Policy usikkerhed og den manglende recovery

Jeg sidder i skrivende stund til et offentligt seminar i Stockholm, organiseret af Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) med Steven J. Davis. Davis er professor ved the Booth School ved University of Chicago og en af hovedkræfterne bag et større forskningsprojekt om policy-usikkerhed. Projektet handler om at måle hvor usikker og uforudsigelig politik i dag og den nærmeste fremtid er, og hvilke konsekvenser usikkerheden har.

Tænker man på en specifik dansk kontekst er Davis arbejde stærkt relevant. For det første gælder usikkerheden, hvem der kommer til at tage beslutningerne – er det særligt tydeligt i den danske, politiske virkelighed? For det andet er det næppe klart, hvilke beslutninger, der kommer til at blive taget – det er svært at forudse, hvad de danske politikere nu kan finde på. Og for det tredje er det usikkert, hvilke konsekvenser beslutningerne kommer til at have, når selve politikken er usikker og muligvis upræcist formuleret.

Policy-usikkerheden kan således komme fra forskellige kilder, og ikke mindst usikkerhed omkring hvornår det næste valg kommer, og hvem kommer til at vinde valget. I en særligt dansk kontekst er det værd at bemærke, at konceptet ’hvem der kommer til at vinde valget’ er særligt tåget, da det at vinde ikke behøver at betyde, at man får regeringsmagten. Usikkerheden kan dog også komme fra overfølsomme reaktioner på medierne og – bliver man nødt til at understrege – fra rendyrket inkompetence.

Usikkerhed i skattepolitikken er et eksempel på den første mekanisme: Hvis det er uklart, hvordan boligskatterne kommer til at udvikle sig, vil mange mennesker rationelt udskyde boliginvesteringer. Usikkerhed i enten niveauet af boligskatter eller deres implementering kan derfor fryse boligmarkedet. Det samme gælder for usikkerhed i reguleringspolitik, der kan få virksomheder til enten at udskyde investeringer, eller helt opgive dem eller flytte investeringerne til et andet og mere politisk sikkert land.

Et andet problem er, at når nogle lande og mange virksomheder søger at tage et lån, kan policy-usikkerhed påvirke låneomkostningerne. Usikkerhed i regulerings-, skatte, eller udgiftspolitik vil alt andet lige gøre private investeringer mere usikre, hvilket vil betyde, at enhver bank eller anden finansiel institution vil kræve en højere risikopræmie på lånet. Det samme gælder private investorer, de køber aktier eller virksomhedsobligationer, ligesom man vil kræve væsentligt højere risikopræmier på statsobligationer fra lande, der opfattes som politisk usikre (tænk Grækenland). I det omfang at banker ikke kan kræve en høj risikopræmie – måske pga. usikkerhed omkring de politiske reaktioner på præmierne – kan det være rationelt helt at opgive nogle typer udlån.

For det tredje kan usikkerheden naturligvis også reflektere, at politikere og det underliggende politiske system reagerer for hurtigt på, hvad de opfatter som problemer. Politikken vil således ofte blive hastet igennem og være dårligt gennemtænkt. Den kan også lide under problemet, der beskrives i økonomvitsen ”Vi må gøre noget! Det her er ’noget’. Så det må vi gøre.” Med andre ord samler man tilfældige ideer op, der flyder rundt i den offentlige eller akademiske debat, og implementerer den uden videre omtanke.

Den særlige værdi i Steven Davis arbejde med Scott Baker og Nicholas Bloom er, at de for det første kvantificerer policy-usikkerheden ved at bruge medieomtale af processen. For det andet viser de, at usikkerheden faktisk har ganske tydelige, økonomiske konsekvenser – usikker og dårlig politik koster virksomheder og vælgere. Når man således ser på den danske krise og tiden derefter er det slående, hvordan de private investeringer ikke er kommet i gang igen – dvs. at der mangler en dansk ’recovery’ fra krisen. Vi havde i forvejen et langsigtet problem i forbindelse med produktivitetsudviklingen – helt specifikt i serviceerhvervene og den offentlige sektor – men efter krisen er dansk økonomis anæmiske udvikling påfaldende. Historien, som Davis fortæller, er en interessant analytisk vinkel at tage, og en vinkel, der ser ud til at være helt konsistent med både udviklingen på Christiansborg og de 99,9 % af Danmark, der ligger udenfor borgen.

