Det totalitære demokrati

Med Venstre og Liberal Alliances kovending, er der nu flertal for et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum. Godt nok iklædes det et udvidet maskeringsforbud, hvilket politikere fra Venstre og Liberal Alliance har været hurtige til at understrege. Om de selv tror på det, skal jeg lade være usagt.

Formålet er at forbyde burka og niqab i det offentlige rum og hverken Dansk Folkeparti, eller Naser Khader, som i mange år har plæderet for et forbud mod disse to muslimske klædedragter, er i tvivl.

Især for Khader må den kommende lovgivning anses for at være en stor personlig triumf. Efter han skiftede fra Liberal Alliance til konservative var han med til at udarbejde partiets nye integrationspolitik, “demokratisk integration”, som blev offentliggjort i sommeren 2009. Udspillet blev kritiseret synder og sammen af alle andre partier end DF,  et stort set samlet kommentatorkorps (og medvirkede til Lene Espersens fald som formand for partiet) og udløste også store spændinger internt hos de konservative.

Det endte med at integrationsudspillet – helt bogstaveligt – blev taget af bordet,  og man fjernede alle henvisninger til det på partiets hjemmesider.

Ud over burka- og niqab forbuddet, som fik hovedrollen i den offentlige debat dengang, fornægtede Naser Khaders glæde for Hall Koch sig ikke. Udspillet var spækket med demokratisme, herunder obligatorisk undervisning i ”demokratiske livsformer”, lige som eleverne skulle lære om den ”demokratiske familie”. Jovist. Der er god grund til, at Naser Khader har ”demokrati” på arabisk og ikke ”frihed” tatoveret på sin overarm.

Som jeg selv bemærkede i mit bidrag, “Det handler om andet end fri hash”, til Cepos antologi ”Friheden flyver” fra 2010;

Af hensyn til integration og sammenhængskraft mener dele af den danske venstrefløj ikke, at vi selv må vælge, hvor vores børn skal gå i skole. Det er ikke legitimt at mene, at vi primært har sat dem i verden for vores egen skyld. De tilhører hverken deres forældre eller sig selv, men derimod samfundet. Meget bedre er det ikke, når De Konservative i deres integrationsudspil fra sommeren 2009 foreslår, at man indfører tvungen undervisning i demokrati, hvorunder hører åndfulde begreber som det demokratiske menneske, demokratiske livsformer og den demokratiske familie. Her er hverken plads til vantro eller dissidenter. Man fristes næsten til at kalde det etableringen af en velfærdsstatens sharia. I samme skuffe er forbuddet mod at gå i burka. Der henvises godt nok til, at det er af hensyn til de kvinder, der går i dem, men grundlæggende adskiller det sig jo ikke fra et krav om, at alle kvinder skal gå i burka.

Naser Khader står for det synspunkt (hvilket de færreste ikke-muslimer vel vil bestride), at burka og niqab – ligesom tørklædet – er udtryk for kvindeundertrykkelse. Derfor skal at man skal forbyde burka og niqab, for at hjælpe de kvinder der angiveligt er tvunget til at gå med dem. Hvor mange det reelt er ved ingen og for Naser Khader er det ligegyldigt om det er de færreste, eller at vi rent faktisk har en lovgivning, som forbyder at tvinge andre voksne mennesker til at gå i noget bestemt tøj.

Det fremgår meget klart i et  interview i Deadline den 6. oktober. Her lægger han netop vægt på, at det ikke er et spørgsmål om problemets (tvang) omfanag, som er afgørende for ham:

”Jeg vil gerne bruge det andet eksempel med 24-års reglen, som vi vedtog for mange år siden for at hjælpe de piger der blev tvunget ind i ægteskaber de ikke ønskede, tvangsægteskaber. Der lavede vi en lovgivning der chikanerede mange mange hundrede danske unge, måske flere tusinde. Og det gjorde vi og holdt fast i for at hjælpe de meget få der blev tvunget ind i ægteskab de ikke ønskede.”

mens han andet sted understreger, at

”ind imellem er der behov for en lovgivning der beskytter det lille mindretal der ikke selv kan klare det”

Naser Khader står altså for en utilitaristisk tilgang, hvor man gerne må ofre nogles (her de de mange) frihed for at redde nogle få. Hermed er der sådanset ingen grænse for omfanget af indskrænkninger og forbud, også når det handler om de grundlæggende negative frihedsrettigheder. Ydermere er det Khaders vurdering af omkostningen for de der tvinges i forhold til de der generes, som er afgørende. Det kan næppe blive værre.

