Hvem er vokset hurtigst?

DR kører for tiden en – i min mening ikke særligt vellykket – serie om fattigdom. Der tales meget om fattigdom, men meget lidt om det faktum, at alle lande har været fattige en gang. Måden vi er kommet ud af fattigdom på, har været at økonomiens produktive formåen er vokset. Så spørgsmålet om, hvorfor nogle lande vedblivende er fattige, er spørgsmålet om, hvorfor nogle landes økonomi vokser så langsomt, eller slet ikke. Dagens post er således lidt ekstra input ovenpå Niels’ glimrende post fra i fredags.

For at få et indtryk af, hvilke lande vi taler om, er her weekendens figur at tænke over. Jeg har taget den nyeste version af Penn World Tables (mark 7.1) og beregnet den gennemsnitlige, årlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger mellem 1970 og 2010 (det seneste år, der er tal for), og gjort det samme for perioden 1990 til 2010. Figuren nedenfor skal derfor ses et input til læsernes overvejelser over, hvad der skaber langsigtet økonomisk udvikling, og på den bases at gennemsnitsvæksten i alle de 160 lande, der er dækket, var 1,7 %. Grunden til at begge perioder er med, er at den korte, senere periode fortæller os noget om, hvornår væksten primært er sket – i 1970erne og 1980erne, eller i de sidste tyve år.

Figuren viser de ti hurtigst voksende økonomier mellem 1970 (1990) og 2010, og de ti langsomst voksende i samme periode, med vækstrater i den lange periode i mørke farver, og vækstrater i den korte periode i lyse farver. Den eneste undtagelse til et mere generelt mønster er Ækvatorial Guinea, der har set en velstandseksplosion de senere år pga. massive råstoffund. Og uden at ville fortælle læserne alt for meget, er der vel en klar, bagvedliggende historie om liberaliserende reformer og beskyttelse af den private ejendomsret – eller hvad mener læserne?

17 thoughts on “Hvem er vokset hurtigst?

  1. Claus Jensen

    Tjah, når man i Hvorfor Velstand og nu denne post ligefrem bliver opfordret til at undersoege, hvad der ligger bag disse neoliberalistiske kronjuvelers (Equatorial Guinea og Sydkorea) fremgang, så synes opskriften at vaere klar: Diktatur, massiv statsintervention, planøkonomi, miserable menneske- og arbejderrettigheder, miljøforringelser etc., hvilket naturligvis betyder et godt forhold til USA og andre økonomiske stormagter – sine qua non som bekendt.

    Om Sydkorea fra den vulgærmarxistiske kværn Wall Street Journal:

    “Even astute analysts have stumbled badly on the Korean economic terrain. Milton and Rose Friedman, for example, once attributed South Korea’s economic success to its “relying extensively on private markets,” while blaming the “economic stagnation and political repression” of other Asian states on central planning. Like many Western writers they were apparently unaware that the military rulers who governed South Korea in the 1960s, ’70s and early ’80s had nationalized the country’s banking system, promulgated detailed five-year plans for the local economy and presided over a legal system in which contracts between private parties were anything but binding.”

    Men det kunne da tænkes, at det slet ikke er Friedman, som, med Niels Westys ord, “primært er drevet af narcissistisk mental dovenskab”, når han forfatter sine “uendelige letkøbte” analyser, så lad os prøve Equatorial Guinea i stedet for, der er historien sikkert anderledes. Ifølge US-finansierede Freedom House og lignende marxistiske bastioner:

    “Equatorial Guinea – sub-Saharan Africa’s third largest oil producer with over 270,000 barrels a day – has long been recognised as one of Africa’s most repressive regimes. The country is ranked 172nd out of 182 nations by the anti-corruption watchdog Transparency International, the fifth most censored country in the world by free press group the Committee to Protect Journalists, and described as one of the “worst of the worst” human rights abusers, alongside North Korea, Somalia, Sudan and Syria, by the US human rights group Freedom House.

