MIn pointe var, at i den politiske og offentlige debat gør man den antagelse, at ingen af dem har rent mel i posen. Det virker på mig som en aldeles tåbelig antagelse at gøre, ikke mindst når man forsøger at vurdere, hvor stort et ekstra skatteprovenu, staten kan regne med at få ind på aktionen.
Mht. det du kalder en stråmand, var målet at vise én måde, hvorpå man kunne stå i papirerne som følge af en fuldstændigt lovlig – og for mig meget logisk og moralsk – handling. Det er mange flere typer handlinger, der kunne indebære at man stod i en bunke stjålne papirer fra et i øvrigt relativt velrenommeret firma i et af de institutionelt mest velfungerende lande i Latinamerika. Jeg mener stadig at det at mistænkeliggøre alle, der står der, ikke hører hjemme i en retsstat.

Christian, det giver da ingen mening at slutte, at som du gør. Naturligvis er din sidste sætning ikke en logisk følge af den første. Din påstand er skematisk opstillet:

1. Man regner med at få mange penge i statskassen hjem på Panama-papirerne
2. Det kan man kun hvis man antager at det _eneste_ incitament til at indlade sig med en panamansk bank er skatteunddragelse.

Og så bruger du et enkeltstående modeksempel til at modbevise den stråmand du selv har opstillet på forkerte præmisser.

Personligt ved jeg ikke om størstedelen af danskerne i Panama-papers har rent eller beskidt mel i posen. Men jeg har da nok en personlig formodning om, at en god del har beskidt mel i posen. Men det får vi jo nok at se over de næste par år.