Debatten om ulandsbistand – igen

I fredags indsamlede Danmarksindsamlingen knap 76 millioner kroner til brug som udviklingsbistand. Ideen, som både showet og optakten i dagene op til showet, solgte til danskerne, var at fattige mennesker i Afrika og andre steder, ikke rigtigt har egne kompetencer, og at vores ulandsbistand er central for at løfte dem ud af dyb fattigdom og på vej til mere langsigtet udvikling. Lørdag var jeg i debat med udviklingsminister Christian Friis Bach på P4, hvor fronterne blev trukket skarpt op af en minister, der bl.a. beskyldte mig for at sidde i Aarhus og lege med matematikmodeller. Søndag bragte Ekstrabladet derefter en forsidehistorie med titlen ”Bistandsbluff”, der fortalte om hvordan Danida ikke fortæller danskerne om de mange fiaskoer, som de 16 milliarder bistandskroner finansierer.

Så i dag er lige så god en dag som andre for endnu en gang at opsummere, hvad forskningen viser om ulandsbistandens overordnede virkning. Som mine gode kolleger Chris Doucouliagos og Martin Paldam har dokumenteret i en serie metaanalyser, er den gennemsnitlige virkning af ulandsbistand på økonomisk vækst eller investeringer, et stort nul. Det gælder uanset, hvordan man løser kausalitetsproblemet, hvilken tidsperiode man ser på, og andre metodiske forskelle – billedet i figurerne ovenfor (vækstrater til venstre, investeringsrater til højre) er generelt og retvisende.

Doucouliagos har også sammen med australske kolleger forleden vist, at Steve Knacks resultat fra de sidste ti år – at ulandsbistand underminerer politikeres incitamenter og ofte forhindrer lande i at introducere reformer af retsvæsenet og basale institutioner – faktisk er helt generelt og meget robust. Andre har peget på bistandens ret stærke, negative virkning på ulandes internationale konkurrenceevne, den såkaldte ”Hollandske Syge”. Og i 2010 pegede Amanda Licht på, at udemokratiske ledere, der får mere ulandsbistand, typisk bliver siddende væsentligt længere ved magten.

Er alt da tabt for bistandssagen? Svaret er både ja og nej. Som min egen nyeste forskning viser – der til en hvis grad afhjælper problemet med upræcis måling af effekter – har hjælp til genopbygningsformål faktisk en statistisk sikker og relativt stærk effekt. Omvendt er der ingen af de andre typer bistand, vi kan identificere, der har nogen positiv indvirkning på langsigtet, økonomisk udvikling. Med andre ord er der ingen evidens for, at de 85-90 % af bistanden, der går til udviklingsformål, overhovedet har nogen positive konsekvenser på det nationale plan. Overvej dét, og tag de negative bivirkninger i betragtning, og man ender med min logiske position.

UPDATE: Nu med figurer.

7 thoughts on “Debatten om ulandsbistand – igen

  1. Isak T

    Spændende indlæg og det er en meget interessant debat. Jeg forsøger ikke at puste til nogen akademisk fejde, men tilsyneladende er der nogle forskere i København der ikke er helt enige i den konklusion:
    http://www.b.dk/viden/forskning-blaastempler-ulandsbistanden

    Sidste år læste jeg Paldams metastudie over virkningerne af ulandsbistand og fandt resultaterne meget overbevisende – indtil jeg læste Finn Tarps metaanalyse af de samme studier. Han konkluderede at der var signifikante positive resultater. Jeg kunne ikke gennemskue hvordan to professorerne kan drage så forskellige konklusioner af det samme metastudie. Hvordan kan det egentlig lade sig gøre? Hvad er værdien af undersøgelserne hvis forskellige analysemetoder af samme dataset kan give så forskellige resultater?

    Svar
  2. JensB

    Hej Christian,
    man får næsten mistanken at du bevidst snakker imod bedre vidende når du skriver
    “Så i dag er lige så god en dag som andre for endnu en gang at opsummere, hvad forskningen viser om ulandsbistandens overordnede virkning. Som mine gode kolleger Chris Doucouliagos og Martin Paldam har dokumenteret i en serie metaanalyser, er den gennemsnitlige virkning af ulandsbistand på økonomisk vækst eller investeringer, et stort nul.”
    – jf. samtlige af Carl Johan Dalgaards kommentarer herinde der meget præcist viser, hvordan mange af de studier der indgår i deres metaanalyse netop ikke løser nogen som helst endogenitetsproblemer, ligesom dit eget nyeste studie heller ikke nødvendigvis gør det (jeg mener CJ har kommenteret det herinde ved en anden lejlighed). Det er svært at argumentere imod, at der ikke gælder en central grænseværdisætning for vægtede gennemsnit af forvrøvlede studier.