    But Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, Africa’s longest serving head of state, has enjoyed what critics describe as an “image makeover” since enlisting the help of powerful Washington DC lobbyists. Bill Clinton’s lawyer Lanny J Davis, who also represented the former Ivory Coast president and war crimes indictee Laurent Ggagbo, and the PR firm Qorvis Communications, which also represents Bahrain, Sri Lanka and Saudi Arabia, have both received millions of dollars for representing Obiang’s regime.”

    Man kan vist kun erklære sig enig med Stefan Hebsgaard i at “Det kunne være fedt hvis der blev udarbejdet et skolemateriale om fattigdom med ovenstående udgangspunkt”, så der kan blive lidt stof til en rigtig mandesnak med sønnike.

    Svar
  2. bjoernskov Forfatter

    @Claus Jensen: Du læser vist denne post som Fanden læser biblen. Jeg skriver helt eksplicit, at Ækvatorial Guineas fremgang skyldes råstoffund – ikke noget andet. At du så fremturer med den sædvanlige gang venstreorienteret vrøvl er vel ikke underligt, men nok noget uinformeret. Botswana, for eksempel, har været demokratisk siden uafhængigheden i 1966 og er på den lange bane Afrikas hurtigst voksende økonomi. Se f.eks. Acemoglu og Robinsons fine gennemgang af landets succes: Solide ejendomsrettigheder, ekstremt konservativ finanspolitik og succes med uddannelse. Sagen er, at man ikke kan finde et eneste land med succes, der ikke har sørget for at liberalisere landets økonomi og i højere grad end tidligere holdt staten udenfor indflydelse på grundlæggende institutioner. Eller du kender måske et eksempel?

    Svar
  3. Claus Jensen

    @Bjoernskov

    Man haevder her, at råstoffer har lille betydning i forhold til, hvordan landet er indrettet internt, og om Equatorial Guinea slutter du med:

    “klar, bagvedliggende historie om liberaliserende reformer og beskyttelse af den private ejendomsret”

    Den historie forekom ikke så klar og ligetil. Bevares, hvis alt der skal til for at vinde Punditokraternes ros er at man udvikler sig fra massedrab eller -eksil til at blot at vaere et “classic criminal state dictatorship”, så spiller “liberaliserende reformer” sikkert en rolle.

    Det er vel også en truisme, at åbner man på vid gab for udnyttelse af de råvarer man har, hvad enten det er mineraler eller billig arbejdskraft, så har det selvsagt en effekt, uanset om det er er statsledet eller man blot inviterer udenlandske giganter til at tage for sig af retterne, Endvidere er det en selvfølge, at finansielle interesser gerne vil have ro til deres business as usual, så for at undgå totalt kaos prøver man at indføre en balance, så undertrykkelsen og uligheden ikke fører til kollaps eller revolution. Mafiaen og nazisterne opererede efter den samme filosofi.

    Spørgsmålet er, hvorfor synes du det er eventyrfortaellingen om reformer og beskyttelse af den, private ejendomsret uvedkommende, at EQ bliver betragtet som et af verdens mest korrupte lande, at “The oil industry only employs approximately 10,000 people, mostly expatriates or migrants from the U.S., Nigeria, the Philippines, and Cameroon. Furthermore, few oil rents have been invested in programs to improve the quality of life for the people, with spending on health services averaging a mere 1.23 percent of GDP”, at “The oil industry in Equatorial Guinea remains, essentially, an enclave with little impact on the rest of the economy. If enclave economies properly invest their resource rents in other parts of the economy as well as in infrastructure and human development, however, they can create growth in other sectors or, improve the quality of health and education services. Theoretically, Equatorial Guinea’s enormous per-capita oil revenues should make either of these options far easier than in countries with much lower per-capita resource exports. Equatorial Guinea, however, like most oil producers, has failed to act in this direction, leaving the lack of linkages between the oil and non-oil sectors as a fundamental economic problem for the country”. (2006), at to tredjedele af landets befolkning ligger under 2 dollar fattigdomsgraensen midt i dette fantastiske olieboom?

