It’s the democracy, stupid

Skrevet af Henrik Christoffersen

En legendarisk artikel fra 2001 skrevet af de tre økonomiprofessorer, Alberto Alesina, Edward Glaeser og Bruce Sacerdote stiller spørgsmålet: Why Doesn’t the United States Have a European Style welfare State? Svaret finder de ved at efterprøve gyldigheden af en tankevækkende forklaringsmodel. Som udgangspunkt giver forfatterne en i sig selv tankevækkende definition af, hvad de forstår ved begrebet velfærdsstat. En velfærdsstat er i denne optik slet og ret at opfatte som en omfordelingsmekanisme. Velfærdsstatens omfang viser sig dermed i form af graden af økonomisk omfordeling i samfundet. Det leder forfatterne hen til at beskrive den mekanisme, som bedriver omfordelingen. Vi har altså at gøre med økonomer, som undersøger politiske systemer og demokrati.
Nu er der fundamentale forskelle på, hvorledes politiske systemer fungerer, og sådanne forskelle findes også i rig udstrækning i lande, som vi alle vil betegne som demokratier. I artiklens model bliver så sat fokus på de momenter ved landenes demokratiske systemer, som forfatterne antager at være bestemmende for graden af omfordeling.
Herved udvikler artiklen en forklaringsmodel, som gør graden af omfordeling beroende på to fundamentale størrelser. For det første antages, at graden af omfordeling beror på graden af lighed i fordelingen af politisk magt. Her betyder det noget, om alle faktisk deltager i de demokratiske valg, og om de politiske institutioner er udformet, så hver borger formelt er ligestillet i magtfordelingen.
Den anden størrelse, som antages at være afgørende for graden af omfordeling, er graden af altruisme i befolkningen. Her betyder det noget, i hvilket omfang borgerne finder egen nytte i visheden om, at andre borgere gives forbrugsmuligheder.
Med sådan en model som udgangspunkt gør forfatterne nu den forsøgsvise antagelse, at vi har at gøre med et samfund, hvor borgerne er aldeles selviske, således at graden af altruisme kan sættes til nul. Alle stiller spørgsmålet: Hvad er der i det for mig? Ligeledes forestiller forfatterne sig, at der i dette samfund fungerer et politisk system, hvor den politiske magt er fuldstændig ligeligt fordelt, så alle borgere er fuldt ligestillede i politisk indflydelse.
Forfatternes intention er herefter at undersøge, hvilket omfordelingsudfald, som vil fremkomme i forfatternes syntetiske samfund. Her påviser artiklen, at der findes èn og kun en løsning, såfremt borgerne agerer rationelt. Vejen hertil går over medianvælgerbetragtningen, idet forfatterne først gør medianvælgerens placering i fordelingen af primære indkomster klar. Det sker ved med solidt empirisk belæg at antage, at fordelingen af primære indkomster i samfundet er venstreskæv. Altså at der er få, som har meget små indkomster men mange, som har middelindkomster og tillige få med meget høje indkomster, som til gengæld kan være ekstremt høje. Alt i alt vil så gælde, at den midterste indkomstmodtager, der her defineres som medianvælgeren, vil have en indkomst, som er lavere end gennemsnitsindkomsten i samfundet. De få borgere med ekstremt høje indkomster vil nemlig trække gennemsnitsindkomsten mærkbart op, men de vil numerisk tælle uendeligt lidt. For medianvælgeren er situationen hermed, at den økonomisk bedste løsning på omfordelingsspørgsmålet vil være at indgå en alliance med alle vælgere med lavere indkomst end egen indkomst. Herved vil der netop blive dannet et flertal kun marginalt større end 50 procent. Dette flertal vil kunne forenes i en bestemt politik, som vil være optimal for alle i denne flertalsalliance, nemlig i den politik, som dikterer fuld omfordeling. Det vil øge flertallets økonomiske råderum maksimalt at inddrage penge fra det mere velstående store mindretal og fordele pengene til flertallet indtil velstandsniveauerne mellem de to vælgergrupper er fuldstændig udjævnede.
Alesina, Glaeser og Sacerdote argumenterer ud fra deres model for, at USA nødvendigvis må være en velfærdsstat af begrænset størrelse. Altruismen er her begrænset, ikke mindst i kraft af racemodstillingerne. Og det amerikanske demokratiske system realiserer ikke en reelt lige fordeling af politisk magt mellem borgerne. Spørgsmålet er så, om vi kan forstå den ekstremt store danske velfærdsstat ud fra modellen?
Det er vanskeligt eksakt at efterprøve dette spørgsmål i en modelberegning, men der gives væsentlige indikationer i retning af, at modellen kan forklare en dansk særlig stor velfærdsstat. National Center of Competence in Research på universitetet i Zürich udviklede i 2011 et demokratibarometer baseret på en sammenvejning af 12 forskellige funktioner ved demokrati. Når de anvender dette indeks på 33 udviklede demokratier finder de, at Danmark er det land overhovedet, som ud fra disse kriterier står som det stærkeste og mest veludviklede demokrati. Danmark er også et af de lande, som overhovedet har fået opbygget det stærkeste system af interessevaretagende organisationer, og den danske model på arbejdsmarkedet er enestående. Trepartsforhandlinger er i princippet en central del af den danske model, men trepartsforhandlinger har alene vist sig mulige, når arbejdsmarkedets interessevaretagende parter gives frit slag. Overordnede hensyn er stort set ikke mulige at inddrage. Dansk politik er nok i udpræget grad at opfatte som slet og ret et interessespil.
