Dette papir du linkede til, siger intet om økonomiske konjunkturer, men derimod om hvordan politikerne handler, der findes ingen økonomiske choks i modellen kun politiske, og derfor siger den ingenting om økonomiske konjunkturer. For at det skal være relevant, skal det bygges ind i en model med fremadskuende optimerende agenter, stokastiske shocks(til økonomiske variable) kort sagt en DSGE-model.

Pengepolitikken er modcyklisk stortset alle steder, hæver renten i booms og sænker i recessioner. Finanspolitikken er det lidt varierende, hvad der bliver gjort, men USA har lavet ekspansiv i den nuværende recession. Pointen med de nye makromodeller er ikke at forklare hvad politikerne/centralbanken gør, men hvad de burde gøre.
Hvis politikerne/centralbanken så agerer forkert, fordi de har politiske interesser. Så er den forkerte ageren i disse modeller, at der bliver ført kontraktiv penge/finanspoltik i recessioner, og jeg kan ikke se hvordan public choice modeller kan komme til en anden konklusion.

Modcyklikalitet er når finans- eller pengepolitikken bliver ekspansiv når konjunkturerne svækkes, og kontraktiv når de forbedres. Det er basalt set Keynes og Kaleckis politiske ide.
Mht. links er der en lidt ældre diskussion her: https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=3&cad=rja&uact=8&ved=0CDIQFjACahUKEwjmktWPttrHAhUF1iwKHfpvCDg&url=http%3A%2F%2Fwww.nber.org%2Fchapters%2Fc11055.pdf&usg=AFQjCNGDr8gRcOOEecnc5Hg2HnDw3tYW5g&bvm=bv.101800829,d.bGg

Cool hvis de findes, har du nogle links?

Jeg forstår ikke helt hvad du mener med keynesianske modcyclikalitet?

Min hovedpointe er, sagt på en anden måde, at standard-modellerne virker fint præskriptivt, men elendigt deskriptivt. Hvor er f.eks. den keynesianske modcyclikalitet, som de stort set alle peger på?
Og så er det ikke rigtigt, at der ingen public choice-modeller er. Du glemmer hele feltet med politiske business cycles.

De fleste makromodeller antager, at man kender den nuværende situation, hvilket selvfølgelig er forsimplet, da der går nogle måneder før man får BNP-tal, men igen modellerne virker også når der er lag på finans- og pengepolitikken, så den antagelse virker rimelig.

Det er mange års af forskning, som er i de modeller, og nu er disse modeller, de bedste vi har. Der findes ingen public choice modeller for makropolitik, så det er op til Jer at vise, at det er vi andre, der tager fejl.

Er der ikke også en pointe i at politiske indgreb i økonomien bygger på beskatning med dens negative effekter?

Det nytter vel ikke noget at indføre beskatning eller belåning for at føre økonomien i politisk retning, hvis det man ønsker er at stille markedet tilfreds? Det vigtigste er vel at producere det som gør markedets deltagere mest tilfreds, og det tjener vel ikke til markedets tilfredsstillelse at beskatte transaktionerne mellem aktørerne yderligere?

De monetære stabiliserende markedsmekanismer tager også tid. Ovenpå en krise hvor efterspørgslen på penge stiger følger en periode hvor markedet forsøger at møde efterspørgslen. Når denne er mødt følger senere en periode hvor efterspørgslen på penge falder og igen sender penge i omløb.

Tiden mellem efterspørgslen stiger og mødes vil være kortere ved at føre laissez-faire politik og tillade at købekraften af pengeenheden stiger (prisdeflation). Ved at lade centralbankerne forsøge at opnå prisstabilitet ved brug af monetær inflation så udskydes tidspunktet for hvornår markedets efterspørgsel på penge er mødt, og dermed tiden for hvornår penge igen begynder at blive efterspurgt i mindre grad.

Dette synspunkt mener jeg også har en værdi. Jeg tror den kaldes “real cash balances effect”.

Du har ret i, at der er rigtigt mange teoretiske makromodeller, der er ‘ubrugelige’ i den forstand, at de implicit kræver nogle meget særlige politiske omstændigheder for at afspejle en nogenlunde rimelig virkelighed. Det er ikke en ny indsigt – Buchanan havde dele af den i sin 1958-bog og hele hovedpointen, at man bliver nødt til at lave symmetriske adfærdsantagelser (dvs. at folk ikke pludseligt ændrer personlighed når de går ind i politik) var en helt central del af the Calculus of Consent fra 1962.
Min hovedanke mod mange makromodeller er, at de på ingen måder reflekterer den virkelighed, vi kan observere. Den er, at med de lags som kommer fra en menneskelig politisk proces, kan det der er intenderet som stabiliseringspolitik ret hurtigt blive destabiliserende. Mange af modellerne antager at politikere har information før krisen om forhold, som kun eksisterer efter krisen – altså antagelser, der i virkeligheden går et god skridt videre end almindelige rationelle antagelser.

Det er en stærk udmelding, at sige at alle makromodeller er ubrugelige. Så er der rigtig mange makroøkonomer på universiteterne rundt omkring, som laver modeller, som kræver overmenneskelige politikere.

I modellerne virker finanspolitik selvom at der er lag i det, og marginalnytten er lavere for offentlig forbrug end privat. Så et “lille” hensyn er der taget til din kritik.

Politikerne laver også diskretionære love hvor de strammer finanspolitikken i recessioner, Så det at sige at man kan undgå diskretionær og dårlig lovgivning, hvis man ikke førte konjunkturpolitik, virker lidt underligt. Rykke offentlige investeringer frem og give midlertidige skattelettelse virker som noget, der burde kunne lade sig gøre.

Hvordan man skal føre finans- og pengepolitik ifølge public choice teori syntes jeg står hen i det uvisse. For hvordan en finans- og pengepolitik som virker stabiliserende, skal laves uden at politikerne eller centralbankerne er inde over, er for mig et stort spørgsmål.

Den skal blot ikke føres på gældsstiftelse, men opsparing skabt i opgangstider – hvad kræver forudseende politkere med mådehold – så måske virker det alligevel kun i teorien.