Hvilke reformer inspirerer resten af Norden?

I den forgangne uge havde jeg en kronik i Børsen om hvad vi kan lære af de andre nordiske lande. Kronikken var baseret på et notat, som Cepos forskningschef Henrik Christoffersen og jeg har udarbejdet, baseret på Fraser Instituttets økonomiske frihedsindeks. Vores udgangspunkt var påstanden, at ”det danske samfund er så anderledes, at erfaringer fra Chile, New Zealand eller Taiwan slet ikke kan bruges herhjemme”. Så tanken var at se på, hvad man kunne lære af de andre nordiske lande, der jo om nogen er direkte sammenlignelige.

Først viser vi i notatet, at der er masser at lære: Som illustreret i figuren nedenfor, ville en kombination af de frieste politikker og praksisser – dvs. områder, hvor der er mindst offentligt indblanding – give en nordisk best-practice model en status som det fjerdefrieste land i verden.

For den andet viser vi i notatet, hvor det store læringspotentiale synes at ligge for hvert af de nordiske lande. Figur nummer to illustrerer dette. Overraskelsen? Dansk faktisk handelspolitik! Som jeg skrev i kronikken – med betragtelig bekymring:

Sammenligninger med de andre nordiske lande afslører også, at Danmark har et andet og relativt nyt problem. Sidst i 1990erne var Danmark, ligesom Sverige, en af de mest åbne økonomier i verden, når Fraser Instituttet vurderede de såkaldte ”non-tariff barriers” – handelsbarrierer i form af særlige standarder, krav og bureaukratiske omkostninger. I dag er instituttets vurdering faldet med mere end ti procent mens Sveriges indeks er uændret. Mens de formelle regler, der dikteres af EU, er uændrede, har danske politikere indført så meget bureaukrati og detailregulering, at den danske økonomi de facto langsomt lukker sig overfor udlandet.

 

5 thoughts on “Hvilke reformer inspirerer resten af Norden?

  1. Ramon Harud

    Lige et par spørgsmål – for klarhedens skyld.

    I notatet bliver potentialet defineret som “den procentvise andel af den score, som findes ved at sammenveje den mest frie politik indenfor hvert af hovedområdets politikområder”. Ville man normalt ikke bruge ordet potentiale om 1 minus omtalte andel? Altså at et stort potentiale betyder, at man er langt fra den såkaldte best-practice. Ligeledes undrer jeg mig over, at teksten til figur 2 siger, “afstand fra bedst kombinerede score”. Igen: Er her ikke tale om 1 minus omtalte afstand? Ellers kan jeg ikke rigtigt få notatet til at give mening.

    Derudover er det relevant at spørge, om de forskellige former for frihed er uafhængige. Det er muligvis det, I kommer omkring i forbindelse med diskussionen af institutionel ækvivalens. I så fald må jeg beklage, at jeg ikke rigtigt har forstået det. Men det må være en præmis, at de forskellige former for frihed er uafhængige, når man taler om læringspotentialer, som I gør i notatet. Umiddelbart har jeg lidt svært ved at se, at det skulle være tilfældet her. Hvis man eksempelvis forestiller sig en stat, der kun har et retssystem og intet andet, må den retslige kvalitet vindes på bekostning af, at der skal en offentlig sektor af en vis størrelse til.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    @Ramon: Mht. potentiale har du selvfølgelig ret. Det er alt sammen 100% – afstanden.
    Mht. uafhængighed er det et af de problemer, vi kommer rundt om i forbindelse med institutionel ækvivalens. Helt generelt er det sådan, at læring i forbindelse med arbejdsmarkedsreformer meget lidt har at gøre med f.eks. reformer i produktmarkedsreguleringer, offentlige investeringer, eller non-tariff barriers. Internationalt er de forskellige områder forskellige policy fields, og vores generelle indtryk af udviklingen og forskellene i Norden er den samme. Politikere ‘lærer’ ikke på tværs af områder. Derfor mener vi helt klart, at de kan skilles ad.

    Svar
  3. Knud Sørensen

    Det vigtigste som er at lære er at have en flydende krone. Norske bestemmende økonomer identificerede korrekt “the fixed-exchange-rate regime” som væsentlig årsag til at krisen havde varet fra 1986 til faktisk 1993, da de i 1992 drog konsekvensen og gjorde kronen flydende.

    Erling Steigum skriver i andet kapitel af THE NORWEGIAN BANKING CRISIS (pdf):

    “The pro-cyclical monetary policy due to the fixed-exchange-rate regime was one of several important factors explaining the weak performance of the Norwegian economy, the sharp decline in real estate prices, and the banking crisis.”

    Bankkrisen blev jo ikke ligeså alvorlig herhjemme, fordi bankerne var polstet bedre. Men den faste kronekurs gjorde det på samme måde som i Norge umuligt at reagere fleksibelt på krisen, samme mangel på fleksibilitet som de kriseramte lande i eurozonens periferi har i dag, og som Danmark har i dag, jvf. at statsminister Helle T. Schmidt i går oplyste at Danmark har tabt 8 % i indtjening i de tre år efter 2008. Det er almindelig sund fornuft at vi ikke ville have tabt 8 % i indtjening med en flydende krone, fordi en sådans fremmeste egenskab jo er at virke som en shock absorber [ ~støddæmper] i en finanskrise, dvs. bringer flere kroner i virksomherdens kasser og siden stat og kommuner, ligesom importvarer bliver dyrere til gavn for betalingsbalancen.

    For Danmark må og bør det være tidens vigtigste økonomiske spørgsmål, og jeg vil opfordre alle unge studerende til at forske i hvor meget det har kostet det danske samfund, netto.

    Svar
  4. Knud Sørensen

    [Disclaimer: Knud Sørensen expresses himself in English in the following because he finds this language to be more precise and poignant]

    The jury is still out regarding the damaging effects that the fixed-exchange-rate regime has had on the Danish economy during the financial crisis, that started in 2008. And Danish economists, politicians and journalists are remarkedly shy to talk about the role of the fixed exchange rate, even in the 1986-1993 recession/stagnation- period. Luckily the Norwegians — having given up their fixed rate in December 1992 are less shy. Here is Erling Steigum again:

    Before 1989, the German money market interest rate had been signi…cantly lower than the US money market rate, but in the beginning of the 1990s, the German rate climbed far above the US rate. Monetary policy was geared to the fi…xed exchange rate and could not be tailored to the Norwegian business cycle. It became increasingly tight and pro-cyclical in the late 1980s and early 1990s due to German monetary policy.

    Svar
  5. Ramon Harud

    Tak for svaret, Christian. Det virker meget fornuftigt at sammenligne nordiske lande for at pejle sig ind de områder, hvor vi kan lære af hinanden.

    Svar

Leave a Reply to Ramon HarudCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.