Pearl Harbor og manglende nationalkonservativ konsistens

Justitsminister Søren Pind har påkaldt sig en række nationalkonservative debattører og præsters vrede i en debat om, hvad man kan tillade sig at skrive og mene. Senest spørger Marie Høgh i Kristeligt Dagblad den 27. september om “Hvad bilder Søren Pind sig egentlig ind?”. tidligere har bl.a. Eva Selsing svunget pisken i Berlingske under overskriften “Pinds pinlige korstog mod de borgerlige

Kernen i striden handler om en historisk begivenhed.

Efter japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941 internerede den amerikanske regering 110.000 japanere og amerikanske statsborgere med japanske rødder.

japan

Det havde betydelige konsekvenser for de internerede. Deres frihed blev begrænset, og mange blev nødt til at sælge deres ejendele på kort tid, ofte til langt under markedsprisen. Først fra slutningen 1944 begyndte USA gradvist at lukke lejrene igen. Alt imens kæmpede amerikanske soldater med japansk baggrund loyalt både i Stillehavet og i Europa, en del endda rekrutteret direkte fra interneringslejrene.

Interneringen var en historisk skamplet på USA, og i 1988 undskyldte den amerikanske stat officielt den måde, man havde behandlet sine borgere med japansk baggrund. En behandling som man betegnede som baseret på ”racefordomme, krigshysteri og manglende politisk
lederskab”.

Man kunne jo mene at dette blot var et amerikansk problem, hvis ikke der var fordi forslaget om internering blev fremført og bifaldt af en række fremtrædende nationalkonservative debattører i kølvandet på attentatet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, som kostede 13
mennesker livet.

Samme aften angrebet fandt sted, skrev præsten Claus Thomas Nielsen således på sin facebook: ”Hvad gjorde USA som det første efter Pearl Harbor? Svar: Lavede særlove for alle der blot teoretisk kunne have dobbelt loyalitet.”

pearl-1
Dette opslag fik hurtigt en del likes (se ovenfor), bl.a. af Eva Selsing, der huserer i Berlingskes spalter.

Det er denne statusopdatering, som er baggrund for Søren Pinds kritik af førnævnte Claus Thomas Nielsen og andres temmelig problematiske forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder, vi nyder her til lands.

Det kan selvfølgelig være svært at vide, hvad folk mener med det, de skriver. Men i ovenstående tilfælde kan det umuligt forstås anderledes end, at Claus Thomas Nielsen, Eva Selsing o. a. bifalder den internering som fandt sted i 1941. Det er også svært at se det som andet end en
opbakning til, at noget lignende burde gøres i Danmark.

Claus Thomas Nielsens ytring på facebook vakte en betydelig opsigt og debat. Først et lille døgn efter sin første udmelding på facebook skrev han i en kommentar til sin egen status, at ” Jeg går naturligvis ikke ind for internering. Så ville jeg have skrevet det.” Og han angav nu, at han blot var fortaler for love som ”lukker for muslimsk indvandring.”

Hvad mener de nationalkonservative egentlig?

Hvorfor skrev han så ikke det fra starten? Skal man tage nationalkonservative debattører som Claus Thomas Nielsen og Eva Selsing alvorligt? Enten løber de fra deres egne ytringer, når de
bliver konfronteret med dem. Eller også kender de ikke den vestlige verdens historie. I så fald er de bare fulde at tom retorik, når de henviser til f.eks. USA’s særlove for japanere efter 1941? Og det er jo lidt sørgeligt med historieløse konservative.

Det underlige er, at de bliver så sure, når man refererer, hvad de skriver. Det minder lidt om vor tids islamister. Tager man dem på ordet, er det galt, og gør man det ikke, er det også galt.

