De rigeste i 50erne

Forleden udkom den nye version af det såkaldte Maddison-datasæt, der oprindeligt blev startet af og nu er opkaldt efter den fremragende britiske økonom Angus Maddison. Det særlige ved datasættet er, at det indeholder estimater af bruttonationalindkomsten tilbage i tid, og for nogle landes vedkommende meget langt tilbage. Jeg bruger det til tider i min undervisning i udviklingsøkonomi, hvor de studerende ofte bliver overraskede. En del af overraskelserne handler om det faktum, at verdens rigeste lande i dag ikke er helt de samme som før i tiden. Tabellen nedenfor fortæller således historien om, hvordan en gruppe af verdens rigeste lande bliver ved med at være rigest ved at vise Top-25 omkring 1955. Sammenligningen med deres position og relative indkomst omkring 2015 er ganske instruktiv.

Kun otte lande i Top­-25 i dag var det ikke allerede for 60 år siden, og de to var i Top-30. Irak var ekstremt rigt en kort overgang, men landet var midt i et olieboom i 1955, og faldt meget hurtigt bagud igen. De interessante lande er i stedet Libanon, Venezuela, Argentina, Gabon og Uruguay. Libanons hovedstad Beirut var f.eks. kendt som Mellemøstens Paris og tiltrak kendisser i hobetal. Det var meget tydeligt, at levestandarden bestemt ikke stod tilbage for Sydeuropas, hvilket også er til at se på billedet nedenunder (som er fra Mario Kanaans tweet). Tragedien i Libanon var den voldsomme borgerkrig, der brød ud i 1970erne og over to årtier ødelagde det ellers rige land. Libaneserne har i dag næsten præcist samme købekraft som i midten af 1950erne.

Argentina, Uruguay og Venezuela var steder, vestlige virksomheder etablerede sig og som tiltrak immigranter med initiativ og uddannelse, ikke mindst fra det noget fattigere diktatur i Spanien. Ingen husker det i dag, men umiddelbart efter anden verdenskrig blev store dele af Sydamerika set som økonomisk ligeværdige med Sydeuropa. Resterne af storhedstiden ses stadig i blandt andet det fremragende Teatro Colón i Buenos Aires, der på trods af alt stadig regnes for et af verdens fineste operahuse, og i andre ting som Brasiliens Bossa Nova-tradition. Sidst, men ikke mindst, må man huske at flere kolonier faktisk var meget velfungerende. Gabon, der indtil 1960 var et fransk territorium, havde en ganske diversificeret økonomi med tømmer, guld, landbrug og en masse handel fra resten af det franske imperium i Vestafrika. Landet er stadig ganske rigt, set i forhold til resten af Afrika, men er faldet lige så meget bagud som Latinamerika.

Den vigtige indsigt fra historien er, at nok kan lande være blandt de rigeste i mange år – og have en etableret selvforståelse som et af de rigeste lande – men det er ikke sikker, at det bliver ved. Historien om f.eks. Argentina, Gabon og Venezuela handler om, hvordan horribel politik, som man troede ’man havde råd til’, stoppede udviklingen og effektivt efterlod dem som tredjerangsnationer. Ingen tror, at det kan ske hos dem – det er kun andre, der kan kvaje sig så meget, indtil man alt for sent opdager, at man selv er blevet elendig.

11 thoughts on “De rigeste i 50erne

  1. Rasmus Ole Hansen

    Det er da også ganske interessant at Tyskland var det 16. rigeste land i verden efter at det 10 år før lå i ruiner. Tyskland var endda rigere end feks. Frankrig, der fik massiv støtte fra USAs Marshall hjælp. Hvad skyldes Tysklands succes?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Det er et godt eksempel på Tysklands Wirtschaftswunder, men faktisk ikke videre overraskende for økonomer. Se f.eks. vores gennemgang sidste år af klassisk vækstteori: https://punditokraterne.dk/2017/05/13/solow-swan-modellen-og-modgift-mod-vaekstnonsens/
      Helt basalt ødelagde krigen en masse udstyr, bygninger osv. i tyskland, men den intellektuelle infrastruktur, folks evner osv. blev ikke ødelagt. Så da man frigav prisdannelse osv. i 1948 begyndte den tyske økonomi at konvergere hurtigt til der, den havde været uden krigen og Hitler. Og uden mærkværdig regulering osv. gik det hurtigt.

      Svar
  2. Frede Vestergaard

    Hvordan ville tabellen have set ud, hvis befolkningsvæksten havde været den samme som i Danmark i alle lande?

    Svar
  3. Frede Vestergaard

    Om igen: Hvordan ville tabellen have set ud, hvis befolkningsvæksten i lande som Irak og Saudiarabien m.fl. havde været den samme som i Danmark? Altså lande, hvor der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem produktion (BNP) og arbejdsstyrke/befolkning?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Hvis jeg forstår dit spørgsmål ret – sådan at problemet med Saudiarabien er, at de har enorme ressourcer i forhold til en lille befolkning – så forsvinder de to ud af tabellen, og erstattes af Irland og Ungarn i bunden. Men det er sådan set de eneste to rige lande midt i 50erne, der er strukturelt mærkelige.

      Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Det er jeg også. Men det hænger faktisk på typen af købekraftskorrektion i Maddison-datasættet. Hvis man bruger den ene type, er Norge rigere allerede fra omkring 1930, mens den anden viser et noget senere ‘take-off’. Mit gæt, mendet er blot et gæt, er at forskellen hænger på i hvor høj grad olie påvirker det prisindeks, der bruges. Skulle man fokusere på privatforbrug osv. er min fornemmelse også, at Norge overhaler Danmark og Sverige noget senere.

      Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Vi skriver også en post om Top-25 en af dagene! Du skal bare have lidt tålmodighed – den kommer først når jeg er tilbage i Danmark.

      Svar
  4. Pingback: Året hos Punditokraterne – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.