Inflation var i gamle dage defineret som en udvidelse af pengemængden. I dag er den defineret som en stigning i forbrugerpriserne. Det er genialt. Man har dermed afkoblet sammenhængen mellem hvor mange penge der trykkes og det redskab man bruger som deflator til at beregne vækst, bnp, topskattegrænse mv.

Inflationen i dens oprindelige definition ville give dig fuldkommen ret. Men sådan hænger det ikke sammen længere, nu håber man at staten også kan høste produktivitetsforbedringerne på dagligvarerne ved at den målte “inflation” typisk bliver mindre end den reelle.

En forbedring af produktiviteten i fødevareproduktionen vil sænke inflationstallet. Men det har jo ikke noget at gøre med den mængde penge der er trykt i centralbanken ved opkøb af statsobligationerne. Det giver staten fordele af inflation.

Ideen bag at højere inflation kan forøge BNP er dom følger: Højere inflation sænker realrenten, da priserne er rigide, hvilket medfører at forbruget går op, og BNP vokser dermed. Da der er et output gab vil fremtidens forbrug ikke påvirkes af at folk spare mere op, da det antages at økonomien vil komme tilbage til strukturelt niveau, da økonomien ligger under strukturelt niveau. Hvis du vil have en mere teknisk forklaring på virkningen af stimuli så se http://www.ecb.europa.eu/pub/pdf/scpwps/ecbwp722.pdf

For den almindelige forbruger må det være en lettelse at priserne i supermarkedet ikke er steget i mellemtiden, nu hvor produktiviteten (og lønningerne) ikke er steget.

Lav inflation er i det mindste en trøst for forbrugerne, mens skyldnerne (her især staten) drømmer om højere inflation da gælden antager en størrelse der gør eventuelle prisstigninger i supermarkedet relativt ligegyldige holdt op mod den reduktion af nominel gæld og renter hertil.