Mennesket er bare sådan indrettet, at vi ikke tager kostbare forholdsregler før der er ‘lig på bordet’. Det kan man beklage efter temperament. Det er bare sådan det er.

Det er under alle omstændigheder hul i hovedet at så mange i Europa har så stort behov for at redde den ‘gode samvittighed’ at vi vælger at spilde enorme summer på initiativer, som alle – ALLE – kan se er symbolske.

Min vurdering er, at IPCC af politiske, meget dårlige grunde (mere magt til FN, større overførsler af penge til udviklingslande) bevidst har overvurderet klimaændringerne for at skræmme folk til at føre en bestemt politik.

Der er klart nok ingen tvivl om, at der uundgåeligt kommer politik indover, når der skal formuleres ting som “summary for policymakers”, og at der i lighed med alle andre felter er “rådne æbler” blandt forskerne i de klimarelaterede videnskaber. Det ville også undre mig, hvis det, Karl Iver beskriver, ikke var forekommet i et review med +3000 forfattere og reviewere.Men dette virker i begge retninger:

Benjamin Santer og Bert Bolin har f.eks begge beskrevet forløbet omkring formuleringen af konklusionen om en “discernible”/skelnelig menneskelig indflydelse i IPCCs 1995-rapport, der blev nedtonet fra “appreciable”, vel nærmest “betydelig”, efter hårdt lobbyarbejde fra den saudiarabiske delegation.

En anden IPCC-reviewer, David Wasdell, har også protesteret over en lang række af begrundede “alarmistiske” konklusioner i den første version af sammendraget fra sidste rapport, f.eks at

”The sustained rate of increase in radiative forcing over the past century (…]is unprecedented in at least the last 20,000 years” eller “new observational and modeling evidence confirms the importance of the expected feedbacks linked to water vapour, estimated to be […] a 40-50% amplification of global mean warming”

af tvivlsomme årsager blev udvandede eller fjernede i den endelige udgave.

Endnu værre er det, at IPCC også markant har undervurderet havstigninger i den sidste rapport, fordi de af uforklarlige grunde undlod at medtage isafsmeltning fra Grønland og Antarktis i deres forudsigelser. Som Stefan Rahmstorf beskriver det:

In its latest report, the IPCC has predicted up to 59 cm of sea level rise by the end of this century. But realclimate soon revealed a few problems.

First, although the temperature scenarios of IPCC project a maximum warming of 6.4 ºC (Table SPM3), the upper limit of sea level rise has been computed for a warming of only 5.2 ºC – which reduced the estimate by about 15 cm. Second, the IPCC chose to compute sea level rise up to the year 2095 rather than 2100 – just to cut off another 5 cm. Worse, the IPCC report shows that over the past 40 years, sea level has in fact risen 50% more than predicted by its models – yet these same models are used uncorrected to predict the future! And finally, the future projections assume that the Antarctic ice sheet gains mass, thus lowering sea level, rather at odds with past ice sheet behaviour.**

Some scientists within IPCC warned early that all this could lead to a credibility problem, but the IPCC decided to go ahead anyway. Nobody cared about this.

I mention this because there is a lesson in it. IPCC would never have published an implausibly high 3 meter upper limit like this, but it did not hesitate with the implausibly low 59 cm. That is because within the IPCC culture, being “alarmist” is bad and being “conservative” (i.e. underestimating the potential severity of things) is good.

Det er jo et fint eksempel på det, Karl Iver beskriver mht. svagheden i at medtage alle modeller, også dem, man allerede skulle mene at kunne se var underlegne – men her i modsat retning af den, KI anklager IPCC for. Rahmstorf anklager endda IPCC for bevidst at have underdrevet vandstandsstigningerne for at undgå beskyldninger om “alarmisme”.

Så hvis man kigger objektivt på det, kan man bestemt finde flere svagheder i IPCCa arbejdsmetoder – men det er i hvert fald klart faktuelt forkert at påstå, at der er tale om systematiske overdrivelser i “alarmistisk” retning. Og selv med alle disse forbehold in mente er kendsgerningerne (også på baggrund af de sidste 10-15 års data)altså jvfr. Economist ganske pænt i overensstemmelse med forskningens hovedstrøm.

