Jeg synes, det er lidt sensationalistisk. Mit indtryk af Tyskland på det punkt var at Brünings nedskæringer blev et signal om inkompetence, og folk derfor var parat til at støtte et eller andet anderledes. Identifikationsproblemet er derfor ikke løst, fordi der var ingen reelle alternativer for middelklassen end nazisterne – de stemte under ingen omstændigheder på kommunisterne. Men kan seimpelthen ikke lave denne type øvelse og konkludere noget klart medmindre folk har mindst to reelle alternativer.
Mht. Kjelds spørgsmål: Nej, der er liberaliseringer, der er nedskæringer, og andre der slet ikke er. En afregulering af de danske boligmarked vil f.eks. være en liberalisering uden nedskæringer.

Nedskæringer er vel ikke det samme som liberaliseringer?

Hvad er dine tanker i forhold til det paper?