Castro og frihedsrettighederne

Fidel Castro døde forleden, hvilket Niels Westy naturligvis skrev om her. Fordi der findes mange – ikke blot på venstrefløjen i Danmark og andre steder, men også i JP, Berlingske og på Borgen – der finder på adskillige undskyldninger for hans politik mod Cubas egen befolkning, er det ekstra vigtigt at understrege, hvordan virkeligheden var. George Will i Washington Post (læs her) er som ofte meget præcis. Will indleder sin klumme med det velvalgte ønske:

“With the end of Fidel Castro’s nasty life Friday, we can hope, if not reasonably expect, to have seen the last of charismatic totalitarians worshiped by political pilgrims from open societies.”

Eller som Carlos Eire skriver i samme avis: ”A genius at myth-making, Castro relied on the human thirst for myths and heroes. His lies were beautiful, and so appealing.” Andre gode nekrologer kan findes hos Tim Worstall i Forbes her; og Jeffrey Tucker hos the Foundation for Economic Education her. For de interesserede, er der langt mere information at hente hos the Cuba Archive’s Truth and Memory Project, som vi stærkt anbefaler.

En mere håndfast illustration af, hvor undertrykkende det cubanske regime faktisk er, kan man få ved at se på Freedom House’s årlige vurdering af pressefrihed i verden. I figuren nedenfor har jeg plottet Cuba overfor det latinamerikanske gennemsnit og tre udvalgte lande i regionen. Cubas vurdering er en score på 91 mod f.eks. den danske på 12. Globalt er kun tre lande værre end Cuba: Eritrea (94), Hviderusland (93), Nordkorea (97) og Usbekistan (95). Fidel og hans efterfølger er virkelig i fint, diktatorisk selskab, med en undertrykkelsesvurdering der ligger ti point højere end Ruslands.

cuba-fh

Det særlige er dog udviklingen – eller manglen på udvikling. På trods af presset fra internettet og udbredelsen af sociale medier, der har gjort det langt sværere og meget dyrere at undertrykke en fri presse, er der sket ganske lidt siden FH startede undersøgelserne i 1993. Det cubanske regime fortsætter således Castros politik overfor befolkningen og pressen, og hans venezuelanske beundrere Chavez og Maduro har tydeligvis også kopieret den del af de kommunistiske institutioner, der afskyr almindelige frihedsrettigheder. Omvendt er der intet i latinamerikansk kultur, der forhindrer en fri presse. Perus gennemgribende reformer omkring 2000 ses let, både Surinam og Chile ligner fuldstændigt Sydeuropas status, og de fleste små, tidligere britiske kolonier (Jamaica, Dominica, Saint Vincent osv.) har nordeuropæisk status.

Taler man om Cuba, står undskyldningerne for Castro dog stadig i kø. Hans regime startede med henrettelsen af nogle hundrede modstandere, og invitationen til at stille sovjetiske atomvåben op på øen nævnes helst ikke. En standardfrase til bortforklaring af Castros diktatoriske regime har siden 1959 været, at man ikke kan lave omelet uden at slå nogle æg i stykker. 67 år senere er der stadig ingen cubansk omelet, kun undertrykkelse og en forarmet befolkning, der langt hellere vil bo i Florida.

3 thoughts on “Castro og frihedsrettighederne

  1. Kjeld Flarup

    Har vi set den sidste karismatiske totalitære leder?
    Det komme vel an på hvordan man ser på Islamisk Stat, eller Putin for den sags skyld. Forskellen er vel blot at det ikke vrimler med apologeter for dem i Danmark og andre vestlige lande.

    Svar
      1. Kjeld Flarup

        Karismatisk ja!
        Totalitær, det tror jeg ikke systemet tillader.
        Og så skal man jo ikke dømme på forhånd, umiddelbart kan jeg ikke forestille mig det.

        Jeg læste en anmeldelse af en bog “De uforsvarlige – politiske massemordere” hvor netop Castro også er med. Og det efterlader et indtryk af at alt er muligt, fordi det totalitære ofte er begrundet i den bedste vilje.

        Svar

Leave a Reply to Niels OCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.