Hej Uffe,

Ja, jeg troede lige var ved at være enige, men det lader det ikke til.

Centralbanken handler kun i statsobligationer, så jeg kan ikke se hvordan den forstyrre de relative priser.

Et samfund har brug for penge til transaktioner, og da det er staten som har den største kreditværdighed(kan beskatte borgerne), så er det den udsteder dem. Alle kan udstede penge, men sandsynligheden for at folk vil acceptere dem som betalingsmiddel er bare små. Det nærmeste man kommer til private penge er bitcoins, og det er et meget volatilt illikvidt aktiv, og det er absolut ikke egnet til at bruge som penge, da volatiliteten er alt for stor.

Nu kan langt de fleste stater betale deres gæld(eller det er i hvert fald hvad markedet tror), da både inflationen og renten er meget lave.

Hej Emil,

Jeg tror vi taler lidt forbi hinanden om emnet, jeg kan se at dine pointer flugter meget godt med mine egne når vi taler om at den forventede inflation og den aktuelle skal matche for at undgå .

Problemet opstår ganske rigtigt når forventningen og realiteterne ikke matches, så sker der distributionseffekter i samfundet mellem vindere og tabere.

Men i det tilfælde at realiteter og forventningerne matches så er effekten af inflationen blot at manipulere relative priser, der leder til en fejlallokering af kapital. Altså, i mit eksempel vil det få boligejere til at efterisolere i stedet for at udskifte varmekilde. Blot et simpelt eksempel på hvad relative priser betyder for kapitalallokering.

Problemet med at anvende ord som “prisniveau” er at vi vildleder os selv til at tro, at priserne justeres i takt med hinanden, op eller ned, mens virkeligheden er at enhver pris er unik og påvirkes unikt af en stigning i pengemængde.

Pengesystemet i dag er monopoliseret af staten, og det mener jeg er et dårligt system. Jeg er tilhænger af at penge udvikles på markedet og styres af markedet, for at understøtte personlig frihed og minimere statslig politisk manipulation.

Jeg mener at staten bør leve for sine skatteindtægter og afholde sig fra at optage gæld som markedet ikke tror den kan betale tilbage. I det system vi har i dag, gives staterne større tillid fordi de kontrollerer pengesystemet igennem centralbanken. Denne skævvridning af lånemarkedet til statens favør giver staten yderligere magt, der bruges imod borgerne af politiske årsager.

Denne kontrol med pengesystemet giver også velfærdsstaten større råderum til at understøtte arbejdsløse og forlænge en vending i konjunkturerne, da lønningerne kunstigt holdes oppe.

Det forårsager også en tilbøjelighed til gældsættelse både for private og offentlige personer og virksomheder. Denne kemi gør det særdeles sandsynligt at gælden stiger og systemet gøres yderligere følsomt for negative slag der medfører en udløsning af deflationære kræfter – et problem der ville være uskadeligt i tilfælde af markant lavere gældsniveau.

Uffe, nu er centralbanken(staten) den eneste udbyder af penge/statsobligationer, så det betyder noget hvad centralbanken gør. Så jeg ved ikke hvad du ønsker at den skal gøre, hvis det ikke er at sikre prisstabilitet?

Jeg gerne holde fast eksemplet med kontrakterne, da 99,9% eller deromkring tager udgangspunkt i et generelt prisniveau og ikke en eller anden form for underindeks eller hvordan nogle relative priser udvikler sig, så igen giver det god mening at centralbanken prøver at stabilisere det generelle prisniveau.

I dit sidste eksempel, så kan de sidste modtager af pengene jo gennemskue mekanismen, og dermed bare forlange en kompensation for dette, og de vil derved ikke blive snydt. Så de bliver kun snydt, hvis der sker en ændring ift. den forventede inflation, som fx. at inflationen pludselig bliver lavere.

Hej Emil,

Du har ret i at en opfyldelse af forventninger er mere stabiliserende end “hovsa” oplevelser. Mit synspunkt er dog, at inflationsmålsætningen for Centralbankerne ikke er gavnlig.