6 thoughts on “Pearl Harbor og manglende nationalkonservativ konsistens

  1. Claus Thomas Nielsen

    Mit indlæg handlede, som det tydeligt fremgår, alene om at vi ikke skal være livsanskuelsesblinde (“religionsblinde”) i vores indvandringspolitik. Et synspunkt som siden mit indlæg blev skrevet vistnok er blevet ret ukontroversielt. Men for nu at tage den anden debat, så burde Niels Westy nok ikke tale om noget han ikke kender til: De britiske særlove handlede ikke om internering: Der kom 70-80 tusind tyske flygtninge til England op til anden verdenskrig. De var alle med god grund underlagt særlove pga. deres potentielle dobbelte loyalitet. Kun nogle få tusind blev internerede. Da England stod helt alene efter Frankrigs fald sagde Churchill ganske vist “Collar the lot”, men man gjorde det ikke. Jeg ved mindre om de amerikanske særlove, men også de handlede om mulig dobbelt loyalitet. (At amerikanerne nu mener at nogle af lovene dengang gik for vidt ændrer ikke ved det korrekte i at have særlove. (Særlovene forhindrede da heller ikke amerikanere af japansk afstamning i f.eks. at blive soldater i den amerikanske hær!) På samme vis var de amerikanske og tyske særlove om kommunister, berufsverbot osv. under den kolde krig fuldt forståelige. Ligesom tyskere og japanere under anden verdenskrig måtte kommunister under den kolde krig finde sig i at blive i særlig grad mistænkeliggjorte. Med god grund. Tyskland har den dag i dag meget forståelige særlove vedrørende indbyggere med en nazistisk livssanskuelse. Disse må ikke engang fortælle offentligt om deres livsanskuelse. På samme vis indførte Atatyrk særlove(tørklædeforbud osv.) for at undertrykke traditionel sunni-islam, da han anså denne som inkompatibel med vestlig livsform. En række undersøgelser viser at et stort flertal af de muslimske unge i Frankrig(dvs. formentlig alle sunni-muslimer) har større sympati med sunni-muslimske Islamisk Stat end med Frankrig. (27% af Frankrig ungdom er muslimer og 27% har større sympatisk med islamisk stat end med Frankrig) Dvs. at de støtter det land Frankrig er i krig med. Det er et kæmpe problem og en af årsagerne til at Frankrig nu på ubestemt tid lever i undtagelsestilstand og med indskrænkning af traditionelle frihedsrettigheder for alle. ( Omvendt har Spanien været fri for terror fra derboende muslimer siden de holdt op med at være krigsførende i mellemøsten. Det er nok ikke noget tilfælde. Det samme vil efter al sandsynlighed snart ske i Frankrig. Fordi Frankrig har været livsanskuelsesblind (“religionsblind”) i sin indvandringspolitik vil Frankrig snart været en helt andet land end det hidtil har været og have helt andre udenrigspolitiske prioriteter. Man kan ikke i længden føre krig mod en fjende som en fjerdedel af den krigsduelige ungdom fanatisk støtter. Frankrig vil efter al sandsynlighed blive pro-sunni-islam i endnu hurtigere end vælgerkorpset bliver det.)
    CLaus Thomas Nielsen

    Svar
    1. niller111

      Tak for opklaringen. Jeg må dog undre mig over hvorledes du overhovedet kan udtale dig om mit kendskab eller mangel på samme til reaktionen i England, givet at jeg overhovedet ikke skriver om det i indlægget.

      Jeg forholder mig alene til hvad der skete i USA efter Pearl Harbour. Hvor jeg så må konstatere, at hvad jeg – og en del andre – anser for almen viden, nemlig at interneringen af mere end 110.000 japanere og amerikanske statsborgere med japansk baggrund. Det er det så ikke for alle må man forstå.

      Men skal dit svar så forstås som en afvisning eller bifalder du amerikanernes tiltag, som jeg går ud fra at du efterfølgende har sat dig ind i? Det er ikke helt tydeligt.

