Trumps handelspolitik (II) og en “lyserød elefant”

Desværre mener Donald Trump hvad han siger, når han angriber globaliseringen og den (mere eller mindre) frie handel, Han har ment det i hvert fald siden 1980erne (I kan finde interviews med ham på youtube).
Hans politik er baseret på samme fejlslutninger og manglende forståelse for at handel er en win-win situation, som altid har været grundlaget for venstrefløjens mere eller mindre åbenlyse protektionisme. Det samme kan siges om hans proselytter i Dansk Folkeparti og hos Dansk Samlings Morten Uhrskov, hvilket vi har behandlet før her på bloggen. For et eksempel på det fuldkomne fravær af økonomisk indsigt hos cand. mag i historie og samfundsfag, Morten Uhrskov, se bl. a. dette blogindlæg hos Jylands-Posten, “Farvel til Globalismen“.

Ingen af dem forstår ganske simple og basale økonomiske sammenhænge. Samtidig besidder begge parter en enestående evne til at overse fakta og 200 års udvikling fra en verden, hvor 90 procent levede i absolut fattigdom til en verden hvor under 10 procent lever under så ringe vilkår. En andel som heldigvis fortsat falder, og en udvikling som havde været umulig uden globaliseringen og den internationale arbejdsdeling.

Donald Trump, 3F og myten om handel som et “ræs mod bunden”

Som jeg skriver i en kronik i Børsen i fredags, så er ligheden mellem nogle af Donald Trumps argumenter og hvad vi ser fra venstrefløj og en række fagforeninger slående.

Centralt for Trumps syn på handelspolitik og globalisering er, at han opfatter USA som et offer for andre landes “unfair” handelspolitik og egen svaghed. Især har Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, og optagelsen af Kina i Verdenhandelsorganisationen, WTO, i følge Trump kostet både velstand og arbejdspladser i USA.

Her må vi bare konstatere, at venstrefløjens globaliseringskritik – som både medier og f.eks. demokraterne i USA og socialdemokraterne herhjemme i en hvis grad har taget til sig – har skabt grundlaget for og legitimeret nationalistiske “højrefløjspopulister” som Trump, når de påstår, at globaliseringen de seneste årtier er sket på bekostning af lønmodtagere i den rige del af verden.

Det er godt nok faktuelt forkert. Både lønninger og levestandard er steget for alle indkomstgrupper, også i USA, som konsekvens af globaliseringen. Men det har hverken medier eller politiske magthavere haft interesse i at påpege.

Venstreorienteret handelspolitik som hos 3F

Hvor venstreorienteret Trump er, når det kommer til handelspolitik, fremgår tydeligt af hans politiske program, der længe har været offentlig tilgængelig. Her kan man bl.a. læse, at USA skal genforhandle vilkårene i NAFTA. Som det fremgår af Trumps program (jo sådan et har han faktisk), skal der

“sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”

Med andre ord vil man (yderligere) svække mulighederne for at konkurrere på løn- og arbejdsvilkår (der er allerede en række krav indbygget i den nuværende NAFATA aftale). Der lægges også op til en handelspolitik baseret på, at tilgodese “vores arbejdere”, som der står.

Er Mexico og Canada ikke med på den, vil Trump meddele, at USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen. Og det kan ske med seks måneders varsel. Canada har allerede meddelt, at man gerne genforhandler aftalen. Der er faktisk grund til at frygte det værste, hvor Canada og USA’s regeringer går sammen for på populistisk måde at presse Mexikanerne til en aftale, som begrænser deres muligheder for at konkurrere på hvad der reelt er der eneste fordele, nemlig lavere løn- og skatteomkostninger.

Den form for argumentation kender vi også herhjemmefra, fra f. eks. Enhedslisten og 3F.

