Mrs. Thatchers resultater – ulighed

En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.

11 thoughts on “Mrs. Thatchers resultater – ulighed

  1. Lasse Aaskoven

    Ikke at bestride tallenes validitet, men at kigge udelukkende på privatforbruget ignorerer jo offentlige udgifters betydning for visse personers levestandard, særligt for de personer, der boede i socialt boligbyggeri, der oplevede nogle af de største reformer (og nogle af de eneste reelle nedskæringer) under Thatcher.

    Det kunne være interessant at få det med ind og måske dele op deciler fremfor kvintiler. Så det er formodenligt korrekt, at den britiske arbejderklasse og lavere middelklasse også oplevede en pæn velstandsfremgang, men at sige at Thatchers politik også var til fordel for de allerfattigste overførselskomstmodtagere i council housing (der vel i 1980ernes var ved at blive det radikalserede Laborpartis eneste tilbageblivende kernevælgerkorps) tilbage i 1979 er måske at stramme den.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov Forfatter

    Lasse: Det er rigtigt, at hvis man fokuserer på den nederste decil, er fremgangen kun noget i retning af 2,5 %. Men det ville være lidt misvisende, da mobiliteten ind og ud af den del af fordelingen ser ud til at være blevet noget større. Med andre ord blev folk ikke længere dernede. Et andet element i en ulighedsfortolkning, der ikke kom med, men som du hinter til når du stiller spørgsmål ved brugen af privatforbrug i stedet for andel af den totale nationalindkomst, er omfordelingsgraden. Ser man på den relative forskel på uligheden før og efter skat/omfordeling – dvs. mellem ulighedsmål baseret på markedsindkomst eller disponibel indkomst – har den været endda meget stabil. Der ser ganske enkelt ikke ud til at være sket noget med den faktiske grad af omfordeling gennem Thatcher-perioden! Skal man derfor argumentere for, at de fattige tabte på ændringerne i det offentlige forbrug i 1980erne, skal man se på nettoforbruget. Kender man strukturen i det britiske “G”, virker det endda meget usandsynligt.

    Svar
  3. Lasse Aaskoven

    Jo det tror jeg sådan set ,du har ret i. Min pointe var bare at den almene boligsektor var det nærmest eneste område, hvor der skete reelle (i konstante pund) nedskæringer, og idet denne form for ydelse generelt set bruges af de nederste indkomstdecilers kan det jo have haft endog mærkbare konsekvenser for den nederste decils levestandard. Men igen det er jo et empirisk spørgsmål. Ville bare nuancere billedet lidt trods alt.

    Svar
  4. Johannes Polemicus

    Off topic: @Christian, har du set Rogoff og Reinharts fumleri og deres manglende vilje til at indrømme det? Pinligt, pinligt, pinligt…

    Svar
  5. Johannes Polemicus

    Ja, se evt. også Gelmans kommentarer. Det er også dækket på MR og vist også hos Krugman?

    Jeg må indrømme, at det der overrasker mig mest ved hele miseren er, at der åbenbart findes folk (som tager sig selv seriøst), der bruger Excel til andet end husholdningsbudgettet, når problemerne med numerisk integritet er så velkendte.

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    Ja, det har jeg. Det er det samme væld af vrøvl og faktuelt forkerte påstande som de fleste andre danske reaktioner på Thatchers død.

    Svar
  7. Christian Greve

    Kan du måske uddybe hvor og hvornår hans påstande er forkerte? Jeg er røget i en diskussion nemlig (selvfølgelig mod en socialist), som forsøger at anvende Weises argumenter.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.