Vil du så sige mig, om det var et forsvar for pest eller kolera?
Jeg er altså ikke en Anarko Kapitalist, der vender ryggen til de faktiske politiske realiteter.

“perspektivering” – my foot. Latterlig newspeak.

Et forsvar for protektionisten Trump var det.

blot en perspektivering.

Skal det forestille at være et forsvar for Trump? Hvor patetisk.

Du rammer hovedet på sømmet: det er de institutionelle rammer – velfærdsstaten og alle dens gerninger og alt dens væsen – der gør det umuligt for danske arbejdere at konkurrere. Afskaf den de facto eksisterende mindsteløn og lad arbejdere arbejde til den pris, deres arbejde er værd. Afskaf alskens tvungne og skævvridende ordninger lige fra barselsorlov til retten til betalt ferie, og kapitalisterne vil blive meget mere villige til at ansætte folk.

Skattebyrder? Det kan nemt klares, afskaf al skat på formue og virksomheder og afskaf skatteprogressionen, og dansk erhvervsliv vil blive meget mere konkurrencedygtigt. Miljølovgivning? Afskaf bureaukratiet og erstat det med fuldt erstatningsansvar efter de almindelige regler desangående, og man vil få et lavere omkostningsniveau for erhvervene og et mere fleksibelt system, mens man stadig har al den reelle miljøbeskyttelse, man kunne tænke sig. Patenter? Det er så en længere historie, men patenter er for mig at se ikke andet end monopoler og som sådan skadelige. Så afskaf dem. Det vil gøre ondt på nogle store virksomheder (ingen nævnt ingen glemt), men det vil reelt gøre det meget lettere for opfindere og iværksættere at komme igang, udvikle deres ideer og tjene penge, hvis de er noget værd.

Pengepolitik er et kapitel for sig, men jeg kan ikke se, hvordan de kære kinesere skulle kunne manipulere med deres valuta, så det er til skade for omverdenen. Ligegyldigt hvad de eller andre foretager sig, vil den bedste politik for Danmark stadig være den samme: hårde penge, “den ærlige krone” og hvad det ellers er blevet kaldt. Altså afholde sig fra pengeskabelse, fiflen med rentesatser og hvad man ellers finder på.

Og endelig: nej, intet i livet foregår pr. automatik. Derfor kan man stadig godt udlede alment gyldige økonomiske love. Og en af disse er, at der altid vil være arbejde på et frit marked til de arbejdssøgende. Tricket er, at de skal være søgende, og det kan i sagens natur godt tage lidt tid. Det eneste spørgsmål er, om der er nogle, der er så uproduktive, at de ikke kan få arbejde til en løn over subsistensniveau. Det var der måske engang, hvor det meste arbejde var manuelt arbejde og man derfor skulle være rask og rørig, men idag, hvor der er så store hjælpemidler tilgængelige til diverse fysiske og psykiske skavanker, og hvor, netop på grund af kapitalopbygningen og den teknologiske udvikling, man kan være enormt produktiv uden de store fysiske udfoldelser, ser jeg ikke nogen grund til at frygte, at endog meget stærkt handikappede mennesker ikke skulle kunne klare sig.

Og til allersidst: Identitet og social status kan folk få så mange steder, og jeg mener ikke, det bør være samfundets eller statens opgave at sikre hver person den status, han har lige nu. Da status afhænger af, hvad folk mener om en, ville et forsøg på at opretholde folks hidtidige indbyrdes status betyde, at man tvang dem til at mene præcis det samme og vurdere deres bekendte på præcis den samme måde, som de har gjort hidtil. Det kan heller ikke være en ret at oppebære samme levefod hele livet igennem. Hvis en højt trænet specialist bliver erstattet af en robot, har han så ret til at blive underholdt af resten af samfundet? Jeg kan ikke se hvorfor.

Nej, jeg kan ikke sammenligne datidens bønder med nutidens arbejdsløse. Moderne ufaglærte er, hvis man ser på formel uddannelse, langt bedre stillet end datidens bønder. Og ja, uddannelse er en konsekvens af ens ressourcer, åndelige som materielle.

