I et demokrati skubbes velfærdstabene også rundt, når en borger beskattes, vælger borgeren at allokere sine resurser anderledes. Fx ved at tilbringe mere tid på fritid end på at specialisere sig i arbejdsdelingen.

Jeg er dog glad for at du skriver at den afgørende forskel er at markedstransaktioner er frivillige med respekt for ejendomsretten, hvor politiske transaktioner er rene udplyndringer af borgeren.

Der er i en streng forstand ingen der “taber” i markedet som i politik, fordi der i markedet ikke sker ufrivillige handlinger. Man kan naturligvis indvende at nogen bliver bestjålet af tyveknægte, men dette betragter jeg ikke som en markedstransaktion. Der er et andet kritikpunkt, at man kan blive “snydt” til at købe noget som ikke er hvad det udgiver sig for, dette er at sidestille med gement tyveri, og bør håndteres af domstolene som et sådant. Igen er det ikke en markedstransaktion i den “rene” forstand.

Den fattige der tager i legoland vinder stadig da omkostningen ved at tage i legoland og stå i kø mens man ser de rige stryge forbi på “express ticket” er mindre end alternativet. I alt fald er det således ex ante.

Det er vigtigt at se forskellen på eksterne begivenheder og de direkte begivenheder. Eksterne begivenheder er ting såsom misundelse og at sammenligne sig med andre. Direkte begivenheder er dine egne valg. Valget at foretrække legoland på fattigbillet kontra alternativet.

Det er de direkte begivenheder der skal sammenlignes mellem marked og politik. Markedet giver dig valgfrihed til at bevæge dig mest muligt op ad din værdistige uden at skade andre (ingen tabere), mens politik giver dig kun muligheden for at klatre op ved at træde dine medborgere i fjæset.