Jeg mener ikke at det er muligt for Centralbankerne at opnå målet om at holde “prisniveauet” stabilt. De fokuserer på delmængder af priserne ved at måle på indeks og arbejder i brede middelværdier der ikke kan tage højde for relative priser. De kan derfor med rimelighed forsøge at holde et forbrugerprisindeks stabilt – men det er langt fra det samme som et generelt “prisniveau”.

Den prisstruktur der ville opstå på et frit marked, skubbes væk fra sit balancepunkt med inflation. En “prisstabiliserende” politik fra Centralbankernes side kunne lige så vel skabe relativt store forskelle i priser, som vi så i 2008 hvor huse og aktier var prissat alt for højt. Her så vi ikke noget problem med stigning i forbrugerprisindekset, der lå relativt stabilt omkring 2pct per år.

Det er pointen i anklagen imod synspunktet at prisstabilitet kan opnås ved at udvide pengemængden. Det er ikke muligt at opnå prisstabilitet ved kun at manipulere pengesiden af transaktionerne (der som bekendt ved prissætning har både en vare-side og en penge-side), man vil uafværgeligt skabe skred i prisstrukturerne og ændre på relative priser.

De nye penge injiceres i systemet ved diskrete indgangspunkter (bankerne låner ud til virksomheder eller private låntagere), og vandrer herfra videre i systemet, til gavn for de første modtagere, der kan bruge pengene til de gamle priser, på bekostning af de sidste modtagere af pengene på faste indkomster. Disse personer, der først efterfølgende opnår en stigning i deres indkomst, er taberne i spillet, når inflationen er slået igennem på forbrugerprisindekset på baggrund af den nye og større pengemængde.

Uffe, jeg må ærlig talt indrømme, at hvis jeg prøver at følge din logik(som jeg langt hen ad vejen er enig med), så leder konklusionen til at prisstabilitet er vigtigst. Når ECB har en målsætning på tæt ved 2%, og historisk har ligget meget tæt på denne, så skal ECB prøve på at øge inflationen, hvis den falder meget under 2%. For hvis ikke den gør det skader det de langtidskontrakter, som er indgået. Det giver ikke mening at inflationsforventningerne pludselig skulle falde fra 2% til 0.5%. Desuden så er de kontrakter, som er indgået, da inflationen var 2% tage skade af, at inflationen skulle falde til 0.5%

At alle priser ikke stiger med ens procentsats, gør jo ikke at man ikke skal prøve at stabilisere det samlede prisniveau. Det er nok også det samlede prisniveau de fleste kontrakter er indgået ud fra.

Hej Emil,

Jeg var upræcis i mit indlæg, jeg beklager.

Lange kontrakter der indgås i en periode med lavere inflationsforventninger skades af stigende inflationsforventninger på baggrund af politik. Det var ikke i årene 2010-2014 oplagt at ECB ville indføre QE programmer for at opnå inflation nærmere 2pct, i deres målsætning stod der at de ville forsøge at opnå tæt ved men under 2pct inflation. Hvad er “tæt ved”? 1,9 ja – men hvad med 0,5?

Formes en langtidskontrakt i perioden hvor inflationsforventningerne falder uden ECB foretager indgreb, vil en ændring af politik påvirke kontrakterne. Havde man i 2010 indgået en 10årig kontrakt vil man givetvis have påregnet lavere inflation end vi får fremadrettet. Halvdelen af perioden vil være påvirket.

Disse skift i politik hos centralbankerne forstyrrer langtidskontrakter, der i forvejen er naturligt usikre. Hertil kommer at en 2pct inflation ikke påvirker alle priser jævnt. Inflation måles som et gennemsnit af et udsnit af priserne i samfundet, derfor kan en 2pct inflation i forbrugerprisindekset omfatte en “inflation” på 20pct på visse producentvarer (et lidt ekstremt tilfælde, men jeg tror du forstår pointen).

Inflationen er “gavnlig” for den som sælger denne dyrere vare, og ugunstig for den som køber. Inflationen får en distributionseffekt og ændrer relative priser, som guider markedet til at optimere i nye retninger, baseret på inflationen i sig selv.

