Bedste danske nationaløkonomer 2015

Som tidligere år tager vi også i år diskussion af, hvem der er de bedste danske nationaløkonomer. Pointen hvert år – uanset at mange kritikere ofte har overset den – er at det på ingen måde er et simpelt spørgsmål. Vi gør det derfor forskelligt hvert år for at understrege to pointer: 1) Ethvert mål er udtryk for både kvalitet og publikationsstrategi; og 2) top og bund er stort set altid de samme uanset målet (læs tidligere år her, her, her, her og her).

Vores udgangspunkt er som altid, at der godt kan være fine økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres kvaliteter, kan vi ikke inkludere dem. Alle mål må således bruge forskeres præstation i international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt – økonometrikerne får i år deres egen liste. Årets liste omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi.

Årets indeks omfatter to overordnede mål for kvalitet: 1) Citationer, dvs. hvor ofte andre forskere bruger en given persons forskning; og 2) impact-faktoren for det bedste tidsskrift, en forsker har publiceret i. Det første mål er gennemsnittet af det totale antal citationer, der er registreret i Scopus-databasen, antallet af citationer af de tre mest citerede artikler og forskerens H-score. Det andet mål er impact-scoren for det fineste tidsskrift, forskeren har publiceret i. Årets indeks vægter således de to ’dimensioner’ af enhver publikationsstrategi ens. Årets Top-40 med et indeks skaleret mellem 0 og 100 ser således ud:

Navn Indeks Navn Indeks
1. Nicolai Foss (CBS) 100.0 (0.3) 21. Jesper Rangvid (CBS) 27.6 (21.0)
2. Keld Laursen (CBS) 72.2 (30.3) 22. Peter Birch Sørensen (KU) 27.4 (8.5)
3. Lasse Heje Pedersen (CBS) 68.0 (23.8) 23. Michael Rosholm (AU) 27.0 (8.4)
4. David Lando (CBS) 59.9 (31.2) 24. Claus Munk (CBS) 27.0 (18.7)
5. Martin Paldam (AU) 55.7 (9.2) 25. Thomas Rønde (CBS) 26.9 (19.7)
6. Christian Bjørnskov (AU) 52.2 (18.9) 26. Claus Thustrup Kreiner (KU) 26.6 (15.5)
7. Morten Bennedsen (CBS) 48.7 (38.4) 27. Jakob Roland Munch (KU) 26.1 (13.0)
8. Finn Tarp (KU) 46.7 (14.5) 28. Torben M. Andersen (AU) 25.7 (8.0)
9. Morten Lau (CBS) 44.6 (25.5) 29. Pascalis Raimondos-Møller (CBS) 25.2 (9.6)
10. David Dreyer Lassen (KU) 42.5 (47.1) 30. Christian Schultz (KU) 25.1 (13.0)
11. Niels Westergård-Nielsen (CBS) 39.6 (14.5) 31. Nabanita Datta Gupta (AU) 24.4 (15.1)
12. Henrik Hansen (KU) 38.7 (18.7) 32. Jens Leth Hougaard (KU) 24.1 (8.1)
13. Steffen Andersen (CBS) 36.1 (11.8) 33. Jan Bentzen (AU) 23.9 (11.4)
14. Carl-Johan Dalgaard (KU) 32.7 (15.1) 34. Peter Sandholt Jensen (SDU) 23.4 (7.3)
15. Søren Bo Nielsen (CBS) 32.6 (10.1) 35. Jacob Louis Weisdorf (SDU) 22.6 (12.8)
16. Henrik Jensen (KU) 32.6 (11.0) 36. Michael Svarer (AU) 22.5 (9.5)
17. Bent Jesper Christensen (AU) 31.9 (16.5) 37. Thomas Barnebeck (SDU) 21.7 (13.8)
18. Peter Norman Sørensen (KU) 31.0 (16.9) 38. Jan Rose Skaksen (RW) 21.3 (9.7)
19. Nina Smith (AU) 30.5 (9.7) 39. Torben Tranæs (SFI) 20.3 (7.6)
20. Helena Skyt Nielsen (AU) 28.2 (8.7) 40. Lars Gårn Hansen (KU) 20.2 (10.1)

Tallet i parentes udfor indekset angiver, hvor meget indeksværdien kan ændre sig når man laver tre ændringer: Man tæller ikke impact scores med fra tidsskrifter udenfor nationaløkonomi; man tæller ikke de samlede antal citationer med; og man tæller ikke H-scoren med. Det angiver altså, hvor følsomt målet er overfor mindre ændringer i måden at opgøre det på. En anden måde ville være at beregne et multiplikativt indeks i stedet for det additive ovenfor, så man belønner forskere der er gode til begge dele.

Årets ’resultat’ er ikke anderledes end tidligere år. Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS) er nummer 1 og 2 – endda uanset at man kun tæller impacts fra rene econ journals (så Nicolais artikler i Academy of Management Review ikke tæller). De bedste kvindelige økonomer er ikke overraskende igen i år Nina Smith og Helena Skyt Nielsen, ligesom de gamle udviklingsøkonomiske rivaler Martin Paldam og Finn Tarp igen ligger højt og tæt på hinanden.

Kan man få listen til at se anderledes ud? Svaret er et ganske betinget ja. Lægger man udelukkende vægt på de fineste journals, man har publiceret i, får man et lidt andet billede. Den anden ting, man kan gøre for at ændre billedet, er at insistere på kun at regne med publikation i econ journals. Gør man det, flytter man David Dreyer Lassen og undertegnede ud af Top 10, da vores mest prestigiøse artikler har været publiceret udenfor nationaløkonomi (henh. American Political Science Review og American Journal of Political Science). Martin Paldams position er derimod ret uændret på trods af, at hans ’fineste’ publikation også er i statskundskab (i British Journal of Political Science sammen med statskundskabsprofessoren Peter Nannestad).

Konklusionerne er dog de samme som tidligere. Toppen er relativt uændret og kan absolut konkurrere med toppen i andre europæiske lande – Heidelbergs Axel Dreher ville være nummer 3 hvis han var dansker (indeks 63,1) – og de profilerede danskere i udlandet er faktisk dygtige. Et godt eksempel er Toke Aidt i Cambridge der, hvis han flyttede til Danmark, ville være nummer 8 (indeks 48,2). Det ser umiddelbart også ud til, at vismandsjobbet koster på forskningsfronten, som mange anekdoter peger på. Højest placerede vismand er Carl-Johan, mens de ellers fremragende Nina Smith og Torben Andersen ligger lavere end man måske skulle have troet. At arbejde med at rådgive regeringen er ikke blot utaknemmeligt, men koster måske også på den rene forskning?

3 thoughts on “Bedste danske nationaløkonomer 2015

  1. ole stenvinkel Nilsson

    Kære Christian Bjørnskov,

    jeg skriver til dig for at gøre opmærksom på, at David Lando, som optræder som nr. 4 på listen over bedste danske nationaløkonomer 2015 er ansat som professor ved CBS og ikke, som det fejlagtigt er angivet, ved KU. Vi vil være meget glade, hvis dette kan blive rettet, således at CBS besætter også 4. pladsen på listen,

    med venlig hilsen

    Ole Stenvinkel Nilsson
    Director of Accreditation
    Copenhagen Business School

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Kære Ole Stenvinkel Nilsson
      Det er selvfølgelig rigtigt! Det er hermed rettet.
      Christian

      Svar
  2. Pingback: Bedste danske nationaløkonomer 2016 | Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.