Intet nyt fra hash-fronten

WC-Fields

 

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

 

 

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition  lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat,  som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.Sowell on drugs

Tidligere indlæg om emnet, udvalg :

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drugs anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud der dræber

A profit to kill for

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.