Er den her noget du vil citeres for?:

den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj,

Og er den udlægning at du mener, at der findes en stor del af venstrfløjen som er de-facto fascistisk, korrekt?

Well, i så fald er det da godt at visse er gået fra direkte aktion til det noget mere håndterbare UVVU…

Men i øvrigt helt enig. Fascisme er svær at skelne fra så meget andet venstrefløjs ideologi.

Hej Lasse
Tak for forslaget! Jeg har en ny version liggende, som er den der bliver submittet, hvor jeg bl.a. sørger for at citere Petrova, ligesom jeg også har mere kød på referencer til Leeson. Som jeg skrev i posten, er dette den første version, og alle forslag er meget velkomne.
Christian

Jeg bliver langsomt mere og mere kynisk overfor demokratiet, efterhånden er jeg nået det punkt hvor jeg i en sarkastisk bemærkning kan finde på at sige at demokrati og markedsøkonomi er hinandens modsætninger.

Årsagen er befolkningens syn på markedsøkonomi og deres syn på staten. I min liberalistiske verden er markedet stedet hvor man sikrer sin indkomst ved at “spille spillet” hvor man bytter goder med hinanden mens staten er et dræn på samfundet der unødigt spilder resurserne og fordyrer transaktionerne.

Den gængse opfattelse hos befolkningen af de to institutioner er nærmest diametralt modsat – markedet spilder resurser og staten sikrer dig din indkomst.

Flertallet i demokratiet ønsker tilsyneladende at lade staten plyndre markedet, eller lade bureaukraterne regulere markedet i forkvaklede og destruktive forsøg på at forbedre markedets sociale nytte.

Demokrati og markedsøkonomi hænger kun sammen så længe hovedparten af befolkningen forstår markedskræfterne og ved at det bedste er at lade markedet være selvom man finder nogle af dets udfald umoralske eller forkastelige jævnfør egne personlige værdinormer.

Har Hayek og Friedman ikke været påvirket af facismens fremblomstring i 30’erne. Specifikt har fredsaftalen efter første verdenskrig sat Tyskland i en ikke særlig fri situation, hvilket ødelagde Weimar republikken og lagde grunden for at nazister og kommunister kunne fremføre deres ideologier.

Der er selvfølgelig det, at der på det tidspunkt de to bøger blev skrevet, ikke har fandtes så mange stabile demokratier. Langt det meste af Europa havde for mindre end 100 år siden kastet monarkierne af sig. Vi har jo østlande i EU som er under stærk kritik for fjerne sig fra demokratiske principper. Mod det kan man så igen argumentere at de jo kun lige har kastet kommunismens åg af sig og derfor ikke er stabile demokratier.

Man kan også se på antidemokratiske strømninger i Vesteuropa, hvordan de har vind i sejlene når økonomien går dårligt.

Burde Kina ikke også med som case. Her har man økonomisk frihed, men ingen pressefrihed. Man har selvfølgelig ikke demokrati.

Derfor burde man egentligt definere hvad er et stabilt demokrati, og derefter kun køre analysen på disse lande. For hypotesen går vel på stabilt til ikke stabilt demokrati. Så vil empiri fra ikke stabile lande vel være af mindre betydning.

Havde de været den anden vej rundt, at demokrati fører til økonomisk ufrihed, så tror jeg at det ville være lettere at finde eksempler, vi sidder nærmest midt i det. Det synes lettere at finde eksempler på at demokrati er opstået ud af økonomisk frihed.

Tager vi Danmark som case, så er demokratiet efterhånden så indgroet at det næsten er en religion. Det samme er ytringsfriheden. Her ihukommer et mig at Steen Steensen i sine evindelige skriverrier mod de intellektuelle har skrevet at ytringsfrihed er kun for de intellektuelle, der har fået dyre uddannelser betalt af skatteyderne.

Se blot på Punditokraternes egen serie om Zombieideer. Hvorfor lever disse ideer stadigt, nå de er så forkerte. Fordi vi har ytringsfrihed, hvor enhver veltalende Pikety kan fremføre sit vrøvl så overbevisende, at det kan vinde valg.

På Hayek og Friedmans tid var der ikke så mange højt uddannede intellektuelle.

Lad mig fremføre en anden hypotese. Institutionaliseret demokrati og ytringsfrihed kan understøtte hinanden så meget, at uanset hvor dårlige beslutninger der tages, vil de forblive “stabile” – lige indtil de kollapser. De vil lave reformer, men reformerne kommer som regel for sent til at virke, men tidsnok til at opretholde demokratiet.