Nu er der for det første ikke tale om et forsvar for Søren Pind, men for en opklaring af hvorfra miseren kommer. Eva Selsings fremstilling (Hvad bilder Søren Pind sig egentlig ind) er faktuelt forkert, når hun skriver at Søren Pind finder “en gammel debattråd frem, som Claus Thomas Nielsen havde oprettet. Her gør Claus Thomas sig til talsmand for, at vi har brug for særlove til at begrænse indvandringen og skriver i øvrigt eksplicit, at han naturligvis på ingen måde er tilhænger af internering. Min rolle i denne affære? Jeg har givet et »like« til den pågældende status.” – Den status kan ses i mit indlæg.

For den har hele tinde været baggrunden for Søren Pinds udtalelser, også når han referer til artiklen i Kristeligt Dagblad.

Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er det at nævne USA og særlove efter angrebet på Pearl Habour lig med interneringen af egne borgere med japansk baggrund.

En historisk hændelse som Søren Pind og andre så åbenbart fejlagtigt går ud fra er Claus Thomas Nielsen bekendt, fordi det er en ganske afgørende historisk begivenhed i det 20. århundredes USA.

Jeg er ikke i tvivl om at vi her på punditokraterne sikkert får mulighed for at kritisere landets justitsminister igen ved senere lejlighed.
vh
Niels

Han kom selv med grovkornede anklager mod en udefineret gruppe.

Noget han i øvrigt selv har følt sig nødsaget til at præcisere bagefter, men altså efter at stanken fra anklagen var blevet udbredt.

Det var ikke særligt sympatisk eller særligt elegant. Så må han også finde sig i hård kritik den anden vej.
Da særligt når en del af hans nylige kommentarer er så åbenlyst hykleriske i forhold til hvad han selv har sagt tidligere.

I kan finde mere noble sager at kæmpe for, en at udråbe Pind til et offer.

Det er kun glædeligt at du holder fast ved den korrektion du kom med et lille døgn efter den oprindelige status. Grunden til at jeg spurgte var, at du – efter min opfattelse, og givet at jeg nu går ud fra at du rent faktisk har sat dig ind i hvad særlovene i USA gik ud på, i dit første indlæg skriver: “At amerikanerne nu mener at nogle af lovene dengang gik for vidt ændrer ikke ved det korrekte i at have særlove” – og debatten har aldrig handlet om hvorvidt man er nød til at reagere, når man står overfor en fjende. Men nok hvordan man skal reagere. Ikke mindst hvis man ikke ønsker at skylle det ud med badevandet, som man oprindeligt ønskede at beskytte.

Og lige som dengang er kernen heller ikke i mit indlæg særlovene i England, men helt konkret særlovene i USA.

Og hvad angår mistænkeliggørelse af sin modpart, så vil jeg nok mene, at hvis nogen har måtte lide den tort at blie midtænkeliggjort, så er det i dette tilfælde først og fremmest Søren Pind- og det endda i rigeligt mål igennem mange indlæg fra mange sider i både Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende.

Jeg er bestemt tilhænger af at man skal prøve at forstå sin modpart. Men det må i så fald gælde begge veje.

Venlig hilsen
Niels Westy

Tak for opklaringen. Jeg må dog undre mig over hvorledes du overhovedet kan udtale dig om mit kendskab eller mangel på samme til reaktionen i England, givet at jeg overhovedet ikke skriver om det i indlægget.

Jeg forholder mig alene til hvad der skete i USA efter Pearl Harbour. Hvor jeg så må konstatere, at hvad jeg – og en del andre – anser for almen viden, nemlig at interneringen af mere end 110.000 japanere og amerikanske statsborgere med japansk baggrund. Det er det så ikke for alle må man forstå.

Men skal dit svar så forstås som en afvisning eller bifalder du amerikanernes tiltag, som jeg går ud fra at du efterfølgende har sat dig ind i? Det er ikke helt tydeligt.