Kommentarer til: Veteranerne fra den 9. april 1940 – de aldrig hædrede

Af: falkeøje

falkeøje — Mon, 09 Apr 2012 17:45:37 +0000

De, der faldt d. 9.april !940, var forrådt kort tid før af udenrigsminister P.Munch, han havde i forvejen aftalt Danmarks Besættelse i Berlin.
Atter en radikal svinestreg.
De næste svinestreger fandt sted efter befrielsen.
De gamle politikere skulle have været udelukket fra deres gamle pladser i Tinget, det blev de ikke.
De pladser skulle have været forbeholdt Modstandsbevægelsen.
Næste gang, lad det ske snart, så skal Danmark renses for kollaboratører blandt de danske politikere.
De har ødelagt så meget for det danske folk, at det berettiger til en væbnet modstand – endnu engang !!!

falkeøje

Af: Niels Westy Munch-Holbek

Niels Westy Munch-Holbek — Mon, 09 Apr 2012 10:49:58 +0000

@Just – Der kan meget vel argumenteres for at en fortsat modstand i DK ville have forsinket besættelsen af Norge, som var hovedmålet, hvilket kunne have haft stor betydning. Men det er naturligvis kontrafaktisk.

På trods af at 9. april fandt sted 20 år før min fødsel, har det haft stor betydning for mit syn på Danmark, politik, politikere og hvad det vil sige at være dansk – bl.a. til forskel fra at være nordmand. Jeg kan huske at jeg var ganske overrasket over den historiske udlægning af 2. verdenskrig jeg mødte i min skoletid i slutningen af 60erne, begyndelsen af 70erne. Den gang blev historien fortalt som “vi var alle i samme båd” og vores politikere var dygtige og fornuftige mænd – og samarbejdspolitik og modstandskamp blev nærmest vævet ind i hinanden. Det blev aldrig nævnt, at Danmark i flere år blev opfattet nærmest som allieret med Tyskland.

Mine senere møder og samtaler med gamle modstandsfolk har kun bekræftet mig i at det er et sort kapitel i dansk historie og at hædermænd er der altid få af, mens man kan fodrer svin med fjolser der har en flosset moral, ringe viden og alligevel gør politisk karriere 🙂

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Mon, 09 Apr 2012 10:37:50 +0000

Fremragende klumme! Det officielle Danmark har ikke villet anerkende den indsats, der faktisk blev gjort den dag. Det skal dog ikke trække fra den private anerkendelse, der fortsætter til i dag – og som Niels er en del af. Ved Hertug Hans Kirke i Haderslev står der et mindesmærke over de faldne 9. april. Hvert år – dvs. også i dag – lægger Slesvigske Fodregiment en krans til minde om dem.
http://www.haderslevdomsogn.dk/om-kirkerne-turistinfo/haderslev-domkirke-turist-info-dansk/hertug-hans-kirke-historie/

Af: Just

Just — Mon, 09 Apr 2012 10:24:39 +0000

Niels,

Enig med din hovedkonklusion om at det ville have været normalt at hædre soldaterne fra den korte konflikt med en medalje og at modviljen mod dette skyldes at det ville udstille den aktive politiske beslutning om at samarbejde med Nazi-Tyskland.

Dog: Det er historisk fatalisme at sige at det ville have været umuligt for de danske tropper at gøre modstand. Kun to år tidligere stod en lignende dårligt udrustet og nyligt rekrutteret finsk hær overfor en massiv mekaniseret sovjetisk invasion og gav den en blodtud af rang.

Tag f.eks. slaget ved Suomussalmi (http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Suomussalmi, hvor 11.000 Finsk rekrutter uden tungt udstyr stod mod en proffesionel hær af 55.000 sovjet-soldater inkl. en kampvognsbrigade og dræbte halvdelen, sendte den anden halvdel på flugt med under 1000 tab selv.

Det var derfor hverken det “eneste valg” eller nødvendigt det “rigtige valg”, som Stauning tog, da han overgav Danmark, men slet og ret bare det valg, som han tog for bedre eller værre.

At Stauning og mange andre ledende danske politikere i 1930’erne havde en personlig sympati for nationalsocialismen er ikke noget, som en dansk historiebog nogensinde vil skrive, men lur mig om det ikke spille en stor rolle i netop at tage det valg, som overgivelsen var.