Det virkeligt ondskabsfulde i Alesinas, Glaesers og Sacerdotes model er, at den i virkeligheden ser vælgernes insisteren på mere omfordeling frem for langsigtet velstandsudvikling som en selvforstærkende egenskab ved fuldt demokrati. Jo højere grad af omfordeling jo højere skatter betaler vælgerne, og derved bliver tabet også større, såfremt man ikke får del i velfærdsstatens omfordelingsprogrammer. Det bliver dermed rationelt at investere stadig mere i interessevaretagelse, og fokus bliver i stigende grad på forholdet mellem aktuel skattebetaling og aktuel tildeling af velfærdsgoder. Vækst i interesseorganisationer er et kendetegn ved velfærdsstaten, og den danske model har verdens måske højeste kontingenter til fagforeninger, som ikke blot fokuserer på løn men i stigende grad også på fordeling af velfærdsgoder i det hele taget.
Det principielle resultat fra Alesina, Glaeser og Sacerdote må i virkelighedens verden modificeres i kraft af den kendsgerning, at der er betydelige og givetvis stigende velfærdstab forbundet med velfærdsstatens finansieringskilder jo højere skattetryk og omfordelingsgrad, der søges realiseret. Det enkleste billede af denne problematik er den omvendt U-formede Laffer-kurve. Kurvens logik er, at skatteindtægterne ikke bliver ved at vokse, når skattesatsen øges, men der er et toppunkt.
Set i sammenhæng holder resultaterne fra Alesina, Glaeser og Sacerdotes omfordelingsmodel og fra Laffer-modellen mere eller mindre dansk økonomisk politik i en skruestik. Skattetrykket og graden af omfordeling er dømt til at være størst muligt givet den restriktion, som Laffer-modellen beskriver. Man kan som socialdemokraterne gjorde det ønske nye skatter, men når det kommer til stykket viser det sig, at velfærdstabene bliver for store, som det har været tilfældet med millionærskat, fedtafgift, brændeafgift osv. Eller man kan som Løkke-regeringen ønske lavere offentlige udgifter, mindre omfordeling og lavere skatter, men vælgerflertallet sætter sig i kraft af interessevaretagelsen imod. Det faktiske resultat bliver nogenlunde status quo.
Det overraskende er, at denne fastlåsning ikke har fjernet lysten til at tale om skattereformer. Det modsatte er tilsyneladende tilfældet. Nu er håbet jo som bekendt lysegrønt, og de, som ikke forstår sig på politisk økonomi, tror vist for nogles vedkommende på, at det fortsat er muligt at få flere penge i statskassen. Andre tror, at det er muligt politisk at beslutte en mindre stat.
Rent faktisk er der intet, som kan begrunde, at skattereformer ikke umiddelbart skulle ende som et provenumæssigt nulsumsspil. Håbet kan så dog være, at skattesystemet med reformer kommer til at indebære mindre velfærdstab og bedre dynamiske egenskaber. Spørgsmålet er bare, om det bliver ved med at være meningsfuldt at lede efter atter nye konstellationer af skatter og afgifter med endnu bedre egenskaber. Først findes det bedste design af indtægtssystemet, hvorefter der straks startes eftersøgningen efter det bedste design. Hvorefter … Hertil kommer, at det nok i sig selv har en konsekvens, såfremt skattesystemet får en mere effektiv udformning. Nobelvinderen Gary Beckers argument om, at mere efficiente skatter fører til højere skattetryk synes at have et belæg i den økonomiske historie.
Der foreligger blandt økonomer om ikke en fuldstændig koncensus så en betydelig tilslutning til nogle teser om vejen til et skattesystem med bedre egenskaber. Der foreligger også i forhold hertil en empirisk funderet understøttelse, som dog er stærkt beroende på forudsætninger, som langt fra er indiskutable.
En central tese er, at marginalskatten i indkomstbeskatningen reducerer arbejdsudbudet og bør bringes ned. Lavere marginalskat vil nok også øge incitamentet til arbejde for nogle individer, men en hovedudfordring for dansk økonomi på sigt er evnen til at tiltrække udenlandsk topkvalificeret arbejdskraft og til at fastholde kvalificerede danskere i landet. Her rejser sig spørgsmålet, om potentielle kvalificerede tilflyttere til Danmark vil interessere sig for den marginale beskatning eller for det totale skattetryk. Det ved vi ikke rigtig noget om, men måske vil den potentielle tilflytter snarere stille spørgsmålet: Hvad har jeg tilbage efter skat? I så fald udhules det marginale argument, når vi bevæger os ud over en kortsigtet betragtning.
