Med vindmøllestøtte er det dog for mig en smule paradoksalt, da støtteordningerne beskatter almindelige mennesker uanset indkomst (nogle vil måske hævde at det oftere er svagere familier der beskattes mest da de ikke altid har den nødvendige kapital til rådighed for at sænke deres forbrug af den beskattede vare) på nogle basale nødvendigheder som elektricitet er.

Støttekronerne går til kapitalfonde og pensionskasser, som oftest ejes af dem med højere indkomster da man må forvente at en højere indkomst også fører til større pensionsopsparing, og dermed flere “aktier” i vindmøllemaskinen.

Min forventning til vismandens ageren er en fuldstændig overgivelse til CO2 neutralitetens hellige mål og vindmøllens herlighed. Det er meget let at forsvare et klimastandpunkt hvis man blot prissætter CO2 enormt højt og affaldsproblemet med glasfiber meget lavt.

Voila – en økonom der elsker den danske klimapolitik i sin mest firkantede form.

Jeg tror ikke på nogen forandring i det følelsesladede område i dansk politik. Resten af politikken bygger ligeså på følelser med samme fejlrate i opnåede resultater, så hvorfor skulle klimapolitikken gå hen og blive rationel? Der er for megen dødvægt og en komplet mangel på fortilfælde der skulle pege i fornuftens retning.

Mvh. Pessimisten