    Er det fordi, man ikke kan forestille sig, at der ikke ligger en liberal reformhistorie bag hver eneste flotte GDP-graf, at man frit slår om sig med eksempler, der mere har karakter af selvmål end beviser for neoliberalismens frie markedsfantasier?

    Du har ret, Botswana ligner mere en succeshistorie, men det er fordi det er en ganske anden historie end EQ, the devil being in the details snarere end i GDP-grafen, og hvad man forestiller sig den betyder.

    Svar
  4. bjoernskov Forfatter

    Claus, prøv at læse hvad jeg skriver. Ækvatorial Guinea er en_anden_historie! Resten af landenes vækst handler om reformer og ejendomsretsregimet. Og jo, det er en graf over vækst i purchasing power GDP per capita.

    Svar
  5. Claus Jensen

    @Bjoernskov:

    Du skriver, at EG bryder med mønsteret mht. til korte og lange vaekstrater, som du kalder en “velstandseksplosion og lader det blive ved det. på ingen anden måde antyder du, at landet bryder med mønsteret. Men ok, vi er enige om, at her kom “velstanden” og den liberaliserende åbning op for fremmede investeringer uden så meget andet at råbe hurra for.

    Sydkorea har vi allerede snakket om. Det naeste land er Kina, som ligger beskedent som nr. 138 på Heritage Foudation’s World Economic Freedom skala. De scorer også ganske beskedent på relaterede områder såsom korruption, ejendomsret, økonomisk ulighed, menneskerettigheder, og der er stadig masser af statsindblanding, der haenger ved.

    Hvis I blot vil sige, at en smule lov og orden og frihed, i hvert fald for dem, der har pengene, i sidste ende er en fordel, hvem tror I, at I finder at vaere uenige med? Men at der skulle vaere en eller anden form for proportionalitet mellem laissez faire kapitalisme, frihed, demokrati, holdbar udvikling osv. er der intet belaeg for. Så måske man alligevel kunne få nogle vaerdifulde nuanceret billede ved at se en smule bagom de statistikker I ynder at servere med minimal analyse.

    Selvføgelig vil de nederstliggende lande vise sig at score dårligt på reformer eller implementeringen af dem den ene eller anden vej. Det ligger jo i sagens natur, Marx og hvem I ellers ikke kan lide ville vaere den første til at erklaere sig enig, men betyder det, at verdens rigdom er retfaerdigt fordelt, at alt til sidst vil falde ud til alles bedste, hvis markedet bare er frit for stormonopolisterne, og at lande, der, som Zambia, har en historie som tidligere kolonier, bare selv er ude om det, fordi de er dumme og genstridige? Argumentet er en non sequitur pakket ind i en stråmand.

    Svar
  6. Martin d'Andrade

    > Claus Jensen

    Er du ikke klar over, at hvis man vil tages alvorligt som kritiker, kræver det faktisk, at man ved hvad man kritiserer?

    Hvis du kritiserer med hjernen på standby, er du jo ikke kritiker, men derimod blot kværulant.

    Læs nu indlægget igen og start så forfra, og hvis du har bare en smule selvrespekt, beder du ydmygt Bjørnskov om at slette de kommentarer, du har lagt på bloggen hidtil.

    Nuff said.

    Svar
  7. Claus Jensen

    @Martin

    Jeg tror den bedste og ydmygste løsning ville vaere at lade mine tarvelige kommentarer stå som en fattig kontrast til dit eget indholdsrige, saglige og velfunderede indlaeg.

    Svar
  8. Christoffer Bugge Harder

    @Bjørnskov

    Uden på nogen_som_helst måde at ville forsvare Claus´ generelle synspunkter, så tillad mig at spørge dig: Da jeg i en tidligere diskussion henviste til Acemoglu, Johnson og Robinsons artikel om Botswana her på siden, svarede du 1):

    Acemoglu og hans team har een udlægning af Botswanas historie. Men der er andre, og man må altså sige, at det er svært at se hvor de store interventioner er.

    og 2):

    …..se på de sammenlignelige tal fra Barro og Lee på uddannelse: Botswanas store uddannelsesudgifter har ikke rykket voldsomt meget i forhold til mange andre lande.