Myten om at arbejder- og middelklasse i Vesten betaler for globaliseringen 

Som jeg prøvede at påpege i debatten i torsdags har vi et stort problem med at faktuelt forkerte fremstillinger af udviklingen de seneste årtier, får lov til stort set umodsagt at blive fremført i medierne igen og igen og…… Det gælder både i DR og TV2, samt stort set alle de traditionelle skrevne medier (måske med undtagelse af Børsen). Vi har tidligere set hvorledes Berlingske Tidende og DR P1 har ageret kritikløse mikrofonholdere, når anti-blobaliseringsorganisationer som f. eks. IBIS/OXFAM og Mellemfolkelig Samvirke har fremturet med deres nonsens-fortællinger. Se f.eks. her.

Så sent som onsdag aften formåede både studievært samt “3 eksperter”, hvoraf ingen af dem var økonom, at tolke på en graf, der går verden rundt, kaldet elefantgrafen, oprindeligt lanceret af Lakner og Milanovic i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” – Nedenfor vist, hvorledes den ser ud, efter man korrigerer for , at den oprindelige elefantgraf bl. a. medtog data for lande som kun eksisterede det ene af årene. F. eks. er der ikke data for Rusland, Ukraine, Vietnam, Sydafrika, Kenya og Tanzania i 1988, mens de indgår i tal for 2008. Til gengæld er en række lande medtaget i 1988 men ikke i 2008. Det gælder bl. a. Australien, New Zealand, Iran,  Uzbekistan og Algeria. Grafen er også korrigeret for at Milanoc og Lakners deciler ikke er konsistente.
udklip1234

Det er dog ikke den man normalt ynder at gengive. Det er derimod den originale nedenstående graf. Både Deadline onsdag den  16. november og Weekendavisens hovedartikel fredag den 18. november, skrevet af Martin Krasnik, tager udgangspunkt i en graf, hvor der ikke er korrigeret for udviklingen i den globale befolkningssammensætning (Det skal retfærdigvis siges, at der efter sigende skulle komme en opfølgende artitkel, hvor dette behandles).

Og så ser den pludselig noget mere dramatisk ud, som det fremgår af nedenstående figur.

cfim7elwwaa5fkg
Historien er selvfølgelig, at de deciler der ligger tæt på eller lige under en nulvækst er hvor store indkomstgrupper i vesten befinder sig. Men det er bare ikke korrekt. De der befandt sig i 7 og 8. decil i 1988 i vesten, befinder sig ikke samme sted i 2008. Det er der korrigeret for i den første figur, men det er ikke det hele. Ligesom toppen omkring 5. og 6. decil i høj grad er konsekvens af den gunstige udvikling, så er dykket fra 7. til 9. decil drevet af udviklingen i to lande. Rusland og Japan. Tager man højde for dette og ændringen i befolkningsudviklingen, er der pludselig en del mindre elefant over figuren.

http-%2f%2fcom-ft-imagepublish-prod-s3-amazonaws-1
Tager man højde for både udviklingen i den globale befolkningssammensætning og fjerner de tre lande som er grund til elefant-formen, ser vi altså en groft sagt ganske jævn vækst over de fleste deciler, Altså en ganske anden historie, end den vi får gennem medierne.

Og fakta er da også, at indkomsterne i perioden fra 1988 og op til 2008, hvor globaliseringsprocessen går i stå (ikke mindst USA har siden finanskrisen øget protektionistiske tiltag voldsomt), i langt de fleste lande er steget for alle indkomstdeciler, hvilket fremgår af nedenstående figur – også fra Resolution Foundation.
udklip11Som det fremgår er der anvendt præcist samme data, som Milanovic og Lakner anvender.

Selvfølgelig er der tabere ved globaliseringen

I debatten på DR2 torsdag den 17. (se nedenfor) prøvede jeg at rette lidt op på nogle af alle misforståelserne. Og fakta er altså at alle indkomstgrupper har vundet betydeligt på de seneste årtiers globalisering. Både her og i udlandet. Men det indebærer naturligvis ikke, at der ikke er “individuelle” tabere. Naturligvis er det et stort problem for den arbejder der mister sit arbejde, fordi hans eller hendes virksomhed enten flytter produktionen til et andet land, eller ligefrem bukker under i den globale konkurrence. Men det er et vilkår ved markedskapitalismen. Det er ligefrem et grundvilkår, hvis vi ønsker øget levestandard. For hvad er alternativet? Det er at alle andre skal subsidiere arbejdspladser og produktion, mens den samlede værdiskabelse i samfundet, alt andet lige, mindskes.

