Lykkeforskningen ser næsten udelukkende på, hvad der gør de fleste folk mere eller mindre lykkelige og tilfredse med deres liv. Mens forskningen er kommet ganske langt i at forstå det overordnede spørgsmål, har der ofte ligget en nagende tvivl hos dele af miljøet: Overser vi, at minoriteter måske er påvirket af ganske andre ting? Et nyt studie, der sammenligner 110 lande, tager fat på problemet.

Sammen med mine svenske venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet og IFN) har jeg lavet papiret ”What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index.” Tricket er, at Niclas for nogen tid siden deltog i en global undersøgelse af homoseksuelle mænds tilfredshed – the Gay Happiness Index. Han fik besked, da undersøgelsen blev offentlig, og foreslog Therese og mig at vi burde kigge på den. Det er præcist det, vi har gjort, og med den ekstra fordel, at undersøgelsen også spurgte om respondenternes opfattelse af samfundets syn på dem, og deres oplevelser med diskrimination.

Som man kan se i figuren nedenfor, der illustrerer europæiske landes situation, er der stor forskel på, hvor tilfredse bøsser er med deres liv. Svarene, som vi har skaleret mellem 0 og 10, varierer fra 2,9 i Albanien og 3,7 i Bosnien, til 9,9 i Norge og 10 i Danmark. Det er også ret klart, at de nordiske lande (de blå søjler) som sædvanlig ligger i top, mens de postkommunistiske lande (de røde søjler) er i bund – med den interessante undtagelse af Tjekkiet (pudsigt nok Niclas andet hjem). Den næste figur illustrerer den ekstremt stærke sammenhæng vi ser i hele verden mellem hvordan samfundet opfatter bøsser – deres opfattelse af om love er neutrale, om folk og offentlige institutioner er ’bøsse-venlige’, og om det er accepteret at bøsser holder hånd, kysser og kontakter hinanden offentligt – og hvor lykkelige de er.

Hovedfundene er dog, at gennem offentlighedens opfattelse og diskrimination – de to store ’transmissionsmekanismer’ – er bøsser langt mere tilfredse i lande med lovgivning, der sikrer lige rettigheder (i modsætning til særrettigheder), der er rige, demokratiske, stærkt globaliserede og har relativt begrænsede offentlige sektorer, og som ikke har en kommunistisk fortid eller store muslimske eller ortodokst kristne befolkningsgrupper. Sjovt nok påvirker omfanget af trusler ikke bøssers tilfredshed i synligt omfang, men truslerne – der er voldsommere i fattige og ikke-demokratiske lande, og i lande med store muslimske, katolske eller protestantiske grupper, påvirker dog deres incitament til at flytte væk. Food for thought, som man siger på engelsk, for både dem der argumenterer, at den eneste vej frem er særrettigheder og mere stat, eller dem der mener, at religion kan ordne alt.