Igen kan det være illustrativt at samenligne dette med KIs alternative forslag:

Til de danske politikere vil jeg til slut gerne sige, at hvis I fremover vil undgå at blive snydt af forskere og embedsmænd med egeninteresser i at mislede jer, inden for tunge faglige områder som energi, klima og miljø, bør I sikre pluralismen i den faglige rådgivning af samfundet ved som minimum at nedbryde embedsstandens monopol på denne rådgivning.

Karl Iver har konkret foreslået at nedlægge IPCC og flytte opgaverne med at vurdere klimatologi ud af hænderne på farlige, potentielt samfundsundergravende og politisk forudindtagede forskningsinstitutioner (Niels Bohr Instituttet, NASA, Max Planck-institutterne) og over til rådgivende ingeniører som ham selv, der i mindre grad er påvirkede af politiske og økonomiske interesser og desuden ukorrumperede af forhold som f.eks relevante kvalifikationer indenfor klimatologi.

Hvad havde politikerne konkret fået ud af Karl Ivers rådgivning? Vi kan jo kigge på et par eksempler:

For det første som ovenfor, at følsomheden kunne være “tæt på 0” eller ned til “minus 1,5C” – altså omkring 2-4 grader fra det niveau, selv moderate videnskabsmænd finder frem til. Disse tal har KI trukket ganske ud af den blå luft.

Derudover har Karl Iver erklæret, at“De fleste facts [Christopher Monckton] kommer med er efter min opfattelse rigtige. Monckton påstod i det omtalte foredrag blandt særdeles meget andet, at Grønlands indlandsis og den arktiske havis slet ikke smelted (ja, nærmest, at den voksede (!)), at CO2-udslippet slet ikke var stigende, at havene bliver koldere og særdeles meget andet. Uanset, hvad man i øvrigt mener om klima, er alt dette i hvert fald i lodret modstrid med samtlige faktiske målinger. Men måske mener Karl Iver heller ikke, at vi fremover skal tro på noget så suspekt/elitært som målinger? 😉

Karl Iver har også hævdet, at Edward Wegman har afsløret, at IPCCs forfattere klapper hinanden på ryggen i en “roseklub”. Uheldigvis for Karl Iver er Wegmans artikel efterfølgende formelt blevet trukket tilbage pga. svindel.

På den baggrund kan man så gøre op med sig selv, om man vil kassere IPCC og den samlede forskerstand pga. manglende kvalifikationer og politisk forudindtagethed, og i stedet lytte til Karl Iver Dahl-Madsen – når han ellers kan afse tid fra sit politiske engagement i Liberal Alliance samt sit daglige arbejde med besnakke politikere og spinne lidt i medierne, så hans medlemmer kan sælge nogle flere fisk.

Hvem har rent objektivt ifht. det ovenstående mest indsigt i de relevante klimaforhold, rammer mest præcist ifht. det observerede, og udviser den mest robuste dømmekraft? Døm selv. 😀

Bedste hilsner, Frank Lansner

Hovedsagen er, som KI siger, klimafølsomheden for 2xCO2 inkl. hurtigtvirkende feedbacks. Den kaldes Charney-følsomheden, fordi omdrejningspunktet for dette har været Jule Charneys definition og vurdering fra 1979 på 1,5-4,5C. Der er ikke sket det store fremskridt i at indsnævre dette interval på de 34 år, for som IPCC konkluderede i deres sidste rapport, som citeret af Economist:

IPCC 2007: …climate sensitivity…is likely to be in the range 2°C to 4.5°C with a best estimate of about 3°C and is very unlikely to be less than 1.5°C. Values higher than 4.5°C cannot be excluded.

Og hvad er Economists konklusion på alle de studier af klimafølsomheden, de citerer i lyset af den mindre opvarmning end forventet de sidste 10-15 år?

Economist:….given the hiatus in warming and all the new evidence, a small reduction in estimates of climate sensitivity would seem to be justified: a downwards nudge on various best estimates from 3°C to 2.5°C, perhaps; a lower ceiling (around 4.5°C), certainly.