Og at miste sit arbejde på grund af konkurrence fra andre lande er jo ikke væsensforskellig fra at blive udkonkurreret af teknologiske fremskridt ( som også synes at være en del af skræmmebilledet hos en del globaliseringsmodstandere ).

Og voervej lige et øjeblik hvor vi ville have været, hvis vi f. eks. havde afvist at effektivisere vores landbrug af hensyn til beskæftigelsen, eller blot havde insisteret på at man fortsat skulle sy tøj i Herning. Nej vel. Det havde næppe været en god ide. Men det gør det naturligvis ikke nemmere for den enkelte. Og desværre gør politikfejl og fagforeningers ageren det heller ikke.

Det har vi set ved lukningen af flere slagterier herhjemme. Havde det ikke været for fagforeningernes muligheder for at afvise lønnedgang – altså en mere fleksibel løndannelse –  som et middel til at fastholde produktionen lidt længere, ville man formentlig kunne undgå mange triste skæbner i forbindelse med globaliseringen – uanset om den foregår globalt eller blot regionalt. Naturligvis skal vi erkende at f. eks. en slagteriarbejder oppe i alderen muligvis ikke har mange alternativer. Men det samme kunne naturligvis siges om typografen, der for længst er udkonkurreret af ny teknologi.

Men på sigt må man acceptere udviklingen, lige som de der bor i Rustbæltet i USA må erkende, at “gamle dage” ikke vender tilbage. Med andre ord må de enten flytte eller vælgere nogle lokale politikere, som er parate til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet og på den måde gøre det mere attraktivt at etablere produktion i de pågældende områder.

Alternativet er at andre skal betale for opretholdelsen af arbejdspladser og de der primært kommer til at betale prisen er netop de laveste indkomstgrupper, hvilekt jeg har påpeget i tidligere indlæg her på bloggen og som også fremgår af nedenstående oversigt over gevinsten ved frihandel, fordelt på udvalgte indkomstgrupper i en række lande.
gains

Kilde: “Measuring the Unequal Gains from Trade”, Pablo D. Fajgelbaum fra UCLA og Amit K. Khandelwal

8 thoughts on “Trumps handelspolitik (II) og en “lyserød elefant”

  1. Lars Hansen

    1) Hvad bygger påstanden – lønningerne er steget for alle indkomstgrupper i vesten som konsekvens af globaliseringen – mon på?

    Når man i vesten konkurrerer på løn med lavtlønslande – så tilsiger al logik en lavere lønudvikling end ellers blandt de indkomstgrupper, som udsættes for den største lønkonkurrence – men der påstås altså, at denne konkurrence på løn mellem fx. danske ufaglærte og kinesiske ditto har ført til en højere løn for begge parter.

    Det savner en meget troværdig kilde eller grundig forklaring – de anførte kilder henviser ikke isoleret til globalisering som årsag til lønudvikling- og fordelingen – konkurrence fører normalt til lavere priser, men Westy påstår her, at den som følge af globaliseringen øget konkurrence på ufaglært arbejdeskraft fører til højere lønninger.

    2) Påstanden om arbejdsløshed som følge teknologiske fremskridt i ens egen økonomi og så udkonkurrering af fremmede magter ikke er væsensforskellig – afslører den liberale blindhed for konkurrencen står mellem samfund, nationer, ikke virksomheder – bliver man arbejdesløs som følge af et teknologisk fremskridt i ens egen økonomi, da styrkers ens eget samfunds økonomi, mens denne svækkes, om man taber arbejdespladser til en fremmed magts økonomi.

    Dels da en i højere grad automatiseret velstandsfrembringende aktivitet i egen økonomi fortsat udgør et skatteobjektet – hvad den ikke ville gøre, om den blev flyttet til en fremmed magt – og dels da der af denne velstandsfrembringende aktivitet udspringer en vækst i viden og kunnen, som skaber grundlag for vækst i velstand.

    Som alt andet lige gør det nemmere, at finde anden beskæftigelse.