En anden central tese siger, at det vil øge indtægtssystemets effektivitet at lægge større vægt på ejendomsbeskatning. De to teser set i en sammenhæng peger derved i retning af, at en omlægning fra marginal indkomstskat til ejendomsbeskatning vil øge systemets effektivitet. Argumentet om, at der foreligger en særlig subsidiering i kraft af ejendomsbeskatning under neutralitetspunktet i forhold til andre investeringsformer holder imidlertid ikke med det nuværende renteniveau. Her er ejendomsbeskatningen allerede for høj. Højere ejendomsbeskatning vil i øvrigt få drastiske konsekvenser for pensionister i landets centerområder. Stigende ejendomsskatter kan opfattes som en ekspropriering af en stigende andel af borgernes ejendom, hvorefter borgerne gøres til lejere af deres egen ejendom. Herved bliver denne beskatningsform til et frontalangreb på frihed og borgerlighed i sig selv.
I øvrigt vil en gennemgang af de statslige indtægtskilder afsløre, at problemerne med uacceptabelt store velfærdstab hober sig op.
Tesen om, at det skal kunne betale sig at spare op til pension, støder imod empirien.
Energibeskatningen er i væsentlige henseender udformet med ringe hensyntagen til efficiens i energiforsyningen men med hovedhensynet at skaffe statslige indtægter.
Momsen er specielt på en række områder så høj, at det gør brug af hoteller voldsomt dyr i Danmark. Generelt presser e-handel det danske momssystem trods den principielle momspligt. Punktafgifter har en betydelig grænsehandel som konsekvens.
Selskabsbeskatningen er så høj, at det hæmmer private investeringer. Sammen med anden kapitalafkastbeskatning hæmmes også den private opsparing.
Arveafgiften er så høj, at det er et problem for generationsskifter i den vigtige del af dansk erhvervsliv, som er familieejet.
En realistisk tolkning af dette samlede billede er, at grænsenytten ved yderligere skattereformer i et nulsumsspil vil være kraftigt faldende. Det er simpelthen stadig vanskeligere at udpege punkter, hvor der uden et prohibitivt velfærdstab kan hentes større provenuer, og så er det heller ikke muligt at lette andre skatter i nulsumsspillet.
Yderligere er det en nærliggende konklusion, at det samlede velfærdstab ved at holde et skattetryk markant over skattetrykket i vores nabolande er ganske højt. Omfordeling optager dansk politik så stærkt, at det nok kvæster den samlede velfærd.
Gives der så nogen vej ud af denne klemme? Det er vanskeligt at se tegn i dansk politik på, at det er tilfældet. Det, som nu driver den økonomiske politik, er presset fra konvergenskravene på europæisk plan, og det, som driver effektiviseringen af velfærdssektoren samt miljø- og energiområdet, er behovet for finansiering til forsørgelse og integration af et meget stort antal tilrejsende fra Afrika og Mellemøsten. Når nu der kun vanskeligt gives mulighed for at øge statens indtægter. Bag disse opstramninger gemmer sig så et slagsmål om, hvem det særligt er, som skal holde for, når der skal lappes huller i den offentlige økonomi. Her er de offentligt ansatte og modtagerne af overførselsindkomster hovedmodstandere.
Men måske er der alligevel et spinkelt håb. Den vej ud af klemmen, som ser ud til at ligge nærmest i den økonomisk politiske debat, baserer sig på rationalet, at danskerne skal arbejde mere og mere, jo mere velstillede de bliver. Ideen om 12 minutter og rent politiske beslutninger viste sig imidlertid ikke at kunne bære. Det var ikke muligt at overbevise befolkningen om, at det mere eller mindre er byrdefrit at skaffe flere penge i statskassen. Herefter er fokus kommet på den marginale indkomstbeskatning, hvor lettelser imidlertid dels har vist sig vanskelige at enes om politisk og at finansiere foruden at effekten på længere sigt er usikker, såfremt reduktion af den marginale skattesats ikke foregår som en reduktion af det samlede skattetryk. Og så er der kommet fokus på tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet. Danmark går også efter at blive landet med den seneste tilbagetrækningsalder.
Dansk økonomisk politik er blevet stort set ren reaktiv politik. Ubalancer og huller skal lappes. Under mottoet: Det gælder om at bevare velfærdsstaten. I sandhed en tankevækkende konsekvens af verdens stærkeste demokrati.
Denne reaktive politik udfoldes imidlertid i en verden under forandring. Der er adskillige argumenter for, at velfærdstabene ved de høje skatter vil blive stadig større. Det gælder eksempelvis, når udenlandsk kvalificeret arbejdskraft bliver af stadig større strategisk betydning, når erhvervsmæssige investeringer bliver stadig mere mobile, når e-handel ekspanderer og når udkantområderne bliver stadig mere beroende på turisme.
Perspektivet er, at skattetrykket vil være for nedadgående og omfordelingen altså ligeså. Ikke fordi vi kommer til at indse, at det er fornuftigt eller rimeligt. Men fordi det er uomgængeligt og vi bliver presset i den retning.

