Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal. – Milton Friedman

I den kommende tid vil vi her på punditokraterne komme med en række indlæg der på forskellige måder tager udgangspunkt i den debat, som har raset i årevis om tilstrømningen af udlændinge. Karsten Skjalm har allerede leveret den første.

Der vil være tale om meget forskelligartede indslag, der dog vil have det til fælles, at de vil være baseret på et samfundsvidenskabeligt grundlæg.

Vi står naturligvis kun inde for egne indlæg, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil være endog stor uenighed mellem skribenterne. Men forhåbentlig bliver vi alle klogere. Og det har vi brug for.

Min første post handler (ikke overraskende) om økonomer og økonomi – og lidt om blinde punkter.

Det økonomiske argument for immigration

At arbejdskraftens fri bevægelighed, i lighed med varer og kapital, indebærer en stigning i globalt BNP, bør ikke i sig selv være kontroversielt. Ifølge Prichets, “Let their People come“, lavet for tænketanken “Center for Global Development” vil et konservativt skøn være en stigning på 20-50 procent, mens nogle beregninger viser op til 100 procent stigning ved fuld liberalisering af arbejdsmarkedet.

Man kan også tolke ovenstående som, at hvis arbejdskraften frit kunne og faktisk søgte mod højere lønninger, ville globalt BNPstige voldsomt.

Beregningerne hviler dog ofte på en række måske ikke helt realistiske forudsætninger, ikke mindst kræver det fravær af interessegrupper, som f. eks. fagforeninger, minimumslønninger mv.

De estimerede effektivitetsgevinster er sammenlignet med effekterne fra afskaffelse af resterende begrænsninger af handels- eller kapitalstrømme, unægtelig enorme, hvis beregningerne er korrekte.

Hvor effektivitetsgevinsterne ved afskaffelse af alle resterende handelshindringer er skønnet til lige under 3% af bl.a. Verdensbanken, og fuld liberalisering af kapitalbevægelserne er estimeret  til under 2 procent af globalt BNP (begge er fortsat af et omfang som er betydeligt), er gevinsten ved fri bevægelighed for arbejdskraft meget voldsom. Gevinsterne er estimeret til at være på mellem 122% og 147 %.

Men men men. Den samlede gevinst dækker naturligvis over at ikke alle grupper opnår lige stor gevinster. Både tabere og vindere er relativt nemme at identificere.

De to grupper som står til den største gevinst er kapitalejerne og migranterne. Herefter følger den relativt veluddannede del af befolkningen. De potentielle tabere (i hvert fald relativt) er ufaglært arbejdskraft i modtagerlandene, hvilket sagtens kan være (tidligere) indvandret arbejdskraft.

Nedenstående figur (fra England) viser også ganske klart at det har stor betydning for ens holdning, hvorvidt man tilhører en gruppe som står til at vinde eller tabe på den øgede mobilitet.

Økonomers blinde punkt, eller hvad rager globalt BNP mig?

Det er muligvis vanskeligt at forstå for visse økonomer, men nej, et højere globalt BNP er ikke nødvendigvis et uimodståelig argument. Sådan fungerer mennesker og samfund ikke. Heller ikke hvis vi ser bort fra kulturelle indsigelser ( i forhold til økonomiske). Det er ikke nødvendigvis en erkendelse som kommer let (slet ikke til mig).

Men det er jo lidt vanskeligt at komme ud over det faktum, at der både eksisterer fagforeninger, passiv forsørgelse og politikere der jo lever af at stemmemaksimere, jævnfør også det indledende berømte citat fra Milton Friedman

I modsætning til emigranterne har (lavtuddannet) arbejdskraft i destinations-landet jo stemmeret. 

Man kunne heroverfor med rette anføre, at med stigende indkomstforskelle øges incitamentet til at søge anden beskæftigelse, der kræver flere kvalifikationer. Det er bare lidt vanskeligt at forklare folk, mildt sagt.

Og så er der det med kulturen

Økonomiske fordele ufortalt er der ét punkt man med rette kan påtale at en del økonomer har svært ved at forholde sig til, nemlig kultur.

En måde at formulere det er, at ideen om en national distinkt kultur og veneration for denne muligvis er den væsentligste bremseklods for et frit globalt arbejdsmarked.

Alternativt formuleret: faktiske kulturelle forskelle og gensidig mistro mindsker mulig udnyttelse af de økonomiske gevinster (set ud fra en utilitaristisk forestilling om at maksimere globalt BNP og velstand).

En opinionsmåling i Storbritannien i 2012 viste, at 3 ud af 4 ønsker man bremser den fortsatte indvandring, mens ca. hver anden anfører at indvandringen underminerer Storbritanniens kultur. Ifølge Anna Mayda, “Who is against Immigration“, er der en sammenhæng mellem homogenitet og afstandstagen fra arbejdskraftsindvandring.

David Card m  fl.,  “Understanding attitudes to immigration: The migration and minority module of the first European Social Survey“, påpeger at:

In general, education, work skills, linguistic ability and, most importantly, commitment to a country’s way of life are seen as important, whereas wealth, religion and race are less so.

Et slående træk er i øvrigt forskellene i holdning til fortsat indvandring. Mens Sverige  sammen med Schweiz generelt er positiv overfor immigration, er lande som bl.a. Luxembourg, Finland, Grækenland og Ungarn negativt indstillede. Som det fremgår ligger Danmark nogenlunde “midt i feltet” sammen med bl.a. Frankrig, England og Spanien.

Afrunding

Et fællestræk ved de anvendte kilder til dette blogindlæg er, at de i udgangspunktet er fortalere for arbejdskraftens fri bevægelighed, og “besværlighederne” med kultur og kulturelle forskelle i forhold til arbejdskraftens fri bevægelighed anses for beklagelige.

Men uanset om man opfatter modstanden/frygten mod emigranter som udtryk for en reel og forstålig frygt eller “falsk bevisthed”, er det et forhold man bør tage alvorligt. Historien har før vist hvad vi er i stand til at gøre, hvis vi mener, at vi selv og vores nære er truede. I den forstand er det underordnet om modstanden er baseret på fakta eller ej.