Mandag blev der lukket op for data fra de nu berømte Panama papers, og målt på potentielt skatteprovenu til den danske stat, må det mildt sagt siges at være noget af en fuser.

Sølle 65 personer med dansk tilknytning har kunne identificeres, og så må man jo ikke glemme, at de absolut intet illegalt behøver at have foretaget sig. Se også Otto-Brøns Petersens fremragende indlæg fra den 16. april “Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?”

Man fristes næsten til at sige “hvad sagde jeg” – eller rettere “hvad sagde vi”. Vi har tidligere skrevet om den ofte meget fantasifulde debat der efterhånden har kørt i nogle år omkring skatteundragelse og skattely, som har stået på i nogle år efterhånden. Om hvorledes der bringes tal til torvs som er mildt sagt ude af proportioner.

Se også tidligere indlæg her.

En slet skjult politisk dagsorden

At mennesker prøver at minimere deres skattebetalinger burde ikke være noget kontroversielt standpunkt. Det gør vi alle sammen, og staten løber endda an på det, når man f. eks. tilbyder os en skatterabat, hvis vi betaler skat af vores pensionsopsparing nu i stedet for at vente til vi får den udbetalt, når vi handler ind syd for grænsen osv.

Det afskrækker dog ikke venstrefløjen for at sidestille denne form for skatteundgåelse med egentlig skatteindragelse. Og det sker med en retorik der er både svulstig, vulgær og appellerer til de laveste instinkter hos mennesker.

Man taler om at almindelige mennesker gerne betaler ind til “fælleskassen”, mens velhavere og (naturligvis) multinationale selskaber bistået af den (væmmelige) finansielle sektor undrager sig at yde deres bidrag.

At den estimerede værdi af skatteundragelse via sort arbejde så er flere gange større end den estimerede værdi af undragelse via skattely, selv når sidstnævnte sættes endog meget højt, taler man ikke om. Man skal jo ikke lægge sig ud med sine vælgere.

Fortællingen om hvordan de velhavende, multinationale (de fremmede) og den finansielle sektor (jøderne) nasser og bedrager “os”, har jo også dybe historiske og religiøse rødder. Og det var bestemt også et sællert ved 1. maj talerne.

Er der håb om en mere afbalanceret debat i fremtiden?

Hvor det i mange år har været voldsomt frustrerende at følge skattelys-debatten i pressen, er der måske et lille håb for fremtiden.

Således havde Berlingske Finans en artikel, “Skattely navne offentliggøres – er debatten hysterisk“, oven på mandagens “afsløringer” af navne i Panama papirerne, hvor både Otto Brøns-Petersen og undertegnede kom til orde med vores kritik.

Som Otto siger i artiklen om den danske debat:

Debatten har været overdrevet, og Panama-papirerne har været brugt til en generel mistænkeliggørelse af dansk erhvervsliv. Der er ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk – eller familiemedlemmer til dem – nævnt i det, som er kommet frem indtil videre. Det bekræfter, at Danmark ikke har noget stort problem med dette sammenlignet med andre lande.

Det afholder dog ikke Lars Koch fra IBIS i at mene, at at sagen om Mossack Fonseca viser,

“at ansvarlige danske banker og rådgivere hjælper med at omgå skattelovgivningen. Det vurderes, at den danske stat går glip af 3-5 mia. kr. i tabte skatteindtægter alene fra rentebeskatning af rigmænds formuer gemt i skattely.”

Han er dygtig ham Lars, når det kommer til det retoriske, det giver jeg ham, men det er altså mildt sagt problematisk at han udviser s ringe respekt for helt grundlæggende retsstats-principper, som han gør.

Og læg mærke til den manglende kritik af det som er kernen i problemet, der nemlig IKKE er hverken skatteundgåelse (som er legalt) eller skatteundragelse (som er snyd) – en skelnen, som Lars Koch og venstrefløjen tilsyneladende ikke forstår.

Problemet med at fokusere på de tabte skatteindtægter – der trods alt er begrænsede i forhold til staternes samlede indtægter – er ikke det centrale problem, eller som jeg er citeret for i artiklen i Berlingske Tidende:

Konsekvensen er, at man dermed ikke diskuterer det væsentlige. Nemlig at Panama Papers afslører korruption og hvidvask i lande som Rusland og Kina og tilsyneladende også i Island og Spanien.

Det handler om menneskesynet åbenbart

Men måske skyldes venstrefløjens besættelse af én form for skatteundragelse måske i virkeligheden noget helt andet, nemlig behovet for selviscenesættelse og dyrkelse af sig selv som “det gode mennesker” – Se her hvad Pelle Dragsted fra Enhedslisten skriver om Enhedlistens vælgere under en facebook status, hvor han linker til et indlæg fra hans side i Politiken, hvor han ud over nogle temmelig vilde anklager mod Liberal Alliance, ret beset søger at fremstille Joachim B. Olsen som et egoistisk og følelseskoldt menneske – så meget respekt for andres holdninger.

Da jeg påpeger det lettere problematiske i at vurdere andre menneskers personlige egenskaber på hvilket parti de stemmer, er svaret at:

Selv om Pelle Dragsted tidligere har været ude og  tage afstand fra hans tidligere voldelige aktiviteter i Antifascistisk aktionsgruppe –  så er det altså hård kost at skulle se en mand der tidligere har gjort sig i hærværk og vold – opkaste sig til et bedre menneske end andre.

Pelle Dragsted er bestemt en skarp og intelligent debattør og politiker, men empati er nok ikke den egenskab man umiddelbart ville forbinde med ham. Hertil er hans fortid alligevel for belastende, uanset om han senere har fortrudt sine handlinger.v

For hvilke erhverv de nævnte i Panama Papers har, se her.