Det er ret enkelt: De fleste af disse undersøgelser baseres på the US Census – dvs. på folketællingen. Den tæller_alle_amerikanere! Så der er ikke noget problem med, hvem der tælles.

“de fleste”

Hvordan ved man at de fleste ved det.

Er der ikke netop en enorm risiko for at den gruppe der “ved det” og som deltager i den slags undersøgelser adskiller sig ret dramatisk fra dem som “ikke ved det”

Når der laves undersøgelser på tredjegeneration og man stensikkert ved hvor bedsteforældrene kom fra. SÅ er det jo netop kun en undersøgelse på dem som man ved hvem er.
Det er et udsnit af “skandinavere” som vel næppe udgør den reelle population af “skandinavere og efterkommere” i Amerika.
Den uuddannede taber der rejstre væk fra Minnesota mod Californien og døde af druk uden at bekymre sig om familien hjemme i Danmark eller i Minnesota – hvordan i alverden bliver han medregnet.

Jeg forstår ganske enkelt ikke hvordan det lykkedes at indfange den virkelige population af “skandinavere” i Amerika, taget i betragtning at de fleste kom i en tid hvor de ikke er registreret med CPR-nummer og i elegante databaser hvor man kan følge deres livsforløb m.m.
Når de så i et par generationer har parret sig med skotter, polakker mm., og flyttet rundt mellem stater, døde i krige, mistet kontakten til Skandinavien osv., hvordan lykkedes det så at få samlet data sammen om hvordan “skandinaviere har klaret” uden at dette er ekstremt biased i forhold til “den virkelige skandinaviske population”

Det er faktisk forbløffende at de fleste amerikanere ved, hvor deres familie kom fra. Men de står normalt som amerikanere med ‘amerikansk’ heritage. Det er derfor et problem, man normalt anser for ret ligeyldigt. Uanset det viser det samme mønster sig i de undersøgelser, der bruger data på tredjegenerationsamerikanere – dvs. dem, hvor man stensikkert ved hvor bedsteforældrene kom fra.

Der er vel en ret stor bias forbundet med hvilken type mennesker der interesserer sig for deres slægtshistorie 100 år tilbage i tiden. Det er f.eks. muligt at en social taber, de er efterkommer efter en migrant fra Lolland for 100 år siden, ikke bruger specielt meget energi på at mindes sine danske rødder, men i stedet bruger kræfterne på at finde den næste øl. Hvordan fremgår en sådan stodder i statistikkerne?
Hvem identificerer ham og følger hans livsforløb?

Det er et frygteligt spørgsmål! I f.eks. tillidslitteraturen troede man på et tidspunkt, at man havde nogle gyldige forklaringer, men problemet er blevet, at i senere studier kan man se, hvordan tilliden er ældre end forklaringerne. Man genfinder den f.eks. i de amerikanske efterkommere af folk, der udvandrede i anden halvdel af 1800-tallet. Det samme ser ud til at gælde for andre forhold. Så for tiden ser en af de ‘bedre’ forklaringer ud til at have med geografi at gøre. Hvis man var landmand i de nordiske lande, skulle man arbejde benhårdt for at overleve – og i særdeleshed blev man nødt til at spare op hvert år til vinteren. Overlevelse er også svært uden at stole på andre mennesker udenfor ens umiddelbare nærgruppe. Men det er stadig mere indikationer end det er solide forklaringer.

Jeg køber gerne præmissen om det er folket i Skandinavien der har skabt velfærdsstaten og ikke omvendt. Men hvad er så forklaringen på folket I Skandinavien har disse særegenskaber. Kommer det ind med modermælken?