Jeg ved ikke, om du mener det med gårdmandens og daglejerens efterkommere bogstaveligt. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem en nutidig persons indkomst og så hans genetiske, kulturelle og materielle arv. Men det rent biologiske aspekt tvivler jeg på er videre væsentligt. De danskere, der udvandrede til Amerika, var i høj grad fra de laveste samfundslag. Kunne de ikke klare sig derovre og blive endog ganske formuende? Naturligvis kunne de og gjorde de det.

Frihandel er ubetinget et gode, også for de dårligst uddannede, de arbejdsløse osv. Hvis der var flere handelsbarrierer end der er idag, ville de stadig være arbejdsløse, men deres levefod ville, som resten af befolkningens være lavere, da de måtte undvære gevinsten fra en højere grad af specialisering, international arbejdsdeling osv.

Årsagen til, at der er så mange arbejdsløse (“skjult” som førtidspensionister, studerende, kontanthjælpsmodtagere foruden de registreret arbejdsløse), er at de er presset ud af arbejdsmarkedet af en aggressiv fagbevægelse, der har tvunget en mindsteløn igennem langtover hvad disse mennesker kunne oppebære. Der er med andre ord ikke tale om katallaktisk arbejdsløshed men om institutionel arbejdsløshed. Der er ingen grund til at tro, at danske ufaglærte arbejdere ikke kan være lige så produktive som i Kina, Indien og alle de andre vækstøkonomier.

Indkomstskat er uden tvivl et onde, men hvis man for alvor vil gøre op med socialstaten, så er det i mine øjne vigtigere at afskaffe dels de høje overførselsindkomster, dels den danske model med trepartsforhandlinger, strejkeret og hele molevitten.

Ja, der bør ikke være meget tvivl om at skattetrykket udgør en større trussel for marginale arbejdspladser i Danmark end Kina gør.

@Kristoffer, du kan ikke umiddelbart sammenligne bønder fra slut 1800 tallet med ufaglærte arbejdere i dag, på uddannelsesniveauet.
At en person har ressourcer er ikke en konsekvens af deres uddannelse, det er nærmere uddannelsen der er en konsekvens af ressourcerne. Gårdmandens efterkommere er i dag de som har uddannelse, og daglejerens efterkommere er de ufaglærte, sådan groft sagt.

MEN, vi skal ikke afskrive uddannelse, danske bønder havde gavn af et “højt” dansk uddannelsesniveau i forhold til andre landes bønder. Specielt skal vi ikke glemme højskolebevægelsen, der netop var med til at sprede de ideer der startede andelsbevægelsen og andre progressive tiltag.

Der er forskel på mennesker, der er dem som kan tilegne sig nyt og tilpasse sig, og så er der de, som ikke kan. Omstillingen i slutningen af 1800 tallet kom ikke alle direkte til gode, men når det regner på præsten drypper det på degnen, og derfor kom alle dog med.

Derfor må vi erkende at de ressourcesvage har er problem i dag, fordi de dråber der førhen faldt på degnen, nærmere falder på en kineser i dag.
Der er nok ikke rigtigt nogle gode løsninger på det problem, protektionisme gør det i hvert fald ikke. Mit bedste bud er at fjerne skatten, så de i det mindste ikke har den at kæmpe imod.

Vi bliver i hvert fald fattigere af at binde ressourcerne på overførselsindkomst.

Frihandel er et gode for dem som er mest konkurrencedygtige på et frit marked – og i den virkelige verden er det dog primært ikke den enkelte arbejders dygtighed over for en anden i udlandet, som er afgørende, men deres samfundsindretninger – forskelle i skattebyrder, miljølovgivning, arbejdestagerrettigheder, statens tolerance overfor dets virksomheders brud på udenlandske patenter, statsstøttet industrispionage, finans- og pengepolitik, etc.

