Det er jo to sider af samme sag, feedback kommer først når kunderne står foran rådhuset med faklerne.

Man kan så vælge at se det fra udbyderens side eller fra kundens side.

Kunden har totalt mistet kontrol, og har reelt sat sig selv udenfor indflydelse. Ufatteligt at nogen accepterer dette. (det kunne der laves nogle gode videoer over: hvis velfærd var som et supermarked!)

Staten bevarer kontrol, men ved ikke hvad den skal styre efter. På mange måder utilfredsstilende, men den kan leve med det i laaang tid. Sovjet holdt ca. 70 år, en demokratisk velfærdsstat holder væsentligt længere, fordi faklerne ikke bliver slukket af politiet.

At de på det fra statens side er nok den retorisk tungeste vej at gå, hvis man vil ændre noget. Det er i sig selv for akademisk for den enkelte vælger til at han eller hun helt kan forstå det. Og i systemet er der en modstand mod det, fordi betyder at staten mister kontrol.
Så er der en større chance for at nogen fatter det, hvis de skal forstå hvorfor de kun kan købe leverpostej i supermarkedet uanset om de ønsker skinke, rullepølse eller kaviar.

Der er naturligvis et problem med størrelsen på budgettet til det offentlige sundhedssystemet. Der er ikke nogen dynamik der tillader nogle borgere at få flere ydelser de kan tilkøbe, udover de private ordninger.

Men det problem som jeg er mest optaget af er det samme Ludwig Von Mises beskrev i sin bog fra 1922 “Socialism” og senere i bogen “Bureaucracy”.

Hovedpointen ligger i at uden markedspriser på input og output så ved man ikke hvilken kombination af ydelser og effektiviseringer der økonomisk fordeler resurserne bedst. Staten kan med andre ord rent faktisk ikke vide om de bruger deres 155mia kr på sundhedsvæsenet på en god måde. De har ikke noget mål for om de rent faktisk har ramt bare nogenlunde rigtigt på udbuddet på hver enkelt ydelse.

Problemet er at de ikke ved hvad kunderne efterspørger. De ved blot hvad kundernes behov er. Problemet er at forskellen på behov og efterspørgsel er enormt stor – en efterspørgsel er et behov der er prioriteret af den enkelte forbruger, et aktivt valg om at sætte en del af denne persons midler til side til netop denne vare eller ydelse.

Når man ikke har efterspørgsel til at guide allokeringen af resurserne i samfundet, så må man i stedet indsætte en bureaukrat der får et budget og får at vide hvilke ydelser der politisk er mest hot. Herefter vil bureaukraten gå i gang med at skrive den store bog om hvordan kravene for hver ydelse skal falde ud, for at forsøge at styre tilgangen til ydelsen. Eksempelvis skal synet være værre end +/-6 i styrke for at man kan få en øjenoperation. Samme gør sig gældende på en lang række områder.

Det store bureaukrati der bygges op betyder langsomt en ophobning af regler og administration der pålægges hver ansat for at sørge for at resurserne ikke spildes. Det offentlige kan ikke bare spørge “går det godt med bundlinjen?” – de må i stedet spørge “følger i nu bogen til punkt og prikke?”

I det bureaukratiske lag der ligger mellem forbrugerne og udbyderen så går vigtig prioriteringsinformation tabt, udbyderen mister forbindelsen til hvilke ydelser der er værdiskabende og vigtige for forbrugeren, mens den politiske agenda vinder ind. Sager der kommer i medierne eller sager som ophidser offentligheden får fokus, og ingen steder kan man finde den markedsbaserede kobling mellem forbrugernes prioriterede ønsker og udbuddet af ydelserne.

Af ovenstående årsager mener jeg det vil være absolut en fordel af privatisere alle de offentlige virksomheder. Deres rolle i samfundet er for vigtig til at ende i et kæmpe bureaukrati, det er langt vigtigere at det er forbrugeren der bestemmer hvordan pengene prioriteres end at lade det være op til en bureaukrat der følger de politiske vinde.

Umiddelbart er han jo idiot når han foretrækker det dyre amerikanske system, fremfor det “gratis” europæiske. Men det er jo nærmere danskerne som er idioter, når de står med fakler foran rådhuset og demonstrerer over den seneste nedlæggelse af en skole eller børnehave.

Hele cirkusset med skattereformer beskrev Glistrup så glimrende i bogen “ud af skattereform fælderne” fra en gang sidst i 80’erne. Det grundlæggende problem med skattereformer, er at udgifterne ikke falder, derfor virker de dårligt.

Faldende offentlige udgifter, kaldes ofte for besparelser, hvilket er et retorisk selvmål, og principielt lodret forkert. Vil der blive sparet på skoler, børnehaver og sundhed hvis det offentlige trak sig ud? Næppe, tværtimod ville området kunne få tilført flere penge fordi, finansieringen nu sker direkte fra brugerne fremfor via et skattesystem som notorisk ikke kan opkræve nok penge skat på grund af Lafferkurven.

Omfordeling på den kendte måde er lig med besparelser. Som jeg siger til enhver som taler om millionær skat og andre tåbeligheder, Hvor vil du spare for at få råd til at sætte skatten op.

Vejen frem hedder at promovere en betal selv kultur.