    I det rene global-liberalistiske perspektiv bør en stat afskaffe sig selv til fordel for skabelsen af en global nattevægterstatsdannelse – og indtil da føre en politik, der søger at flytte produktion hen til de lande, hvor den kan ske mest effektivt og efficient – altså forsøge at flytte ens velstandsfrembringende aktivitet ud af landet på alle andre områder end dem, hvor man i øjeblikket selv er verdens mest effektive og efficiente producent.

    Derved opstår der den højst mulige vækst i global velstand – sagen er bare den, at det ikke er en stats opgave, at opnå den højst mulige globale velstand – men at fremme sine egne borgeres interesser.

    Og det er ikke i en stat og dens borgeres interesser – at bytte national økonomisk, teologisk, militær og politisk magt med en højere vækst i global velstand – det har naive globalister/internationalister blot ikke blik for.

    Svar
  2. Uffe

    Stor stor respekt for Niels Westy og sit gåpåmod overfor de løse floskler fra de såkaldte debattører. Det må have krævet sit at høre på uden at blive irriteret.

    Det er så vigtig information at få ud at frihandel er positivt for alle i samfundet, særligt at frihandel er et meget kraftigt anti-krigsmiddel. Super godt at du fik den med Niels! 🙂

    Der er alt for meget fokus på status-quo tankegangen på venstrefløjen, deres opfindsomhed og iværksættertrang ligger tilsyneladende på et meget lille sted, må man sige. Den modsatte side af frihandel og dens effekt som katalysator for omvæltninger er at det er forbundet med store muligheder for et agilt arbejdsmarked (eller ethvert marked).

    De problemer som venstrefløjen propaganderer ved enhver lejlighed imod frihandel er deres eget subjektive værdisæt der kræver stabilitet som et gode i sig selv. Denne kontraproduktive tendens er netop det vi ser dem sige, dog indirekte, når debattøren sagde at “frihandel var kun godt for de lande hvor der ikke var store arbejdstagerrettigheder” – man burde have hoppet på vognen og sagt at det var mere sandt end han selv ville indrømme: Det er de rigide lønninger og den centralplanlagte løndannelse der ødelægger muligheden for at Danmark tager fuld fordel af dynamikken ved frihandel.

    Frem for at vi fokuserer på de jobs der tabes i udviklingen, bør man ligeledes fokusere på de jobs der vindes ved frihandel. Der er alt for meget fokus på “det man ser” nemlig en tabt virksomhed eller arbejdsplads, frem for de nye muligheder der opstår, når frihandlen presser dig til at genopdage dine fordele og finde de nye styrker.

    Jeg kan ikke forestille mig at der er relevans i den virkelige verden for den statiske status-quo argumentation som venstrefløjen hælder til.

    Frihandel er grobund for iværksætteri, innovation og alle de buzzwords som venstrefløjen tror vi kan leve af, men det er et samfundsomspændende fænomen: Vi skal tænke det ind i alle elementer af økonomien, også i løndannelsen. Uden frie priser på lønninger så er det ikke muligt at gribe alle fordelene som frihandel stiller foran samfundet – med centralplanlagt løndannelse, så vil der være dele af prissystemet som slås ud af kraft, og så er vi ikke længere ude i at tale om frihandel, men i stedet ude på interventionismens overdrev med de naturligt følgende skadesvirkninger.

    Svar
  3. Lars Hansen

    Er det ikke fantastisk, at Kinas økonomi med globaliseringen er ved at overhale USA’s og blive verdens største? Spøger den naive globalist/internationalist – hvortil man tilhørende den realistiske skole i international politik må svare – nej, det er ikke fantastisk, at en for os oppositionel magt styrkes i forhold til os; økonomisk, teknologisk, militært og politisk.

    Heller ikke selvom det har gjort fladskærme billigere for vores borgere.

    Svar
  4. Pingback: Nulsumspræsidenten og Border Adjustment Tax | Punditokraterne

  5. Pingback: Elefanten der fik klippet enderne af. – Punditokraterne

  6. Pingback: Farvel til elefantgrafen – Punditokraterne

Leave a Reply to UffeCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.