    Ja, du beskyldte endda Acemoglu for uredelighed i forbindelse med en anden artikel, “Colonial Origin of Comparative Development” (måske blandede du de to sammen?):

    Uden at folk siger det direkte, ser det ud som om Acemoglu har fusket.

    Men nu, hvor du åbenbart har brug for et godt argument i en anden sammenhæng, skriver du pludselig:

    Se f.eks. Acemoglu og Robinsons fine gennemgang af [Botswanas] succes: Solide ejendomsrettigheder, ekstremt konservativ finanspolitik og succes med uddannelse.
    [mine fremhævninger med fed skrift, CBH]

    ??? Så vil det sige, at du faktisk kan tilslutte dig, at Botswanas massive offentlige investeringer i uddannelse – med 6,3 års gennemsnitlig skolegang (det højeste i Afrika), der har mindsket anafabetismen fra 80% i 1965 til 17,1 i dag – faktisk har båret frugt og kan tilskrives en del af forklaringen på landets succes?

    Jeg er bestemt ikke i tvivl om, at velbeskyttede ejendomsrettigheder generelt er en nøglefaktor for økonomisk udvikling – men ifht. Acemoglu er det blot ét af fem afgørende forhold for Botswanas succes. De andre er eksistensen af folkeligt-legitime politiske institutioner forud for koloniseringen, som briterne ikke formåede at ødelægge, eksistensen af store rigdommene fra diamantminerne samt ikke mindst de politiske lederes (især Sertse Khamas) kloge beslutninger og evne til f.eks at opbygge en bred, legitim demokratisk koalition forvalte rigdommene klogt og bla. udnytte dem til enorme offentlige investeringer, der kom alle til gode.

    For som Acemoglu & co. også fremhæver, ligger skattebyrden og det offentlige forbrug på hhv. 30 og 40% også langt over Afrikas gennemsnit – og udover de markante resultater af de store investeringer i uddannelse springer det unægtelig også i øjnene, at staten også yder “gratis” antiretroviral behandling (i et land, hvor 1/3 af befolkningen har HIV/AIDS), at den har fået bbygget 10.000 km “Trans-Kalahari-Highway”, at den ejer 50% af diamantminerne inkl. følgeindustrier, at den også er stærkt involveret i Afrikas mest moderne banksektor, og at den i øvrigt står for driften af et enormt, effektivt og turistøkonomisk indbringende nationalparksystem.

    Så nej, det må tværtimod kræve en helt bemærkelsesværdigt talent for selektivitet at være i stand til at overse de markante statslige interventioner i Botswana. Og hvorfor siger du nu pludselig tilsyneladende det stik modsatte af, hvad du sagde sidst mht. uddannelsens succes/betydning?

    Svar
  9. Claus Jensen

    @Bjoernskov

    Jeg har nu fulgt dit venlige råd og laest en gang til for at finde dit argument i en nøddeskal – udover det indlysende, at hvis man starter naer nul og åbner for udenlandsk kapital fra verdens oekonomiske supermagter, saa er det temmeligt sikkert, at man vil opleve vaekst.

    I dit første svar finder man pointen: “Sagen er, at man ikke kan finde et eneste land med succes, der ikke har sørget for at liberalisere landets økonomi og i højere grad end tidligere holdt staten udenfor indflydelse på grundlæggende institutioner. Eller du kender måske et eksempel?”

    Selvfølgelig kender jeg da eksempler, og det gør alle andre vel også. Påstår du i fuldt alvor at økonomisk fremgang under kapitalisme er en simpel lineaer affaere fra større til mindre statsindblanding, snarere end en vekselvirkning?

    Vi ser det i USA i disse dage, kapitalismen får frie tøjler og vaelter hele laesset, Great Depression, ind med staten og Keynes. Så kom Reagan, ‘Friedman og co. deregulering, mere vaekst indtil laesset vaelter igen, tilbage med staten, bailouts, quantitative easing osv. Og ind imellem mindre udsving til den ene eller den anden side. Nu har man så bidt sig fast i austerity-ideen som vejen ud af krisen, hvilket afspejler finanskapitalismens øgede magt, men USA havde masser af høj og holdbar vaekst med New Deal, rekordhøje skatter på business og de rige, velfaerds- sociale og offentlige beskaeftigelsesprogrammer, så der er et fint eksempel på succesfulde reformer med øget statsindblanding.