Ok, vil nogen måske sige, men Khader er jo heller ikke liberal, og det er sandt. Han er konservativ. Vel at mærke i en kontinental udgave, med klare nationalkonservative træk, der mest af alt minder om Sydeuropæisk (katolsk) konservatisme, hvor man blot ha skiftet det katolske ud med demokratisme.

Juristeri og politisk forklædningsnumre hos Venstre og Liberal Alliance

DF og de konservative fejrer altså burkaforbuddet –  og vi andre venter spændt på hvornår andre former for kvindelig muslimsk beklædning skal forbydes. Imens prøver politikere i de to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, i større eller mindre grad at nedtone netop burka og niqab-delen i den kommende lovgivning. Venstre taler om at man skal kunne se hinanden i øjnene og aflæse ansigtets mimik hos andre (tale om positive rettigheder), mens  Ole Birk Olesen lægger vægt på det sikkerhedsmæssige aspekt, og på sin facebook profil bl. a. skriver, at :

”I disse terrortider synes jeg også, det er fint med et forbud mod, at man går maskeret rundt i det offentlige rum. Vil man maskere sig i swingerklubben, i moskeen eller i teateret, så er man lige så fri til at gøre det, som man altid har været, men bevæger man sig ud på gaden, så tror jeg, at vores samfund af sikkerhedsgrunde er bedst tjent med, at man ikke bærer maske.”

Det kan her undre, at man ikke for lang tid siden har forbudt alle former for maskering i det offentlige rum. At forklæde sig for at udføre kriminelle handlinger er jo ikke noget nyt, heller ikke her til lands.  Og man må spørge sig selv om det nu skal være forbudt at bruge styrthjelm i stedet for påbudt?  Skal det være forbudt at trække kasketten ned? At tage sit halstørklæde op over mund og næse, når det er koldt om vinteren?

Argumenterne fra Venstre og Liberal Alliance er udenomssnak. Hvilket Jakob Elleman Jensen sådan set også erkendte, da han direkte adspurgt medgik at uden ”burkadebatten”, så ville en generel lovgivning mod maskering i det offentlige rum aldrig være kommet på tale.

At både Venstre og Liberal Alliance er splittede er meget tydelig. Og indtil videre har tidligere minister Eva Kjær Hansen meldt klart ud, at hun næppe kommer til at stemme for, uanset hvordan man forsøger at forklæde/pakke ”Burkaforbuddet” ind.

Du har kun den frihed andre tillader dig

Når det kommer til frihedsrettigheder kerer de fleste sig vist primært om deres egne rettigheder. Det er grunden til at alkohol er tilladt, mens cannabis ikke er. At sidstnævnte sandsynligvis bliver det på et tidspunkt, men at andre former for illegale rusmidler næppe bliver det.

Det gælder også det kommende forbud mod burka og niqab, som har stor folkelig opbakning. Ligesom med 24-års reglen (der modsat Naser Khaders fremstilling vist primært havde til formål at bremse tilstrømningen af familiesammenførte indvandrere til Danmark), opfattes den som uden konsekvenser for ens egen frihed.

Ovenstående gælder dog ikke de mere eftertænksomme borgerlig-liberale meningsdannere og debattører, hvis reaktion da også har været ganske skarp, desuagtet andre uenigheder blandt dem.