Altså primært en konkurrence mellem stater – og denne konkurrence flytter aktivitet og andele af verdensøkonomien mellem de forskellige stater – flytter økonomisk, teknologisk, militær og politisk magt mellem stater.

Og så er der forresten ingen automatik, der gør en udkonkurreret arbejder kan finde anden beskæftigelse – som kan sikre pågældendes underhold og hidtidige levestandard – endsige sociale status og identitet.

Selv med den nuværende socialstat er frihandel et ubetinget gode. Frihandel fremmer den internationale arbejdsdeling og dermed den enkelte arbejders produktivitet. Det betyder alt andet lige, at realindkomsten går op.

Naturligvis er der nogle virksomheder, som ikke er profitable og derfor går ned, og højst sandsynligt ændrer virkeligheden sig sådan, at hvad der engang var profitabelt at producere i Danmark ikke vil være det i fremtiden, og erhvervslivet må derfor tilpasse sig til den virkelighed i fremtiden.

Der var en gang, i liberalismens og frihandelens guldalder, hvor dansk landbrug levede af at eksportere korn. Så ændrede forholdene sig, og danske bønder kunne ikke længere konkurrere mod amerikansk og russisk korn. Betød det, at dansk landbrug gik ned? Nej, landmændene tilpassede sig og slog over i animalsk produktion. Sådan vil det altid være på et frit marked.

Det eksempel burde i øvrigt også aflive myten om, at der er nogle danskere, der er for dumme eller uuddannede til at klare sig på et frit marked. De danske bønder var temmeligt uskolede dengang i forhold til i dag, men det lykkedes dem alligevel at overleve og endda at leve temmelig godt.

Naturligvis kan det give mening for særinteresser at have høje toldmure – så kan de nemlig få en større del af kagen, for at bruge din egen metafor.

Man kan f. eks. få en blomstrende jernindustri i Danmark ved at befale, at man kun må bruge dansk myremalm i produktionen. Både jernarbejdere og mineejere ville tjene styrtende på en sådan politik.

Grunden til, at det ikke ville være godt for samfundet som helhed, er, at man ikke kan komme udenom loven om komparative fordele. De ressourcer, der er bundet i beskyttede industrier, som ikke kan klare sig mod udenlandsk konkurrence, ville være bedre brugt andetsteds.

Hvis den danske olieindustri f. eks. ikke kan klare sig i konkurrencen fra amerikansk og arabisk olie, er det bedste, man kan gøre, at lade den gå neden om og hjem. Man kunne måske holde den kørende med toldmure og beskytte DONG og DUC, men det betyder blot, at man fastholder arbejdere og kapitalgoder i uproduktive erhverv.

Det vil selvfølgelig betyde midlertidige tab for arbejdere og kapitalister, når en industri går ned, og de må finde anden beskæftigelse. Der vil være midlertidig arbejdsløshed, indtil arbejderne finder anden beskæftigelse, og kapitalisterne vil lide tab, når de er nødt til at afskrive kapitalgoder, der ikke kan konverteres til anden produktion. Dog er alternativet værre: nemlig at holde virksomheder kunstigt i live og fastholde ressourcer og arbejdere i uproduktiv beskæftigelse.

Det kan naturligvis give mening for særinteresser at advokere for beskyttelse af deres industri. Man kunne f. eks. skabe en blomstrende jernindustri i Danmark ved at befale, at man kunne måtte bruge jern fra dansk myremalm i produktionen. Eller man kunne gøre DUC og DONG til aldeles profitable forretninger ved at forbyde al import af olie og naturgas.

For hele samfundet giver den slags aldrig mening. Årsagen er loven om komparative fordele: hvis enhver gør det, han er bedst (mindst dårlig) til, er det en gevinst for alle.