Et eksempel kunne være, at energibesparelser tilsyneladende er mere effektive fordi prisen på varme stiger relativt til prisen på isolering. Det vil øge incitamentet til at bruge flere resurser på isolering end mere effektiv varmekilde, og den slags adfærdsændringer påvirker langsigtet vores velstand når det er varige goder der justeres på.

Jeg mener ikke at en stærk stat er garant for ærlighed. En stærk stat er i stedet garant for magtanvendelse til at opnå politiske mål.

Givetvis skifter disse politiske mål over tid, og derfor kan man i en kortere periode opnå “ærlighed” med magtanvendelse, indtil det bliver tydeligt at de som har mest gavn af uærlighed præcis er politikerne, da disse har magten.

Politikernes interesse vil i første periode være at gennemføre ærlighed med tvang, men senere vil spillet også gå op for politikerne, hvorefter de selv vil indlede sig på uærlighed. Disse har blot fordelen af statens magt står bag dem, hvilken incitamenter har man derefter for at forsøge at foregive ærlighed, mens man forfølger sine egne mål, muligvis heriblandt ved anvendelse af uærlighed?

Som du skriver det der, så indgås kontrakterne med udgangspunkt i den forventede inflation, og så få det være optimalt at ramme den forventede inflation. Så når man har en officiel inflationsmålsætning på 2%, og den historisk har været omkring 2%, så må man også antage at inflationsforventningerne er omkring 2%. Så når inflationen falder under 2%, så skal man da forsøge at hæve inflationen til 2%.

Hvis alle er ærlige, opnås det bedste resultat. Problemet er imidlertid, at man kan ryge på røven, hvis andre snyder, mens man selv er ærlig. Derfor er den rationelle strategi at snyde, hvis man kan have mistanke om at de andre snyder.

Man har derfor brug for en sikkerhed for, at andre ikke snyder – fx tillid eller en stærk stat – for at det individuelt rationelle valg også fører til det optimale udfald for gruppen. Ironisk nok var det vel egentligt Hegels pointe om staten!

Uffe: Det bliver min næste post her på stedet – så snart jeg er hjemme fra Luxembourg.

Hej Johannes,

Vil du have den venlighed at beskrive for mig hvordan prisoners dillemma udfolder sig for Grækenland?

Jeg indrømmer at jeg ikke har sat mig nøje ind i denne teoretiske situation (prisoners dillemma) og forlader mig på din udlægning i det følgende.

Hej Emil,

Som jeg beskriver i indlægget, så er skatteopkræveren ligeglad med inflationsvirkningen på profitten i virksomheden. Han beskatter det fulde beløb, og konfiskerer derfor kapitalen i virksomheden.

Inflationsforventningerne ændres hele tiden, for nylig, inden ECB annoncerede sit QE program, var de faldet til et niveau man fra centralt hold mente var for lavt. Derfor QE programmet.

Inflationsforventningerne kunne derfor tage højde for et scenarie hvor den reelle inflation fortsatte på sit lave niveau. I det klima blev kontrakter af både kort men også af længere varighed indgået.

Når ECB efterfølgende injicerer sin stimulans (som jeg ikke tror på fuldt ud bliver steriliseret, deres købspris bliver højere end deres salgspris af aktiverne) vil de kontrakter der tidligere blev indgået baseret på den gamle forventning, mens de bliver påvirket af det nye program.

Dette start-stop af eksperimentel pengepolitik er gift for langtidskontrakter. I 1950-1960erne gjorde man netop brug af start-stop pengepolitik i den vestlige verden, med stagflation til følge i 1970erne.

Hvem ønsker at indgå langtidskontrakter uden en stor buffer, når centralbankerne begynder på monetære eksperimenter?

Tænk på det velkendte spilteoretiske problem prisoner’s dilemma; selvom alle spiller deres optimale strategi (= er rationelle) er det stadig ikke det pareto-optimale resultat for gruppen, der opnås.