    Du fremhaever Botswana. Den statsintervention de blev fri for i 1966 var briterne, men jeg ser ikke umiddelbart, hvordan landets succes var en funktion af, at dens egen regering trådte tilbage og lod markedskraefterne råde frit. Hvis de havde gjort det, er det ikke sikkert de havde formået at indgå et lukrativt fifty-fifty partnerskab i deres egne diamantminer, holde sig fri af IMFs gaeldsfaelde eller investere i uddannelse og sundhed. I den udstraekning staten ikke har formået at styre økonomien så godt, er der en farlig og uholdbar afhaengighed af diamantindustrien med underudvikling på en raekke andre områder, inklusive infrastruktur. Arbejdsløsheden er skyhøj, ligeledes den økonomiske ulighed og fattigdom.

    Bevares det ser bedre ud end for mange andre afrikanske lande, men igen realiteterne bag en af verdens flotteste BNP-grafer (nu huskede jeg vi taler dansk) er noget mere nuancerede. Efter samfulde 40 år med konstant og imponerende vaekst er den faktiske arbejdsloeshed/underemployment såvel som andelen af mennesker i relativ fattigdom stadig 20-30% (CIA: “Although unemployment was 7.5% in 2007 according to official reports, unofficial estimates place it closer to 40%”), og afhaengigheden af diamantindustrien er så stor som nogensinde. Som med Equatorial Guinea skyldes vaeksten altså primaert et enkelt råstof og alle andre sektorer halter lang efter selv med en mere ansvarlig politik. Jeg er ikke tilhaenger af staten, men set som modvaegt til “frie” markeder er Botswanas problemer lige så meget resultatet af for lidt som for meget stat.

    Svar
  10. bjoernskov Forfatter

    Mht. Ækvatorial Guinea er her en ganske god beskrivelse af landet: http://www.amazon.co.uk/Tropical-Gangsters-Experience-Development-Decadence/dp/0465087604/ref=sr_1_4?s=books&ie=UTF8&qid=1354785837&sr=1-4
    Med henblik på resten af kommentarerne: For mit vedkommende er Claus Jensens snak om kapitalisme og kriser rent nonsens. Lad mig anbefale Robert Higgs for en overbevisende analyse af, hvad der rent faktisk foregik gør og under Depressionen – der i høj grad var en konsekvens af politisk regulering, ligesom den sidste krise.
    Ellers kommer der mere om emnet senere på måneden. Punditokraterne har jo trods alt andet at lave end at svare på alt muligt her – vi har også almindelige jobs.

    Svar
  11. Claus Jensen

    Hmm… Hr. Bugge, Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om, at du nu igen indleder et indlaeg med at forsage mig og alt mit vaesen. Jeg er måske lidt mere radikal end Keynes og ikke specielt imponeret af USA’s track record, men jeg har vist ikke skrevet noget her, som skulle gøre dig flov ved mit bekendtskab. Jeg har endda både her og sidst vi mødtes respekteret vores vaerters ønsker om korte, afgraensede diskussioner ved ikke at foreholde dig det helt indlysende eksempel (ud over banker og miljøet) på hvorfor markedet/er (kan man holde dem adskilte og uafhaengige?), i hvert fald i den form vi ser i dag, er djaevelens vaerk, nemlig den farmaceutiske industri.

    Måske en anden gang, for jeg vil også benytte den givne lejlighed til at traekke mig tilbage til mit (yderst ringe) betalte arbejde for en multinational koncern.

    @Bjoernskov: På trods af bloggens navn kan luftningen af andre synspunkter, nonsens eller ej, vel have en vaerdi for så vidt at, “we are not simply contending in order that my view or that of yours may prevail, but I presume we ought both of us to be fighting for the truth”.