UPDATE: Hele præsentationen og den efterfølgende debat kan ses her. Arrangementet er yderligere omtalt her hos IFN og her i Svenska Dagbladet.

5 thoughts on “Policy usikkerhed og den manglende recovery

  1. Uffe

    Tak for et godt indlæg Christian.

    Hvis du skulle fordele de samlede barrierer for virksomhedernes investeringer i Danmark, hvordan ser du vægtningen mellem usikre politiske tider (dit indlæg her) kontra dårlige generelle rammevilkår (eksempelvis subsidie-skævvridning, reguleringsbarrierer etc) for investeringer i Danmark efter finanskrisen?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan se at rammevilkårene skulle være markant ringere end før krisen. Der er naturligvis sket en tydelig, yderligere regulering af den finansielle sektor, men udover den er der vel ikke sket ret meget, som ikke også ville være sket alligevel? Så jeg ser faktisk helt intuitivt den manglende recovery i de private danske investeringer som en primær følge af usikkerheden. At en del af de sandsynlige tiltag nok vil være skadelige – bl.a. pga. politikernes inkompetence – er i en vis forstand en del af usikkerheden og i en anden forstand forudset elendighed.

      Svar
      1. Uffe

        Hej Christian,

        Jeg formulerede mig ikke præcist, jeg var egentlig interesseret i hvor meget af barrieren for investeringer i Danmark skyldes rammevilkårene (i forhold til det mest investeringsvenlige land eksempelvis) og hvor meget der skyldes usikkerheden.

        Jeg tror du har ret i at rammevilkårene ikke er blevet så meget ringere efter finanskrisen, selvom de har sænket virksomhedsskatten, så har de hævet regulering andre steder. Men rammevilkårene for investeringer i Danmark er den ikke generelt knap så god som andre steder, hvis investeringen eksempelvis skal følges op med ufaglært arbejdskraft til produktion eksempelvis?

        Der må da være en årsag til at man vælger at flytte produktion til Polen fra Danmark, eksempelvis produktion af vinduer eller varer i metalindustrien.

        Svar
        1. Christian Bjørnskov

          Mht. det at flytte produktion af relativt simpel produktion til Polen, er der en enkel forklaring: Polakkerne er ved at være tæt på så produktive som os i den type produktion, men får stadig en lavere løn. De er også gode til at holde kvaliteten og uanset hvad folk går og tror, er Polen ikke noget særligt korrupt land længere.
          Det er andre investeringer- tænk f.eks. investeringer til at erstatte simpel produktion i Danmark – der ikke rigtigt sættes i gang. Præcist hvorfor det ikke sker, er svært at sige. Jeg tror bestemt, at policy usikkerheden er en faktor, men se frem til hvad vismændene kan foreslå til foråret.

          Svar
          1. Uffe

            Er der en måde at finde ud af hvilke overvejelser investorerne sidder med, når de fravælger at automatisere produktion i Danmark?

            De må velsagtens sidde med en palet af muligheder for at placere kapitalen, og de må vel selv vide hvorfor de vælger som de gør.

            Jeg synes at kunne se at ikke-finansielle virksomheder øger deres indlån siden efteråret 2011. Plotter man indlånet fra ikke-finansielle virksomheder i tiden siden finanskrisen ligner kurveformen et V, hvor forår 2008 er den første top, og bunden er efterår 2011.

            I dag er trenden stigende indlån fra ikke-finansielle virksomheder.

            Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.