Redaktør af Libertas, Torben Mark Pedersen, som både er kendt for sin store viden om ikke mindst Liberalismens idehistorie og for at være en krasbørstig kritiker af Islam og indvandring fra muslimske lande, skrev således i en kommentar på facebook, at:

“Man kan lukke muslimske friskoler, stoppe for kommunalt støtte til shariaskoler forklædt som fritidsaktiviteter, stoppe for mangeårig førtidspension og kontanthjælp til udenlandske statsborgere, stop for al migration fra greater Middle East, udvisning af alle kriminelle indvandrere, stop den kommunale boliganvisning, der fører til ghettodannelse, stop for at give kontanthjælp til tørklædeklædte kvinder, forbyde alle offentligt ansatte at bære religiøs og politisk klædedragt, lukke moskeer hvis der prædikes opfordringer til jihad m.m., stop for at give indrejse til muslimske prædikanter, retsforfølg alle syrienskrigere, stop for kontanthjælp til personer på tålt ophold, fængsling af alle udviste, der ikke frivilligt vil rejse hjem, forbyd kønsopdelt svømning m.m. i svømmehaller med kommualt tilskud, stop alt tilskud til foreninger, hvis formål eller aktiviteter strider mod Grundlovens frihedsrettigheder og demokratiske principper som i friskoleloven, fratag opholdstilladelse fra alle udenlandske statsborgere, der i mere end en kort årrække ikke kan forsørge sig selv, stop for sociale ydelser til migranter efter 6 måneder, 3-4-dobling af straffe for vold, mord, voldtægt, skyderier, menneskesmugling og asylsnyd, stil krav om integration/assimilation til alle migranter, og hvis de ikke lever op til kravene, så udvis dem igen. Der er SÅ mange tiltag, man kunne iværksætte uden at begynde at krænke grundlæggende frihedsrettigheder

Mens direktør for Justitia, Jacob Mchangama på sin profil skrev:

Nå jeg ser folk triumfere over burka-forbuddet på Facebook minder det mig om amerikanske collegestuderende, der beruses når det lykkes dem at lukke ned for højreekstreme talere, demonstrationer m.v. hvis værdier står i modsætning til deres egne.

Ligesom de amerikanske studerende i fulde alvor tror de kæmper for mangfoldighed og inklusion, påstår de der glædes over burkaforbuddet, at friheden har vundet en stor sejr. Ingen af grupperne indser at de underminerer de værdier de påstår at kæmpe for, og at deres “sejre” baner vejen for lignende tiltag rettet mod dem selv. I stedet vendes skytset mod deres kritikere, der enten er apologeter for racisme eller islamisme. “Ytringsfrihed” hhv. “tolerance” er for disse grupper udtryk for hhv. “blinde privilegier” eller “naivisme”. Begge grupper forudsætter, at de har en særlig indsigt i tingenes rette sammenhæng, der giver dem en særlig legitimitet til at begrænse andres normale frihedsrettigheder. Til gengæld er der ikke grænser for den grad af tolerance og ytringsfrihed de kræver for dem selv, når hhv det hvide heteronormative patriarkat eller islam og dens tilhængere (reelle og indbildte) udsættes for angreb.

Endelig kritiserer Lars Seier Christensen sit parti for at være gået med

”i det semi-totalitære socialistiske selskab, der vil blande sig i folks påklædning”

og fortsætter med, at

”Denne lov er ikke bare meget forkert, den er af væsentlig principiel karakter, og jeg vil blot håbe på, at vi ikke skal lide under en masse efterrationaliseringer fra LA om dette. Jeg går ud, fra at vi gør dette “for regeringens skyld” og lad det så venligst være nok argumentation selvom den ikke er meget værd – resten er vi vist nogle liberale, der ikke orker.

Der findes i forvejen en lov, der forbyder tvang overfor andre i forbindelse med påklædning. Det er rigeligt til at opnå det ønskede resultat (hvis man ønsker at effektuere det).

Det eneste man opnår her, er at spærre en gruppe kvinder helt inde i deres selvvalgte (i hvilket tilfælde det er totalitært) eller påtvungne (i hvilket tilfælde det er kriminalisering af ofre) fængsel.

