Årets Liberale Stemmer 2013 (del I): Danskere

2013 har været et godt år for den borgerlige debat inden såvel som uden for Danmarks grænser. Vi vil gerne hylde nogle af dem, der har gjort debatten bedre.

Ligesom sidste år har vi udvalgt de 10 personer, som vi har haft den største glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Personer, som vi mener på fornemmeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier.

I modsætning til tidligere har vi dog valgt at splitte listen op: I dag præsenterer vi årets danske liberale stemmer, mens vi i morgen præsenterer tre udenlandske og i overmorgen hylder en person for sin bemærkelsesværdige indsats i 2013.

Årets 6 danske liberale stemmer er:

  • Lasse Birk Olesen, der med stor personlige indsats fremmer kendskabet til og tilgængeligheden af BitCoins. For selvom man indtil videre nok bør udvise en vis portion skepsis over for dette digitale aktiv, er perspektiverne i en reel statsløs valuta ganske interessante.
  • Lars Christensen, der fra sin blog skriver ofte og intensivt om en række aktuelle emner med udgangspunkt i sin ”markedsmonetaristiske” teori. Ikke-fagøkonomer vil også med interesse kunne læse en del af hans indlæg, fx om ”Internet Austrians” og mere aktuelt, hans partsindlæg i debatten om liberalistisk basis-indkomst.
  • Henriette Kinnunen, der som en af de få har holdt fanen højt for den praktiske retssikkerhed, særligt på skatteområdet. Igennem sit retspolitiske arbejde ved CEPOS har hun vist, at tænketanken også har viljen til at beskæftige sig med juridiske emner ud over de klassiske frihedsrettigheder.
  • Christopher Arzrouni, der ikke blot personligt leverer skarpe kommentarer i Børsen og andre medier, men også har formået at bringe flere dygtige analytikere og kommentatorer ind under Børsens vinger.
  • Steen Leth Jeppesen, der nu som lederskribent på Børsen konsekvent leverer nogle af rigets allerskarpeste ledere.
  • Anne Knudsen, specifikt for sin leder i Weekend-Avisen den 13. december om den danske korruptions-kultur.

3 thoughts on “Årets Liberale Stemmer 2013 (del I): Danskere

  1. qwert

    Anne Knudsen skal have ros for at skrive flere fornuftige ledere i årets løb.

    Men når nu Anne Knudsen er chefredaktør for Weekendavisen, så må hun vel også være ansvarlig for avisens valg af skribenter. For det skal hun have ris – set med borgerligt/liberale briller.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Man kunne sagtens have taget Jacob med igen i år, men det er sværere i år end tidligere at finde én bestemt sag at forbinde ham med. Ydermere, skulle man tage ham med i den danske eller udenlandske sektion? Man kan faktisk argumentere for, at han har mere ‘impact’ i de udenlandske medier end i de danske. Se f.eks. hans glimrende indlæg i Foreign Affairs:
    http://www.foreignaffairs.com/articles/139598/jacob-mchangama-and-guglielmo-verdirame/the-danger-of-human-rights-proliferation

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.