og dermed give fremtidige generationer de bedste muligheder for at bekæmpe hvad end problemer de måtte møde, det være sig klimaforandringer, meteornedslag eller epidemier.

    Så det interessante her er faktisk dig & Lidegaard, og ikke OS. Hvad vil I gøre for at løse det problem I opstiller? Jeg går ud fra at I er skrækslagne ved udsigten til ret meget mere end de 400 ppm CO2 i atmosfæren vi hastigt nærmer os? Lidegaard vil, af ideologiske og strategiske årsager, helt forudsigeligt ikke diskutere A-kraft som en del af løsningen, og du mener, næsten lige så forudsigeligt og med lidt skolepigefnis på toppen, at A-kraft bare ikke batter noget. Nuvel, det sidste er jeg så under ingen omstændigheder enig i, men det er immaterielt hér. Dels er jeg ligeglad hvor jeg får mine kilowatttimer fra, bare de er billige, og dels er det som bekendt ikke mig, men dig, der skal anvise plausible løsninger på et postuleret fremtidigt problem. Så dér. A-kraft er nu divideret ud af din og Lidegaards ligning af dig selv. Hvad vil I så gøre?

    Og det var faktisk pointen i hele Niels Westys indlæg (og mit ydmyge bidrag længere oppe). Hvordan fanden vil I mindske CO2-udledningerne markant, og samtidig bevare vores materielle velstand, når den eneste effektive og billige CO2-fri energikilde er pillet af tegnebrættet? Jeg antager, lidt naivt måske, at I selvfølgelig ikke ønsker at sænke velstanden, men gør jeg alligevel regning uden vært hér, er der selvfølgelig masser af muligheder. Så kan I bare gå 90% vedvarende, og fx installere vindmøller i omegnen af 100 GW, og se hvad det betyder for kilowattpriserne for slet ikke at tale om elforsyningsstabiliteten, eller udstede energikuponer efter bedste totalitærstatsprincip. Som skrevet før: helt og lykke med det ude hos vælgerne.

    Det korte, af noget der efterhånden er blevet alt for langt, er Christoffer, at I har tabt den politiske kamp om CO2; I har ingen relevante løsninger i skuffen, med mindre, der kommer væsentlige energiteknologiske gennembrud. Medregnet kul og oliesand, er der nok billige fossile brændstoffer til resten af dette århundrede, så det er hvad de lande der betyder noget i denne sammenhæng vil fortsætte med at brænde af. Du kan være sikker – helt sikker – på at vi rammer 600 ppm inden udgangen af dette århundrede, og det er selvfølgelig, set med dine øjne, noget nær en katastrofe. Den gode nyhed er så, at du og IPCC jo fuldstændig har fattet hvad der vil ske, hvor det vil ske, og hvornår det vil ske, så for den der stoler på IPCC med vægten af sin opsparing, vil der bestemt være en krone eller to at tjene.

    Svar
  8. Christoffer Bugge Harder

    @JP – eller skulle jeg sige “Anderskov”, “Mr.Brian”, “Heisenbergs Hest” ,”FN über nobody”, “Redneck” (eller hvad der ellers ligger på bunden af den kinesiske æske – én ting er, at du af indlysende grunde er for fej/for klog til at lægge navn til dine udgydelser, men et godt bidrag til en mindre anstrengt debat ville være i det mindste at holde dig til ét obskurt pseudonym):

    Om ikke andet har vi to jo det til fælles, at vi ikke bruger det med omsvøb eller unødvendige høflighedsfraser mere end allerhøjst nødvendigt overfor folk, der på ingen måde fortjener det, og det giver egentlig gode betingelser for at skabe klarhed:

    Da det tilsyneladende har undgået dit knivskarpe blik, må vi hellere begynde med at få faktorernes orden på plads: Ser du, det er faktisk sådan, at Westy, du og jeres meningsfæller har begyndt denne debat, fordi I ikke kan lide den førte, danske energipolitik og dens tilhørende løsningsforslag. Westy, du, meningsfæller – ikke Lidegaard, mig og andre meningsfæller. Og hvadenten du kan lide det eller ej, så er den førte energipolitik netop orkestreret af Lidegaard & co., og den bygger præcis på en forudsætning om, at alt det der med klimaproblemer ikke udelukkende kan reduceres til et spørgsmål om hyrede pistoler på jagt efter lette bevillinger, Al Gores vrede over præsidentvalget i 2000, gamle kommunister på jagt efter en ny utopi eller andre af de standardliberale lokumsanalyser, der kommer frem som en parodi på Godwins lov, hver gang debatten bliver alt for irriterende faktuel. Det er Niels (og dig), der gerne vil overbevise Lidegaard om, at hans løsningsforeslag er dårlige. I den forbindelse er ”hvad foreslår du så” et overordetlig legitimt og forudsigeligt spørgsmål?

