En af de store debatter de senere år, der stadig splitter politikere og almindelige mennesker, er hvordan man bedst kommer ud af en krise. Med andre ord, hvilke slags politik er forbundet med hurtigere ’recovery’? I Danmark er det en helt særligt relevant debat, da vi ikke er ude af krisen endnu – danske økonomi står stille (læs f.eks. her). Så hvad kan dataene indikere for os?
Spørger man om sammenhængen mellem offentligt forbrug og recovery, møder man et slemt endogenitetsproblem: Fordi de automatiske stabilisatorer – dagpenge, kontanthjælp osv. – er en del af det offentliges totale forbrug, og de automatisk stiger når de går dårligt, kan man ikke på enkel vis sige noget om sammenhængen mellem de to. Det kan være, at stigende offentligt forbrug fører til langsom recovery, men vi ved også at langsom recovery helt generelt fører til større stabilisatorudgifter. Man må derfor se på noget andet.
Det gør vi i den nedenstående figur. Her er tre faktorer plukket ud af Fraser Instituttets EFW-data: Marginalskatter, graden af reguleringer af produktmarkeder (dvs. regulering af det private erhvervsliv), og omkostninger forbundet med at dokumentere, at importvarer overholder danske reguleringer. Den første fanger, om politikerne reagerer i skattepolitikken, den anden om man reagerer på krisen ved at regulere yderligere, og den sidste om en konsekvens af reguleringsændringerne fører til væsentligt tungere bureaukrati.
Figuren omfatter 44 vestlige lande (minus katastrofelandet Grækenland), så hver søjle er gennemsnitsvæksten i real BNP per indbygger over perioden 2007-14 (fra Verdensbanken) på tværs af 22 lande under og over medianændringen i de tre faktorer. Den simple indikation fra figuren burde få flere politikkere til at tænke sig om en gang til, før de slipper kontrollen med deres reguleringsfetich. I lande, der overordnet har reageret på krisen ved at regulere disse områder mere – højere eller uændret marginalskat, flere og tungere reguleringer – har den totale vækst i perioden været cirka 1 %. I lande, der har reageret modsat og faktisk liberaliseret deres politik, har den gennemsnitlige vækst været 6 %. Hvilke lande er således bedst kommet ud af krisen? Svaret er, at det er dem, hvor staten er stået en smule mindre i vejen for befolkningen.
Eller også skyldes (noget) af forskellen pengepolitik/finanspolitik, hvor det især er gået dårligt for de lande der er medlem af Euroen.
Det kunne man godt forestille sig, men der er en række euromedlemmer, der har liberaliseret og klaret sig okay. Med andre ord er der selv indenfor eurogruppen den samme slags heterogenitet, som man ser på trods af de 44 lande her.
Ja, men man skal være varsom med konklusion på så simpel statistik, især når man ikke har de væsentligste variable med(finans- og pengepolitik). Dermed ikke sagt at der ikke er en sammenhæng mellem liberalisering og recovery.
Det er sådan set korrekt, men pengepolitikken er jo fælles for eurozonen. Og finanspolitikken kan man få en god proxy for fra samme kilde som tallene ovenfor. Den viser ingen forskelle overhovedet. Hvis du er mere interesseret, vil jeg gerne sende det papir, jeg har skrevet om effekterne. Der er der anderledes evidens – her på bloggen begiver vi os ikke ud i omfattende økonometriske analyser.
Det må du meget gerne gøre, så vil jeg læse det når jeg får tid.
Gerne – bare send mig en mail som jeg kan svare på.