Jeg flytter lige mit svar her ned. Jeg forstår ikke hvorfor den private sektor skulle leve i en illusion omkring pengepolitik, og slet ikke se at de bliver ved med at blive snydt. Altså den private sektor må på et eller andet tidspunkt gennemskue illusionen, i stedet for at de tager fejl hver gang pengepolitikken bliver lempet. Derudover så hvis der er en forventning om 2% inflation og inflationen er lavere end dette skal den vil hæves, dette gælder også selvom der en illusion om pengepolitik, da denne illusion så må antages at være en om at der kommer 2% inflation ligegyldigt hvad.

Emil,

Den positive effekt af inflation fortager sig, og bliver negativ, når man opgiver en stigning i pengemængden.

Derfor er det nytteløst at forøge pengemængden kontinuert. I praksis opnås stigning med forskellige rater afhængig af penge rente vs naturlig rente, da man blot ved en acceleration i pengemængde opnår de illusionære effekter der fremstår positive (BNP stiger, profit i virksomheder stiger, beskæftigelsen stiger) men når accelerationen af pengemængden aftager (gående mod en stagnerende inflationsprocent), og måske bliver negativ (fald i inflationsprocent), opløses den tidligere skabte illusion og aktiviteter afsløres som fejlinvestering i en krise. Da falder igen BNP, profit og beskæftigelse tilbage – netto resultatet bliver at inflationen foranlediger virksomhederne til at forbruge deres kapital til lønninger og inputs, og står efter krisen tilbage med et netto tab grundet den illusionseffekt som stigningen i pengemængden medførte.

Årsagen er at det kun er uforudsete inflationseffekter der giver illusionen. Når inflationen er konstant, tages højde for effekterne, men trappes inflationen ned igen, destrueres grundlaget for optimismen og realiteterne indfinder sig – eksempelvis er virksomhedernes profit blevet beskattet uden reduktion for inflationseffekten, og deres kapital er dermed formindsket via beskatning, men undervejs har de også brugt deres tilsyneladende større profit på lønninger, der med nye højere priser på kapitalgoder ikke kan vedligeholde deres produktionsapparat.

Derfor anser jeg inflation som netto skadeligt for samfundet.

Uffe, når det er staterne der udsteder penge, så er pengenes værdi bestemt af kreditværdigheden af disse stater, da penge bare er et høj likvidt aktiv. Priser og lønninger er ikke fuldt fleksible på kortsigt, derfor gør inflation en forskel. Strukturelle reformer og stimuli udelukker ikke hinanden.

Kan du løfte argumentet om at en gruppe kan være irrationel, baseret på rationelle individer?

Det vil jeg glæde mig til at læse 🙂

Nej, faktisk ikke. Men der kommer nok en post om den slags problemer en af dagene! De er ikke rationelle som gruppe betragtet, men helt individuelt rationelle.

For at græske priser skal stige, skal der være købere til de græske produkter til højere priser. En øget gældsætning skal derfor anvendes til at købe de græske produkter, alene gældsoptagelsen i sig selv er ikke bestemmende for græsk inflation, uanset hvor gælden optages.

Jeg vil gerne indskyde at jeg ikke mener at løsningen på et lammet arbejdsmarked er at sørge for øget inflation. Jeg mener absolut at inflation er skadeligt og skaber fejlinvesteringer og vildleder virksomhederne til at tro, at de er profitable.

Løsningen findes på individ-niveau. Individet skal være sin løn værd for at få et job, man løser ikke individuelle problemer ved at skabe inflation for hele samfundet. Det er kun nødvendigt at lade prissystemet fungere ved at liberalisere arbejdsmarkedet og reducere overførselsindkomster.

Det er netop nøglepunktet i den keynesianske tilgang – man forsøger at løse mikroproblemer ved makroløsninger – det er i bedste fald ineffektivt og i værste fald skadeligt.

Christian, grækerne har stemt på de politikere der har kørt landet i sænk. Så langt må du vel medgive, at rationaliteten i græske vælgere måske er lavere end hos andre?