    Og når man som Niels forsøger sig med et argument, der handler så udpræget om, at regeringen skal lytte til, hvad folk med forstand på økonomi siger (og når man som han og du og de fleste meningsfæller så gerne vil bevare selvforståelsen som de kølige, klarttænkende og snusfornuftige), så er det svært at undgå at fremstå både tåbelig og hyklerisk, hvis man som dig efterfølgende roder sig ud i diverse bortforklaringer, der alle handler om, at man da vist for resten egentlig ikke ser nogen grund til at lytte til de her irriterende folk med forstand på klima. Hvis argumentet på denne måde går ud på, at man kun skal lytte til eksperterne, når de siger det, man gerne vil høre, kan Martin Lidegaard passende svare, at ”hvis man tror på økonomiske fremskrivninger af omkostninger ved vindkraft”, kan man jo gå ud at købe nogle aktier i atomkraft; at alle disse økonomer bare en flok blå lejesvende på jagt efter bevillinger – og var der ikke også en økonom et sted, eller i hvert fald en med en næsten fuldført sam-bas på RUC, der også sagde i Information igår, at vi kan tjene masser af penge på havvindmøller? Se, der er slet ikke konsensus, og vi ved jo ellers i øvrigt alle, at videnskabelig konsensus oftest er et soleklart tegn på fusk/sammenspisthed. Ikke? Hey?

    Det er meget muligt, at denne og andre lignende blogs for dig alene fungerer som et betryggende ekkokammer, hvor du anonymt kan få afløb for alle de frække ord, du ikke måtte sige for din mor. Men jeg kommer her i den muligvis naive tro, at når Niels ulejliger sig med at underbygge sin modvilje med at lave analyser og skrive kronikker og poster her på stedet, så er det fordi, han faktisk har et ønske om at påvirke folk – altså på den der besværlige intellektuelle facon, hvor man faktisk henvender sig til folks fornuft og prøver at få dem til at høre efter, også selvom de som udgangspunkt ikke nødvendigvis drømmer nær så ofte om at have kønslig omgang med Ayn Rands jordiske rester.

    Og ser du: Eftersom den energi/klimapolitik, der føres hertillands, faktisk har pæn støtte også i oppositionen, endda for Connie Hedegaard-segmentets vedkommende mit Herz und Mund und Tat und Leben, så må man prøve at ramme en tangent hos de folk, der ikke ser menneskeskabte CO2-udledninger som blot et “bump på vejen”, hvis man vil bevæge sig ud i den store verden med håbet om at påvirke folk i denne sag – ikke mindst, når de sidder i regeringen. Du forstå nu, ja?

    Jeg har grundlæggende, ud fra et moralsk og praktisk udgangspunkt, et ganske afslappet forhold til anvendelsen af statens synlige hånd til at tage sig af miljøeksternaliteter. Som Nils Kærgård har sagt det så smukt, er det, der ud fra et miljøøkonomisk synspunkt giver resultater a) forbud, b) påbud, c) afgifter og d) håndfaste sanktioner overfor folk, der ikke retter ind efter a+b+c. Så hvis der er udsigt til, at et miljøproblem a la partikel-, pesticid- eller blyforurening, eutrofiering eller huller i ozonlaget kan løses uden de store praktiske problemer vha. a+b+c+d, så er klynk over indgreb i stakkels hårdtarbejdende menneskers ejendoms/dispositions/produktionsret i form af beskyttelsesbræmmer, gødskningsregulering, jagtforbud, opkrævning af afgifter og lignende, der får hovedet til at eksplodere på dig og dine meningsfæller, rent ud sagt ikke noget, der holder mig vågen om natten.

    Men nu er det sådan, at jeg faktisk er så tilpas modtagelig for fornuft og ekspertudsagn/beregninger, at jeg udmærket kan se af kendsgerningerne, e) at a+b+c+d ikke bare kan ordne sagen så nemt; f) at den danske energipolitik er mere eller mindre virkningsløs, og g) at der ikke er udsigt til at tjene store penge på havvindmøller i nogen overskuelig fremtid. Og så stiller jeg spørgsmålet om, hvad man mest fornuftigt kan gøre, hvis vi nu anlægger den fuldstændig radikale vinkel at lytte til både dem med forstand på økonomi og på klima, og forsøge at forstå, hvad de siger? Det er jo det gode ved en faktuel diskussion: Man behøver ikke at have gensidig sympati eller den helt store respekt, bare man er enige om, at det er en god idé at prøve at tilpasse sine argumenter efter virkeligheden.

    P.S. Jeg kan forsikre dig for, at hvis man kunne løse problemet og lukke munden på både de selvgode, halvreligiøse aktivister og de flæbende, knoslæbende Liberale Af Mises Sidste Dages Udvalgte, og samtidig tilfredsstille folks energibehov simpelthen ved at begynde at bygge en masse A-kraftværker, så kunne du for min skyld få lov til at gå ned i kælderen, blive dernede rigtig længe og fyre lige så mange billige kWh af, som der nu skulle til at stabilisere din hormonbalance – så hvis du kan henvise mig til nogen, der kan underbygge, at det er et realistisk scenarium, så er jeg absolut, aldeles og endda 100% oprigtigt interesseret. Men hvis vi – og jeg ved godt, at det bliver svært nu – går til den yderlighed også at lytte til dem med forstand på A-kraft i stedet for bare at tage den på mavefornemmelsen/rygmarven (”jeg er uenig”), så ser det grangiveligt for mig ud til, at de desværre heller ikke mener, at det ville give den helt store reduktion i CO2-udslippet, og det selv, hvis vi så ellers ser bort fra, at A-kraft i kvantitativt større eller mindre grad har alle de samme problemer som vindkraft med urentabilitet ifht. fossile brændstoffer, NIMBY-effekter og afhængighed af CO2-skatter/afgifter samt offentlige investeringer. Det mest opløftende/realistiske, jeg har set, er noget i stil med Carl-Johan Dalgaards betragtninger om potentialet i udnyttelse+ spredning af allerede eksisterende teknologier – det er også ca. hvad IEA skriver i det ovenstående omkring det største potentiale for energibesparelser.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.