    Svar
  12. Christoffer Bugge Harder

    @Claus: Tag det ikke så tungt. En hel del af det, du skriver, virker ganske vist ofte en smule frelst på mig, men så burde jeg vel sætte pris på at få lejlighed til at indtage positionen “mellem Skylla og Karybdis” her? 😉

    @Bjørnskov: Selvom vi alle har almindelige jobs, behøver det vel ikke at tage mere end et minut eller to at oplyse, om du har skiftet mening mht. Acemoglu & co., eller/og om du vitterligt har svært ved at få øje på den massive statslige indblanding i Botswanas økonomi?

    Apart from the banks, the roads, the education, the army, the national parks, the diamond mines and the healthcare system – what has the RomansBatswana state ever done for Botswana?

    😀

    Det er ikke, fordi jeg går så højt op det generelle emne, men Botswana er da virkelig en fascinerende og enestående solstrålehistorie. Jeg er ikke i tvivl om, at en “beskyttelse af ejendomsret”-hovedkomponent i en PCA garanteret forklarer store dele af variationen på tværs af landegrænser, men når nu din egen kildes centrale pointe er, at lige netop Botswana trodser mange enkeltstående politiske standardforklaringer – tårnhøj ulighed, massiv statsintervention, store råstofforekomster uden borgerkrig, minimal europæisk bosættelse/påvirkning men alligevel fungerende demokrati + ejendomsret – synes jeg da, at det er ærgerligt, at du forfladiger Acemoglu lidt ved præcis at fremdrage din foretrukne standardforklaring. Og ifht. Acemoglu er det vel ikke engang korrekt, at der er foretaget ret mange “liberaliserende reformer”?

    Og ganske uden fjendtlghed kan du vel forstå, at man som almindeligt interesseret lægmand, der bringer Acemoglus artikel på bane af nysgerrighed, kan blive lidt forvirret over, at du i én tråd fejer den og ham nærmest blankt af – for dernæst at lovprise den i en anden?

    Svar
  13. bjoernskov Forfatter

    @CBH: Botswana er helt rigtigt en enormt fascinerende historie! Problemet med de mange ting, der er anderledes i landet – og med Acemoglus historie om det – er at flere af deres påstande ikke generaliserer til andre lande. Posten var ment som et henerelt indlæg, og det vi kan se i vores egen og andres forskning er, at det er ejendomsretselementet og reformerne, der går igen over hele verden. Måske er noget af det særlige ved Botswana, at der ikke har været det helt store behov for liberaliserende reformer, fordi landet ikke har reguleret særligt kraftigt nogensinde. Det var netop Khamas og andre Tswana-politikeres ‘mangel’ på indførsel af massiv_direkte_statsregulering, der fik bl.a. Kenneth Kaunda til nedsættende at kalde dem for “a government of cattlemen”. Landet har finans- og budgetpolitisk altid været bemærkelsesværdigt konservativt.

    Svar
  14. Christoffer Bugge Harder

    @Bjørnskov – helt fint, og tak for svar. Bare for en ordens skyld: Måske er jeg blot ikke tilstrækkeligt inde i Acemoglus øvrige forskning og tilhørende slagsmål (man er vel en uvidende naturfaglig), men er Acemoglu & co.s generelle hypotese (fra en anden og åbenbart omstridt “Colonial Origin of Comparative Development”-artikel) ikke sådan cirka, at kolonier, der ikke oplevede euopæisk indvandring af betydning, blev udsat for “udbytning”, mens lande, hvor europæerne slog sig ned i stort tal, modsat fik etableret europæiske institutioner med tilhørende privat ejendomsret mm.?

