Tingene er væsentligt mere nuancerede end som så.

Friedman har ganske ret i, at det ikke er til at vide, om korporat filantropi ville producere et bedre resultat end investering i profitmaksimering, men dette er vildledende, og mon ikke det er lidt med vilje, fordi Friedman forudsætter problemet i sit eksempel. Han forudsætter at korporat filantropi er en korporat, udemokratisk top-down beslutning, og at Whole Foods ingen ekspertise har, hvilket garanterer konklusionen:

“Whole Foods has no special competence in deciding how charity should be distributed. Any funds devoted to the latter would surely have contributed more to society if they had been devoted to improving still further the former.”

Hvis man, som Friedman, er alvidende og kan sige på forhånd, hvilke kompetencer virksomhedsledere har og ikke har adgang til, så er dette uden tvivl rigtigt, men hvad blev der af stake-holderne her? De forsvandt helt fra beslutningsprocessen og er nu reduceret til passive ‘takers’, hvis skæbne dikteres af de korporate filantroper. Hvis dette er Mackeys forretningvision, så er conscious capitalism varm luft og ikke spor conscious om andet end personligt feel good for de velbjærgede.

Et valg kan være godt eller dårligt, men spørgsmålet, om de som berøres af valget, stakeholderne, har været med til at foretage det. Og nej, det er ikke effektivt demokrati i en akut real-world situation bare at shoppe et andet sted.