Så følsomheden er altså nu mere sandsynligt 2,5C snarere end 3C, og værdier over 4,5 kan stort set udelukkes. Enhver udvikling i retning af en lavere følsomhed er bestemt glædelig, men det er blot ganske lidt til venstre for midten på Charneys og IPCCs skiver. (Arrhenius, den svenske kemiker, der er ophavsmand til teorien om menneskeskabt opvarmning, beregnede helt tilbage i 1906 den mest sandsynlige værdi til 2,1C). Hvis Economists opsummering er nogenlunde korrekt, er det vanskeligt at sige andet end, at det overordnet set er en enorm bekræftelse af den her så forhadte klimatologiske videnskab samt IPCCs grundlæggende konklusioner.

Karl Ivers konklusion, derimod, er ret besynderlig:

Faktisk konvergerer opfattelsen af sensitiviteten nu mod niveauet uden eller med lav feedback.

??? Så opfattelsen konvergerer nu mod en mest sandsynlig følsomhed på henved 1C? Hvis opfattelse, der henvises til her, er ikke klart, men det er næppe f.eks Andronova & Schlesinger (3,4C), Aldrin (1,9C) eller Hargreaves (2,3C), som Economist fremhæver (hhv. 3,4, 1,9 og 2,3 ganges forstærkning af CO2s effekt). Det tætteste, man kommer på 1C i de nyere opfattelser omtalt i denne artikel, er en endnu ikke offentliggjort analyse fra en Nic Lewis, (som efter eget udsagn er “succesfuld, halvpensioneret investeringsrådgiver”, men som til denne lejlighed er blevet udnævnt til “uafhængig klimavidenskabsmand”), og som kommer frem til en mest sandsynlig værdi på 1,6C. Unægtelig et spinkelt grundlag for “konvergens mod lav/ingen feedback”. 🙂

En oplagt alternativ fortolkning er, at Karl Iver måske i virkeligheden henviser til sig selv mht. konvergens? KI har nemlig tidligere selv formuleret en meget interessant og uortodoks, personlig vurdering af følsomheden:

[H]ele humlen er om opvarmningen bliver særlig stor, når det kommer til stykket. Og her er der meget stor usikkerhed. IPCC har selv fra 1.5-4.5 grader (en faktor 3) og de mest ærlige af IPCC’s modellører er godt klar over, at det seneste 10-års manglende opvarmning øger usikkerheden på dette udsagn, så vi nu nok taler om fra minus 1.5 til plus 6.

Så ifølge KI kunne følsomheden i virkeligheden være helt ned til minus 1,5C, altså at en CO2-fordobling kunne nedkøle jorden med 1,5C (!?). Det er vist, hvad man kalder vaskeægte “alternativ videnskab”, også selvom KI er konsistent nok til at komme med en øvre grænse på 6C, der kunne imponere selv hårdkogte alarmister.

Jeg har tit forsøgt at spørge ind til KIs beregningsgrundlag, men desværre hidtil uden held. Men måske er Karl Ivers opfattelse så nu ved at konvergere i retning af noget, der passer bedre med de basale naturlove? Det er jo i hvert fald en glædelig udvikling. 🙂

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over, at David Gress har taget så mange tæsk for sine holdninger omkring dette emne, og at det nu måske viser sig (MÅSKE), at historikeren havde ret, der hvor “videnskabsmændene” ville have ham tiet.

Tænk på alle de forskere, der vil skulle ud og finde sig et nyttigt arbejde. Tænk på allle de journalister og kulturpinger, der vil blive til grin.
Tænk på de stakkelse politikere med samt deres embedsmænd, der skal ud og bekende, at de har spildt milliarder og atter milliarder af skatteydernes penge.

Så hypotesen vil blive forsvaret med mindst samme enthusiasme som Euroen.

Mere seriøst: Det må være stort set umuligt for en række ledende politikkere, nationalt og internationalt, at trække i land igen efter deres bombastiske meldinger. Det skal blive interessant at overvære.