Så hvis dansk olieindustri f. eks. bliver udkonkurreret af amerikansk og arabisk olie, er svaret ikke at beskytte den. I stedet for at blive ved med at investere kapital i og træne arbejdere til en uprofitabel industri er det i det lange løb bedre at lade arbejderne finde andet arbejde og lade kapitalisterne finde andre investeringsmuligheder. Naturligvis vil der være tab i form af kapitalgoder, der ikke kan konverteres og må afskrives, og midlertidig arbejdsløshed, mens arbejderne finder andet arbejde, men det er bedre at tage det tab, når det opstår, i stedet for at subsidiere de udkonkurrerede industrier og bare udskyde problemet.

Så er skatter, afgifter, dagpenge, kontanthjælp, boligsikring, fripladser i børnehaver, et offentligt sundhedsvæsen, et offentligt uddannelsesvæsen, offentlig infrastruktur, ja, hele samfundets produktion af offentlige goder (som ikke er fuldt brugerbetalt) markedsfejl, der hæmmer et efficient globalt marked.

På samme måde som al regulering af indvandring hæmmer et efficient globalt marked – og dermed klodens velstandudvikling – i den liberale økonomiske teori.

Denne økonomiske teori tager dog ikke højde for dens fulde implementering i den virkelige verden ville får de værende sociale samfundsordner til at bryde samme – den globale velstand ville således ikke vokse som følge de økonomiske tab af nævnte sammenbrud, uorden, uro, konflikt, opstande, etc. vil medføre – det er således en økonomisk teori, der bygger på mennesker ikke opfører sig som mennesker empirisk gør.

Her deler den forøvrigt meget med marxistisk økonomisk teori.

Det er her, argumentet går galt for de fleste – antagelsen om, at der nok er nogle ledige ressourcer, som man så kan bruge et_bestemt_sted! Man bliver fattigere af at binde de pågældende ressourcer i relativt uproduktive formål. Og før nogen siger, at der jo er masser af danskere, der står udenfor arbejdsmarkedet: Det skyldes, at vi politisk har udelukket dem gennem reguleringer og dagpenge, kontanthjælp og efterløn. Det er en_politisk_fejl, ikke en konsekvens af globalisering eller andet.
Når det er sagt, spørger “Aarhusianer” om hvorfor der ikke kan “være nogen samfund der tager hele det ekstra stykke kage.” Det er ret enkelt. Vi ved – både fra teoretisk og empirisk side – at friere handel er monopoldestruerende. Handel skaber konkurrence. Skal man tage et meget stort stykke af den samlede, ekstra kage, kræver det logisk at man har en ganske betragtelig monopolmagt. Men den virkning bliver netop undermineret af den friere handel. Derfor spreder frihandel gevinsten over mange, og ikke få.

Man kunne f.eks. sammenligne det med en virksomhed, som trækker en udliciteret produktion tilbage, selvom det er dyrere selv at producere, virksomheden har blot nogle ressourcer som ellers ville gå til spilde, og derfor er det en gevinst.

Den beslutning behøver virksomheden ikke nogle politikere for at diktere.

Man kan så godt forestille sig, at et land har nogle ledige ressourcer i form af arbejdskraft, som derfor burde kunne trække en produktion hjem. Det behøve man heller ikke politikere til at diktere, fordi driftige erhvervsfolk skal nok finde ud af at organisere dette.

Imidlertid kan disse ledige ressourcer få offentlig støtte til at lave ingenting. Derfor er det ikke rentabelt at trække produktionen hjem. Derfor er politikerne nødt til at diktere en hjemtrækning i form af protektionisme og højere priser.

Årsagen til problemet er jo åbenbar.

Logik rummer sin egen evidens – er det et empirisk eksempel du efterspørger?

Kan du ikke give bare den teoretiske forklaring på hvorfor det aldrig kan give mening for noget samfund.

Hvis vi antager at frihandel skaber mere velstand. Fair nok – så vokser klodens samlede kage.

Men hvorfor er fordelingen af det ekstra stykke kage allerede givet på forhånd. Du antager at der pr. automatik tilfalder et stykke til alle samfund.
Hvorfor kan der ikke være nogen samfund der tager hele det ekstra stykke kage. Og måske endda også noget af det gamle kage.

Evidens, tak!