Da jeg så EB’s spiseseddel i dag med Folketingets madleverandør var solgt til en kapitalfond i skattely, så konkluderede jeg at der altså er en kamp der som er tabt til globaliseringen (for de røde altså), som så mange andre.

Jeg burde have inddraget det aspekt. Der er jo også det forhold, at jo mindre IBIS er i de varme lande, desto mindre ødelægger de dem, og folk der bor der får ikke ødelagt deres udviklings muligheder.

For skatteyder er pengene jo allerede tabt, så jeg vil tværtimod opfordre Niels til at tweete endnu mere med IBIS 🙂

Jeg vil hverken kalde dem fæle eller grådige. De er sikkert blot dygtige. Men jeg forstår i høj grad tvivlen om det hensigtsmæssige i den fortsatte værdiakkumulation i den absolutte top. Og her taler jeg ikke top-1%, men en noget mindre andel, der har set deres multidollarmilliardformuer vokse. For nok, som Westy frejdigt skriver, vil en stor del blive investeret igen (“og det er faktisk ikke så skidt endda”), men sker der ikke også en betragtelig passivisering af værdier?

Den anden del af bekymringen er den, der luftes af Nick Hanauer i en af berlingskes artikler i dag. “Pas på, kære rigmandsfæller, de er på vej med høtyvene”. Uagtet at fattige i store dele af verden oplever stor vækst i velstand, kan skellet stadig være så stort, at der opstår sociale uroligheder eller direkte opstand.

http://www.b.dk/nationalt/jagten-paa-de-rigeste-er-sat-ind

Det er i øvrigt sjovt, at den Berlingske-artikel har stort set samme indhold og vinkel som en artikel, Information bragte for halvandet år siden (http://www.information.dk/468657). Det siger noget om, at ulighedsdagsordenen vinder frem. Alligevel overrasker det, at en tynd analyse som Oxfam/IBIS’ får så meget vind i sejlene (Lars Kochs svar på twitter er pinlige!).

Forhåbentlig bliver der snart lidt mere spalteplads til kritikken af analysen og til at glæde sig over, at det går hastigt fremad i store dele af verden. Jeg synes, Westy gør et godt job her, men kan ikke undgå at blive lidt irriteret over 1989-retorikken. Jeg tror ikke, at verdens Christine Lagarde’r og andre, der tillader sig at sige, at ulighed kan være “excessive”, betvivler, at markedskapitalisme har bragt øget velstand overalt. De er blot af den opfattelse, at spørgsmålet om frihandel ikke er så simpelt som enten-eller.

Umiddelbart kan man bare se, at i 2013 blev der umiddelbart brugt 27+ mil på rejser, møder og løn, hvilket allered får kæden til at hoppe af i forhold til IBIS påstand om, at de bruge 5,2% på “administration”.

Vil man videre i dybden med IBIS skal man nok have fat i deres bogholderi og selv lave et brugbart regnskab fra bunden. Men mindre kan sandsynligvis gøre det, nemlig gennem aktindsigter efter offentlighedsloven hos Udenrigsministeriet. Man behøver ikke redegøre for en særlig interesse med sådan en aktindsigt, man sige bare man vil have det, hvis nogen skulle have mod på opgaven.

Sagen er, at de interessante tal gemmer sig i regnskaber for de enkelte projekter.

Noget andet der springer i øjnene i regnskabet er advocacy som der går 14,7 mil til. Jeg tænker det bl.a. omfatter Lars Kochs løn for twitteri med Westy.

Så hermed en opfordring: Niels du må omgående holde op med, at bruge Lars tid på den slags. Det er simpelthen tyveri fra de alller alller fattigste i denne verden.

Noget helt andet i denne forbindelse. Ovre i Amerika, beretter min ven Vietnam veteranen, er det frivilligt, at bidrage ved direkte træk lønnen. Man kan endda selv udfra en “rider” bestemme til hvad og hvilke organisationer man vil bidrage. Der er dog det aber da bei, at der simpelthen er jobs (og kontrakter) man bare ikke får, hvis man ikke bidrager, ned til niveau hvor det er bestemte organisationer man skal bidrage til. (Homo og race organisationer skulle være de dygtigste på det punkt).

Nu vil jeg så kigge lidt på IBIS for at se om 2/3 dels reglen gælder der også.

Det er så ikke meget bedre i idenlandske projekter. I advokatundersøgelsen om Vilhelmsens forvaltning (Her er en million til dig), skrev advokaten at det som tommelfingerregel var acceptabelt at, pr. min hukommelse, 70% af en bevilling gik til projektdrift i sig selv. – Det var vidst hvad Clausewitz kaldte “indre friktion”. Friktion kræver som bekendt smørelse.

Senest har jeg så haft fat i Reden Københavns (KFUK, not kidding) driftsregnskab 2010. Offentlige bevillinger 8.500k. lønninger 7.000k, brugt på “klienter” 244k, hvilket er en anelse mindre end kontorholdet på 282k.