    Mvh
    Jens

    Svar
  3. bjoernskov Forfatter

    @JensB: Chris og Martin har netop et test med for at se, om de studier der addresserer endogenitetsproblemet når til systematisk anderledes resultater. Deres konklusion er, at det gør de ikke. Så jeg taler ikke mod bedre vidende, men prøver netop at opsummere hvad forskningen viser. Eksempler er f.eks. Rajan og Subramanians studier (RESTat i 2008, JDE i 2011). C-J og jeg er uenige om, hvor stort problemet med upræcise data er, men er i det store og hele enige om hvad litteraturen siger.
    @IsakT: Det er meget nemt. Der er væsentlige metodiske problemer med Tarps metastudie. På samme måde er det meget underligt, at hans nye studie med bl.a. Katarina Juselius bruger en CVAR-estimator til at spore_langsigtede_konsekvenser af hjælpen, da en sådan estimator er designet til konjunkturanalyse og sådan set kun kan sige noget om kortsigtsvirkninger. Men hvis man har fået en så stor bevilling som Tarp med det formål at vise, at hjælpen virker, er det måske ikke så underligt endda?

    Svar
  4. Søren Reffstrup Hansen

    Jeg tror ikke, at disse små nålestiksoperationer, som dansk bistandshjælp jo er, hjælper ret meget på at trække et land ud af fattigdom.
    Nu sidder jeg også “bare” bag et skrivebord og har ikke meget viden om området. Men hvorfor investerer vi ikke alt hjælp i et land eller bare et område af landet. Få det område helt op, måske i samarbejde med de andre nordiske lande. Jeg kan huske fra en af mine yndlingsfilm i min ungdom “Top Gun”, at Maverick fik en trussel om, at hvis han fejlede, så kunne han flyve gummihundelorte ud af Hong Kong. I 80’erne var Hong Kong et masseproducerede lavtlønsland, i 90’erne flyttede den produktion til de omliggende kinesiske provinser, da Hong Kong var blevet for dyrt og velstanden bredte sig som ringe i vandet.

    Kan noget lignende opnås i et afrikansk land eller område ved en massiv koncentreret indsats i et mindre område fremfor spredt sjatpisseri over hele verden?

    Svar
  5. Kasper S

    Hej Christian

    Er det ikke en temmelig farvet beskrivelse af litteraturen, som du giver? Paldams metaanalyser er jo ikke uden dets kritikere (og metastudier er ofte metodisk problematiske i økonomi, hvor studierne ikke har samme grad af sammenlignelighed som i fx medicin).

    Samtidig har en række forfattere fundet positive effekter.

    Og i forhold til Rajan og Subramanians studie fra 2008, så mener Arndt et. al (2010) at kunne finde signifikante effekter ved at forbedre estimatoren, og Clemens and Bazzi (2009) kritiserer det valgte instrument.

    Ville en mere fair beskrivelse af litteraturens tilstand ikke være, at det er meget svært at løse endogenitetsproblemet i den her kontekst, og at der derfor ikke en konsensus om bistandens effektivitet?

    I forhold til din afsluttende sætning, om at man ender ved din position, hvis man noterer sig at der ikke er fundet en effekt ved bistanden, samtidig med at man har fundet negative effekter, så har jeg svært ved at forstå meningen. På makroniveau kan man mene, at man ikke kan dokumentere nogle effekter, men at holde dette sammen med at man kan dokumentere negative mikro-niveau effekter, er ikke meningsfuldt. For så bliver man også nødt til at medtage den store litteratur, der viser positive mikroeffekter, for at danne sig et samlet billede

    Svar
  6. bjoernskov Forfatter

    @KasperS: Nej, jeg mener faktisk ikke at det er en farvet beskrivelse. Nok er metaanalyse ikke nær så nemt i økonomi som i medicin, men det er netop derfor at økonomer har videreudviklet den. Og nok er det rigtigt, at endogenitetsproblemet er svært at løse, men min egen erfaring er, at det kan løses og ikke giver et plus – det virker faktisk lettere at få et minus end et plus.
    Mht. bivirkningerne har du læst mig forkert: Der er tale om_makro-niveau_bivirkninger, man kan dokumentere.

    Svar
  7. Pingback: Når sandheden er ilde hørt | Punditokraterne

Leave a Reply to Søren Reffstrup HansenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.