Lad det venligst være sidste gang, at vi går på kompromis med helt basale liberale principper.”

Det totalitære demokrati

Man kan kalde og forsøge at begrunde loven med hvad man ønsker. Når det kommer til stykket er der tale om en lovgivning, som er konsekvensen af årtiers mislykket integration her i landet. Loven i sig selv er ren symbolpolitik, og man skal være meget naiv hvis man tror den vil have nogen positiv betydning for hverken terror (det er jo ikke just fordi Frankrig, hvor burka og niqab i årevis har været forbudt i det offentlige rum glimrer ved fraværet af terror) eller fremmer integrationen af muslimer her til lands. Det viser omfanget af kvinder der går i hijab og chador. Problemet sidder næppe i klædedragten. Og hvordan vil man forklare, at vi her til lands nok må tegne hvad vi vil, men ikke gå i det tøj vi ønsker?

Hvad vi ser er hvorledes den demokratiske socialstat antager totalitære former.  Som Torben Mark Pedersen spøger; hvorfor undergrave grundlæggende frihedsrettigheder, når der er så meget andet man kunne gøre? Svaret synes at være, at man hverken evner eller ønsker at gøre brug af de tiltag, der tidligere har været afgørende for at nytilkomne enten tilpassede sig eller rejste igen (og nej, migration er sjældent løbet stille af sig).

Som sådan må forbuddet mod bestemte former for beklædning i det offentlige rum ses som konsekvens af den manglende evne til at tage det tiltrængte opgør med den fuldfede socialstat og dens positive rettigheder.

Jeg vil ikke påstå at de Europæiske socialstater, som de fremkom efter 2. verdenskrig, alene kan forklare de integrationsproblemer man står med i dag. Men de spiller en afgørende rolle. Kombineret med at man har reguleret/lovgivet mod privates ret til at diskriminere og tildelt positive rettigheder – hvorefter man garanteres en minimumslevestandard (der ofte er betydeligt højere, end hvor man kommer fra) – er det naturlige incitament til tilpasning forsvundet. Og helt galt går det naturligvis, når de der ikke er i stand til at klare sig  selv i deres nye land, tildeles en trøstepræmie i form af offentlige overførsler, som garanterer en levestandard der langt overgår hvad man kunne opnå der hvor man kommer fra.

Den naturlige tilpasning kan ikke erstattes med lovgivning. Og vi må desværre forvente flere indskrænkninger i den personlige frihed fremover. Som nævnt henviste Naser Khader til 24-års reglen i sin argumentation for at begrænse friheden til at klæde sig som man ønsker. Hvor længe går der mon før de resterende muslimske beklædningsgenstande står for fald? – og vil det stoppe der?

Der er ingen grund til at tro det slutter her. Historien er fuld af utilsigtede konsekvenser. Det må man også frygte bliver tilfældet med denne lovgivning. Eller som Ludvig Von Mises skrev i sin bog om liberalisme i 1927:

”Why should not what is valid for these poisons *alkohol, morfin og kokain+ be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Men som Mikael Jalving sagde i en Deadline for en del år siden. ”Der er ikke mange liberalister her i landet og jeg kender stort set navnene på de fleste”. Det har han desværre nok ret i.   Mens demokratismen hersker, står det sløjt til med forsvaret for individets frihed.

2 thoughts on “Det totalitære demokrati

  1. Uffe

    Tak for et godt indlæg Niels. Det er tiltrængt at minde om hvordan demokratiet ikke sikrer rettigheder for nogen som helst udover dem som udgør flertallet.

    Svar
  2. Kjeld Flarup

    Det værste ved sagen er vel næsten, at alle folketingsmedlemmerne skulle holdes på plads med partidiciplin. Det ville have været en oplagt sat at fritstille på. Men DF’s magt er åbenbart stor.

    Og så er selve tørklædet nok det som er det reelle problem.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.