I Danmark har vi gennem mange år haft den debat om forskellene i indtægter og levestandard i de større byer og resten af landet. Kommer man til København, og til en vis grad også Aarhus, er mange synligt rigere end i resten af landet. Det er også her, landets koncentration af Porscher, strandvejsvillaer og Botox-behandlinger ligger. Weekendens spørgsmål er, hvor stor denne forskel faktisk er, hvor stor den er i forhold til andre hovedstadsregioner i Europa, og hvor disse forskelle kan tænkes at komme fra.

Et først skridt er, at få konkrete tal på forskellene. Tager man Eurostats regionale BNP-tal på NUTS2-niveau – det er i Danmark de fem regioner – er hovedstadsregionen cirka 24 % rigere end resten af landet. Enhver københavner eller aarhusianer vil dog med det samme påpege, at de større byer også er dyrere: For værdien af min lejlighed på 55 kvadratmeter i Aarhus kunne jeg f.eks. købe et 130-kvadrameter byhus i Haderslev. Bruger man derfor Numbeos opgørelse af leveomkostninger i byer rundt omkring i verden, viser København sig at være cirka 6 % dyrere end resten af landet. Så reelt er den danske hovedstadsregion rundt regnet 18 % rigere end resten af landet.

Næste skridt i en minianalyse af spørgsmålet er, at sammenholde dette med resten af Europa. Laver man samme beregning for 25 hovedstadsregioner, får man figuren nedenfor. De sorte søjler er de ’rene’ tal på regionens gennemsnitsindkomst relativt til hele landets, mens de røde søjler er korrigeret for forskelle i leveomkostninger. Figuren omfatter også de tre regioner, der har lignende status som hovedstæder: Barcelona i Spanien, og München og Hamborg i Tyskland.

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Sammenligningen viser, at København ikke er specielt rigere end resten af landet. Forskellen er ligesom Rom, Wien eller Oslo på de cirka 20 %. Berlin er, som de fleste har oplevet, faktisk ikke rigere end resten af Tyskland. Det samme gælder for Dublin og Amsterdam, mens Oslo kun umiddelbart ser lige ud. Tager man højde for de enorme omkostninger i f.eks. Kristianssand og Bergen, er Oslo faktisk en del rigere. I Tyskland peger sammenligningen også på, at det ikke er Berlin, men derimod Hamborg og München, der har en økonomisk hovedstadsstatus: Korrigeret for omkostningsforskelle er München cirka 30 % rigere end resten af Tyskland, mens Hamborg er hele 60 % rigere.

Det interessante, set fra en politisk-økonomisk vinkel, er at de virkelige store forskelle alle findes i Centraleuropa og stærkt centraliserede lande i vest. Både Bratislava og Bukarest er enorme 150 % rigere end resten af Slovakiet og Rumænien, og Prag – meget synligt for de mange danske turister – er 120 % rigere. Sofia, Warszawa og Budapest ligger også over gennemsnittet, ligesom Paris og Bruxelles – de centraliserede magtcentre for henholdsvis Frankrig og EU – ligner østeuropæiske hovedstadsregioner ved at være henh. 70 og 81 % rigere end omgivelserne. London, derimod, ser kun rent umiddelbart voldsomt rig ud, men som enhver, der kender byen ved, er den også voldsomt dyr at bo i. Uden omkostningskorrektion ser London 66 % rigere end resten af Storbritannien, mens en faktisk sammenligning peger på, at den priskorrigerede forskel kun er 27 %.

Hvor fører disse sammenligninger så hen – hvad er pointen? Min personlige interesse blev vakt af diskussionerne om Udkantsdanmark, forfordeling af København og hovedstadsbias, og hvor parallelle de er til de britiske diskussioner om London. Konkrete tal viser, at hovedstæderne er rigere end resten af landet, men fortæller intet om hvorfor. Det er et spørgsmål, man slås med i økonomisk geografi, men som i det store og hele har været ignoreret i politisk økonomi og public choice. Forskellen på de to vinkler er, at mens den første kigger efter naturlige økonomiske processer, der skaber de store indkomstforskelle vi ser – agglomeration, cluster-fordele osv. – ser den anden efter politiske processer, der skævvrider fordelingen af indkomster og økonomisk aktivitet. Og et hurtigt blik på forskellen på tværs af europæiske lande er i det mindste konsistent med en politisk-økonomisk forklaring hvor interventionistiske og centralistiske traditioner skaber langt rigere hovedstadsregioner, uanset af de også gør hele landet fattigere.