3 thoughts on “It’s the democracy, stupid

  1. Kjeld Flarup

    Jeg ser en anden kulturel forskel på omfordelingen mellem USA og Danmark, og med kulturel betyder det at den kan forsvinde.
    For nogle år siden læste jeg er interview med et Tea-party medlem som havde boet i Holland i et par år, og han var skrækslagen for deres sundhedssystem. Problemet var at han ikke selv havde kontrol.

    Umiddelbart er han jo idiot når han foretrækker det dyre amerikanske system, fremfor det “gratis” europæiske. Men det er jo nærmere danskerne som er idioter, når de står med fakler foran rådhuset og demonstrerer over den seneste nedlæggelse af en skole eller børnehave.

    Hele cirkusset med skattereformer beskrev Glistrup så glimrende i bogen “ud af skattereform fælderne” fra en gang sidst i 80’erne. Det grundlæggende problem med skattereformer, er at udgifterne ikke falder, derfor virker de dårligt.

    Faldende offentlige udgifter, kaldes ofte for besparelser, hvilket er et retorisk selvmål, og principielt lodret forkert. Vil der blive sparet på skoler, børnehaver og sundhed hvis det offentlige trak sig ud? Næppe, tværtimod ville området kunne få tilført flere penge fordi, finansieringen nu sker direkte fra brugerne fremfor via et skattesystem som notorisk ikke kan opkræve nok penge skat på grund af Lafferkurven.

    Omfordeling på den kendte måde er lig med besparelser. Som jeg siger til enhver som taler om millionær skat og andre tåbeligheder, Hvor vil du spare for at få råd til at sætte skatten op.

