Hvem er de bedste danske økonomer, 2018-udgave?

Hvert år ved denne tid poster vi en af vores traditionelle diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? Vi har gjort det i snart ti år (se f.eks. udgaverne fra 2017, 2016, 2015, og 2014), og sørger – hvis nogen skulle være i tvivl – at variere metoden hvert år. Udover det indlysende at prøve at sige noget om, hvem der er de virkeligt dygtige, er fokus i år på at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år, og på de forskelle, der kan skyldes forskellige kilder til opgørelser af f.eks. citationer. Som Simon Ek og Magnus Henrekson understregede tidligere i år i Ekonomisk Debatt, har Scopus en tendens til at undervurdere ældre forskere og Google Scholar overvurderer meget policy-orienterede forskere. Scopus tæller kun citationer i artikler, der er publiceret, mens Google Scholar tæller revl og krat, inklusive citationer i ikke-videnskabelige outlets. Vi bringer derfor i år to lister – en baseret på citationstal fra Scopus, og en anden baseret på Google Scholar.

Som tidligere år ser vi kun på forskere, der bidrager til nationaløkonomi. De mange meget dygtige danske økonometrikere figurerer derfor kun i indekset i det omfang, at de laver forskning hvor udviklingen af metoder ikke er en hovedpointe. Det samme gælder forskere i ’ren’ finansiering, mens vi tager dem med, der forsker i såkaldt ’financial economics’. Det betyder dog, at enkelte af forskerne måske ikke kan sammenlignes perfekt med nationaløkonomerne, da der ganske enkelt er anderledes citationspraksis i finansiering – der er generelt flere citationer, og dermed også højere impact factors i f.eks. Journal of Financial Economics end en ellers sammenlignelig leading field journal et andet sted i nationaløkonomi.

Indekset i år består af to elementer. Det første er en kvalitetsvægtet citationsscore per år for de fem mest citerede artikler for hver forsker. Som eksempel er min mest citerede artikel fra Public Choice, og citeret 657 gange (i Google Scholar, dvs. 36,5 gange) siden udgivelsen i 2007. Public Choice har en SJR-score på 1,184, så rå-indekset her bliver 657 / 11 * 1,184 = 43,216. Første element er summen af disse scorer for de fem mest citerede artikler. Det er dog ikke alle publikationer der tæller, da vi ikke kan tage dem med, der enten er publiceret steder uden et SJR-indeks (bøger, working papers etc.), eller dem der er helt udenfor samfundsvidenskaberne. Det trækker således ned for f.eks. min tidligere kollega Niels Westergård-Nielsen, der har været medforfatter på flere velciterede artikler i psykologi.

Det andet element er forskerens H-indeks, der er X når man har X artikler, der er citeret mindst X gange. Som eksempel er mit H-indeks i Google Scholar 36 – jeg har 36 artikler, der er citeret mindst 36 gange. Når man inkluderer H-indekset er det en måde at undgå indflydelsen fra enlige svaler, dvs. hvis en forsker har én enkelt godt publiceret og meget citeret artikel, men ikke har formået at gentage succesen. Hele indekset, når man tager et gennemsnit af de to indeks er derfor en kombination af kvaliteten af ens publikationer og bredden af publikationer.

Resultaterne af øvelsen kan ses i tabellen nedenfor, der viser Top-20 for hver af de to opgørelser. V1 er version 1, baseret på citationstal fra Scopus og impact faktorer for journals fra Scimago; V2 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra Scimago; V3 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra JCR. Som man kan se, gør det en lille forskel, da Scimago giver større forskelle i impact-scorerne, mens der ikke er den helt store forskel mellem resultaterne afhængig af om man tager citationer fra Scopus eller Google Scholar (som cirka giver tre gange så høje tal, men samme fordeling).

Resultatet i år er ligesom sidste år, at Lasse Heje Pedersen er Danmarks bedste nationaløkonom. Hans fem mest citerede artikler er samlet citeret mere end 2400 gange (i V1) og de er udkommet i tidsskrifter som Econometrica, Review of Financial Studies og American Economic Journal: Macroeconomics siden 2005. Hans forskningsbredde er også fin med et H-indeks på 22 i Scopus. Han følges af sine Keld Laursen, David Lando og Morten Lau fra CBS, der sidder tungt på de første fem pladser på årets liste.

Der er dog også andre forhold, der værd at lægge mærke til. For det første er de bedste kvinder på listen igen er Aarhus-forskerne Helena Skyt Nielsen, Marianne Simonsen og den formidable Nina Smith, mens de bedste forskere udenfor de tre store universiteter er Rockwolls forskningschef Jan Rose Skaksen (nr. 26) og SDUs økonomiske historiker Jacob Louis Weisdorf (nr. 30). Sidst er det værd at bemærke, at min gode kollega Martin Paldam – den ældste aktive i vores sample – stadig er at finde som nummer syv. Det sker på trods af, at vi ser på citationer per år, og i høj grad på grund af Martins imponerende H-indeks på 27 i Scopus og den forskningsbredde, det afspejler.

Man må også spørge, hvor stor en forskel det gør, hvilke specifikke kilder man bruger. Svaret er, at det generelt ikke gør så stor forskel, men kan rykke enkelte forskere. Bruger man V2 og V3 rykker Martin Paldam således op som nummer 4, jeg rykker et par pladser op, og Claus Thustrup Kreiner rykker ned til nummer 10. Den største forskel gælder for Henrik Hansen, der i V2 bliver nummer 6 og i V3 er nummer 7. Grunden er simpel: V1 belønner i højere grad meget høj kvalitet i hvor man har publiceret, og vægter ikke-videnskabelige outlets og relativt ny forskning lavere.

Som altid er der dog også grund til at sammenligne med økonomer udenfor Danmark som en slags ’smell test’. To af de absolut fineste er Nicolai Foss fra Bocconi i Milano og Toke Aidt fra Cambridge University. Med et indeks på 3,41 ville Nicolai være nummer tre med sin enorme forskningsbredde (et H-indeks på 43), hvis han var blevet på CBS. Toke repræsenterer en anden approach med et indeks på 2,44 (nr. 11), der skyldes en balance mellem relativt mange citationer og en række højt profilerede artikler. De internationale sammenligninger er også ganske gode, når man noterer sig at min nominelle ’chef’ ved universitetet i Heidelberg Axel Dreher – kendt som en af de yngre stjerner i Tyskland, ender med et indeks på 2,94, og IFN-chefen Magnus Henrekson er på 2,66. Havde de været danskere, ville de meget naturligt have ligget på Danmarks Top 10 i år.

Som hvert år kan man klage over de elementer, vi lægger til grund for årets list over de dygtigste danske nationaløkonomer. Man må dog også pege på, hvor konsistent toppen af listen er fra år til år. Mens forskellige opgørelsesmetoder og forskellig vægtning af f.eks. kvaliteten af de journals, man publicerer i versus hvor mange andre, der faktisk bruger ens forskning, gør en vis forskel, er de 15-20 bedste de samme år efter år. Men de er ikke nødvendigvis dem, medierne bruger til daglig.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.