      Svar
  2. Claus Thomas Nielsen

    For søren da: Jeg modstiller datidens vilje til at lave særlove for at beskytte befolkningen og forsvare friheden med nutidens modvilje mod så meget som at ville diskutere en prioriteret indvandring. Nogle påstår så at dette betyder at jeg går ind for internering, det understreger jeg straks jeg ser det at det gør jeg ikke og alligevel gentager du beskyldningen. Du skriver: ” Men i ovenstående tilfælde kan det umuligt forstås anderledes end, at Claus Thomas Nielsen, Eva Selsing o. a. bifalder den internering som fandt sted i 1941. Det er også svært at se det som andet end en opbakning til, at noget lignende burde gøres i Danmark.” Dette på trods af at jeg straks jeg mødte anklagen afviste den. Du tror altså ikke på hvad jeg selv skriver. Din begrundelse for denne mistro må være at du ikke er klar over at særlovene handlede om alt muligt andet end internering. I Englands handlede de især om at håndtere store grupper af tyske flygtninge med stor risiko for dobbelt loyalitet. Det er naturligvis især dette som er sammenligneligt med nutiden.
    Og nu spørger du så om igen om jeg bifalder amerikanernes internering af japanere, selvom jeg fra starten har sagt at det gør jeg ikke. Hvorfor stille et spørgsmål som allerede er besvaret? Det er den slags man gør for at mistænkeliggøre sin modpart. Det virker ærlig talt ikke særlig sympatisk.

    Svar
    1. niller111

      Det er kun glædeligt at du holder fast ved den korrektion du kom med et lille døgn efter den oprindelige status. Grunden til at jeg spurgte var, at du – efter min opfattelse, og givet at jeg nu går ud fra at du rent faktisk har sat dig ind i hvad særlovene i USA gik ud på, i dit første indlæg skriver: “At amerikanerne nu mener at nogle af lovene dengang gik for vidt ændrer ikke ved det korrekte i at have særlove” – og debatten har aldrig handlet om hvorvidt man er nød til at reagere, når man står overfor en fjende. Men nok hvordan man skal reagere. Ikke mindst hvis man ikke ønsker at skylle det ud med badevandet, som man oprindeligt ønskede at beskytte.

      Og lige som dengang er kernen heller ikke i mit indlæg særlovene i England, men helt konkret særlovene i USA.

      Og hvad angår mistænkeliggørelse af sin modpart, så vil jeg nok mene, at hvis nogen har måtte lide den tort at blie midtænkeliggjort, så er det i dette tilfælde først og fremmest Søren Pind- og det endda i rigeligt mål igennem mange indlæg fra mange sider i både Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende.

      Jeg er bestemt tilhænger af at man skal prøve at forstå sin modpart. Men det må i så fald gælde begge veje.

      Venlig hilsen
      Niels Westy

      Svar
  3. Lukas

    Søren Pind er landets justitsminister og med fri adgang til flere af landets største medier. Han er næppe et offer.

    Han kom selv med grovkornede anklager mod en udefineret gruppe.

    Noget han i øvrigt selv har følt sig nødsaget til at præcisere bagefter, men altså efter at stanken fra anklagen var blevet udbredt.

    Det var ikke særligt sympatisk eller særligt elegant. Så må han også finde sig i hård kritik den anden vej.
    Da særligt når en del af hans nylige kommentarer er så åbenlyst hykleriske i forhold til hvad han selv har sagt tidligere.

    I kan finde mere noble sager at kæmpe for, en at udråbe Pind til et offer.

    Svar
    1. niller111

      Nu er der for det første ikke tale om et forsvar for Søren Pind, men for en opklaring af hvorfra miseren kommer. Eva Selsings fremstilling (Hvad bilder Søren Pind sig egentlig ind) er faktuelt forkert, når hun skriver at Søren Pind finder “en gammel debattråd frem, som Claus Thomas Nielsen havde oprettet. Her gør Claus Thomas sig til talsmand for, at vi har brug for særlove til at begrænse indvandringen og skriver i øvrigt eksplicit, at han naturligvis på ingen måde er tilhænger af internering. Min rolle i denne affære? Jeg har givet et »like« til den pågældende status.” – Den status kan ses i mit indlæg.

      For den har hele tinde været baggrunden for Søren Pinds udtalelser, også når han referer til artiklen i Kristeligt Dagblad.

      Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er det at nævne USA og særlove efter angrebet på Pearl Habour lig med interneringen af egne borgere med japansk baggrund.

      En historisk hændelse som Søren Pind og andre så åbenbart fejlagtigt går ud fra er Claus Thomas Nielsen bekendt, fordi det er en ganske afgørende historisk begivenhed i det 20. århundredes USA.

      Jeg er ikke i tvivl om at vi her på punditokraterne sikkert får mulighed for at kritisere landets justitsminister igen ved senere lejlighed.
      vh
      Niels

      Svar

Leave a Reply to LukasCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.