    Vejen frem hedder at promovere en betal selv kultur.

    Svar
    1. Uffe

      Der er naturligvis et problem med størrelsen på budgettet til det offentlige sundhedssystemet. Der er ikke nogen dynamik der tillader nogle borgere at få flere ydelser de kan tilkøbe, udover de private ordninger.

      Men det problem som jeg er mest optaget af er det samme Ludwig Von Mises beskrev i sin bog fra 1922 “Socialism” og senere i bogen “Bureaucracy”.

      Hovedpointen ligger i at uden markedspriser på input og output så ved man ikke hvilken kombination af ydelser og effektiviseringer der økonomisk fordeler resurserne bedst. Staten kan med andre ord rent faktisk ikke vide om de bruger deres 155mia kr på sundhedsvæsenet på en god måde. De har ikke noget mål for om de rent faktisk har ramt bare nogenlunde rigtigt på udbuddet på hver enkelt ydelse.

      Problemet er at de ikke ved hvad kunderne efterspørger. De ved blot hvad kundernes behov er. Problemet er at forskellen på behov og efterspørgsel er enormt stor – en efterspørgsel er et behov der er prioriteret af den enkelte forbruger, et aktivt valg om at sætte en del af denne persons midler til side til netop denne vare eller ydelse.

      Når man ikke har efterspørgsel til at guide allokeringen af resurserne i samfundet, så må man i stedet indsætte en bureaukrat der får et budget og får at vide hvilke ydelser der politisk er mest hot. Herefter vil bureaukraten gå i gang med at skrive den store bog om hvordan kravene for hver ydelse skal falde ud, for at forsøge at styre tilgangen til ydelsen. Eksempelvis skal synet være værre end +/-6 i styrke for at man kan få en øjenoperation. Samme gør sig gældende på en lang række områder.

      Det store bureaukrati der bygges op betyder langsomt en ophobning af regler og administration der pålægges hver ansat for at sørge for at resurserne ikke spildes. Det offentlige kan ikke bare spørge “går det godt med bundlinjen?” – de må i stedet spørge “følger i nu bogen til punkt og prikke?”

      I det bureaukratiske lag der ligger mellem forbrugerne og udbyderen så går vigtig prioriteringsinformation tabt, udbyderen mister forbindelsen til hvilke ydelser der er værdiskabende og vigtige for forbrugeren, mens den politiske agenda vinder ind. Sager der kommer i medierne eller sager som ophidser offentligheden får fokus, og ingen steder kan man finde den markedsbaserede kobling mellem forbrugernes prioriterede ønsker og udbuddet af ydelserne.

      Af ovenstående årsager mener jeg det vil være absolut en fordel af privatisere alle de offentlige virksomheder. Deres rolle i samfundet er for vigtig til at ende i et kæmpe bureaukrati, det er langt vigtigere at det er forbrugeren der bestemmer hvordan pengene prioriteres end at lade det være op til en bureaukrat der følger de politiske vinde.

      Svar
      1. Kjeld Flarup

        Det er jo to sider af samme sag, feedback kommer først når kunderne står foran rådhuset med faklerne.

        Man kan så vælge at se det fra udbyderens side eller fra kundens side.

        Kunden har totalt mistet kontrol, og har reelt sat sig selv udenfor indflydelse. Ufatteligt at nogen accepterer dette. (det kunne der laves nogle gode videoer over: hvis velfærd var som et supermarked!)

        Staten bevarer kontrol, men ved ikke hvad den skal styre efter. På mange måder utilfredsstilende, men den kan leve med det i laaang tid. Sovjet holdt ca. 70 år, en demokratisk velfærdsstat holder væsentligt længere, fordi faklerne ikke bliver slukket af politiet.

        At de på det fra statens side er nok den retorisk tungeste vej at gå, hvis man vil ændre noget. Det er i sig selv for akademisk for den enkelte vælger til at han eller hun helt kan forstå det. Og i systemet er der en modstand mod det, fordi betyder at staten mister kontrol.
        Så er der en større chance for at nogen fatter det, hvis de skal forstå hvorfor de kun kan købe leverpostej i supermarkedet uanset om de ønsker skinke, rullepølse eller kaviar.

        Svar

Leave a Reply to UffeCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.