    For så fremhæver de jo netop i deres artikel specifikt om Botswana “Botswana: A Success story”, at Botswana trods minimal europæisk bosættelse alligevel oplevede både udbygning af privat ejendomsret + vækst (og ingen “udbytning”) – altså at Botswana under alle omstændigheder ikke passer på deres hypotese, og at deres hovedpointe i øvrigt er, at der netop er meget lidt af de særlige forhold i Botswana, der kan generaliseres ud på andre lande? Af ren nysgerrighed………

    Svar
  15. bjoernskov Forfatter

    Det sjove ved Acemoglu-teamets historie er, at den er blevet vældigt popular, samtidig med at den har mødt ødelæggende, videnskablige kritik. Se f.eks. David Albouy her: http://www-personal.umich.edu/~albouy/AJRreinvestigation/AJRrev.pdf Det er også værd at tage et kig på Fails og Krieckhaus’s kritik, der rammer et andet meget ømt punkt hos Acemoglu. Så måske skal man ikke lægge alt for meget i deres teori, men blot notere sig, at stort set alle finder virkninger af solide retsvæsener, men ikke alt for meget andet i det lange løb.

    Svar
  16. Niels Westy Munch-Holbek

    @Claus

    Med hensyn til Sydkorea (især tidligere) og nu Kina og markedet (og tidligere Japan). Det er helt korrekt at Sydkorea og i endnu højere grad Kina ikke kan (kunne) betragtes som frie markedsøkonomier (hvornår man kan det i en uperfekt verden er så noget andet – der er tale om en glidende overgang), men…. For det første er det væsentligt, at begge lande i vid udstrækning baserede og baserer deres vækststrategi på eksport til I-landende, hvor der sørme hersker nogenlunde frie markeder og konkurrence. Alene dette i forhold til importsubstituerende økonomier har en afgørende betydning på udvikling i konkurrenceevne, produktivitet og kvalitet. Selv om man indenlandsk muligvis har behersket konkurrence, betyder alene det at man satser på eksport af forarbejde produkter utroligt meget for effektiviteten i ressourceallokeringen, planøkonomiske tendenser eller ej. Derudover kan man stille det simple spørgsmål, er det pågældende lande mere eller mindre markedsbaserede før og efter væksten sætter ind. Jeg er sikker på at de fleste trods alt er enige om, at Kina i dag er en væsentlig mere markedsbaseret økonomi end under Mao. Noget andet er så at de fleste også er enige om at Kina er nød til at reformere deres økonomi, hvis man ønsker at opretholde den økonomiske vækst, og måske ikke mindst hvis man ønsker at sikre at væksten kommer en voksende del af befolkningen til gode. Og selv om der er ligheder mellem Japan, Sydkoreas og Kina økonomiske udvikling er der også forskelle. Syd Korea udviklede relativt inkluderende økonomiske institutioner, mens den store fare i Kina formentlig er at dette kun i yderst begrænset omfang har været tilfældet. Så længe man kan opretholde væksten og de fleste føler at deres levedstandard forbedres kan der formentlig sikre s nogenlunde ro, men hvilken effekt blot en kortvarig stagnation vil have i Kina kan man kun gisne om. Men den kan blive ganske voldsom. Kina statskapitalistiske model har en del elementer til fælles med Brasiliens model under militærregimet blandet med elementer fra Chile efter 1975. vi ved at kineserne havde kontakt med begge regimer og hentede inspiration begge steder fra. Chile udviklede sig som bekendt til et ægte demokrati (noget som regimet i Beijing ikke ønsker), mens militæret i Brasilien grundlæggende faldt sammen, da det ikke kunne levere den nødvendige økonomiske vækst. I lighed med Brasilien er Kina karakteriseret ved at være ekskluderende. Den nye stinkende rige overklasse skylder i høj grad deres rigdom til politiske kontakter og dermed det politiske system ( i modsætning til ikke mindst Taiwan, hvis model har været inkluderende). Det er til dags dato ikke lykkedes en ekskluderende økonomisk model at sikre varig velstandsfremgang. Det bryder uværligt sammen en dag og/eller ender med lav vækst. Derfor er debatten om mere marked eller ej egentlig omsonst. Enhver økonomi som ønsker fortsat vækst vil uværligt være nødsaget til at “give ind” overfor markedskræfterne og liberalisere, ellers ender det i stagnation. Derfor er der ikke tale om et enten eller, men tale om en proces.

    Svar

Leave a Reply to Niels Westy Munch-Holbek Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.