Hvordan ser opsvinget ud?

I sidste uge skrev min Børsen-kollega Signe Roed-Frederiksen om det opsving, som adskillige politikere glæder sig så meget over. Der har været vækst i dansk økonomi de sidste seks år i træk, og beskæftigelsen er høj og stigende. Dansk Industri var endda ude forleden med en umiddelbart glædelige nyhed, at der nu er flere i beskæftigelse end før krisen satte ind. Man får det indtryk, at det går godt i dansk økonomi – og meningen er formodentlig, at man skal tilskrive de gode nyheder til regeringens politik. Fagbevægelsen brugte også de åbenbart gode tider fornylig til at presse en meget dyr – og formodentlig alt for dyr – overenskomst igennem på det offentlige område.

Problemet er, som Signe meget præcist formulerer det, at opsvinget ikke ligefrem er ’buldrende’ – det er ”fortsat et opsving med forbavsende lav flyvehøjde.” Nok er der nu 2.765.250 danskere i fuldtidsbeskæftigelse, hvilket er 5845 flere end i starten af 2008, men som Signe påpeger, er der kommet 20.000 flere i arbejdsstyrken i forhold til dengang. Så der er reelt ikke tale om nogen rekord, men blot varm luft fra DI. Og nok er der vækst i dansk økonomi, og væksten i BNP ser ud til at blive cirka 1,9 % i år. Som jeg understregede overfor en forsamling hos VU Aarhus i går aftes, skal man dog passe på med at læse dét tal: De 1,9 % er i det totale BNP, og ikke BNP per indbygger. Danmarks befolkning er de senere år vokset med cirka ½ % per år, hvilket bringer væksten i nationalindkomst per indbygger ned  omkring 1,4 % – og dermed ikke noget at prale med. 1,4 % er cirka ½ % under såkaldt ’trendvækst’, dvs. den vækstrate, økonomien har i normale tider.

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er det langt mere interessant at se på, hvordan det går dansk økonomi på langt sigt. Det viser figuren nedenfor, der plotter to BNP-serier (per indbygger, en linje baseret på nationale priser, og en prikket linje baseret på købekraftskorrigerede tal) for Danmark og et gennemsnit af vores økonomiske nabolande. Figuren viser først og fremmest den udvikling, der burde være kendt hos vores læsere, i nationalindkomst per indbygger siden 1995, hvor det er tydeligt hvordan Danmark ikke følger med. Det var blandt andet denne udvikling, som Produktivitetskommissionen beskæftigede sig med for nogle få år siden, og som danske politikere stadig i dag helt og totalt ignorerer. Set over de sidste cirka 25 år er dansk trendvækst langsommere end væksten hos de mest sammenlignelige lande.

For det andet visere figuren dog også, hvordan denne udvikling fortsætter i det såkaldte opsving. Ser man på den købekraftskorrigerede serie – den mest sammenlignelige og også mest relevante for danske forbrugere – er den danske økonomi samlet set vokset cirka 3,8 % siden væksten startede igen i 2011. Gennemsnittet for vores nabolande i samme periode er 5,0 %, og tager man forecast fra IMFs World Economic Outlook fra april, regner man med at den danske økonomi også i år vokser 0,4 % langsommere end nabolandene. Dét estimat skal endda tages med et gran salt, da IMF stadig regner med ganske langsom vækst i Storbritannien, der ellers ikke har oplevet den nedgang som analytikerne regnede med efter Brexit.

Bundlinjen, som politikere på begge sider af Christiansborg burde tage alvorligt, er at det faktisk ikke går ret godt med den danske økonomi. Det kommer dog næppe til at ske, og mindst tre forhold står i vejen for at politikerne offentligt anerkender problemet. Først er der ingen grund til at rokke ved båden så tæt på et valg – og i et land som Danmark, hvor statsministeren altid kan udskrive valg, er valget altid potentielt tæt på. For det andet frygter politikerne at lave reformer, bl.a. fordi de tror at danskerne elsker velfærdsstaten som det forestiller sig den er i dag, og bl.a. fordi politikerne tror at reformer er upopulære (hvilket de ikke er – se her). Og for det tredje er de stærkeste danske særinteresser – de offentlige fagforeninger og kommunale byrådskonger – bestemt ikke interesserede i reformer, der kan true deres status. Problemerne burde være velkendte og dansk økonomi skriger på reformer, der kan løfte produktivitetsudviklingen, men de effektive reformer er de mindst sandsynlige. I stedet for at erkende problemet, løber de 179 fjolser rundt på Christiansborg og leger kustoder i et socialdemokratisk museum.

16 thoughts on “Hvordan ser opsvinget ud?

  1. Niels O

    Undskyld mig, men en stigning i beskæftigelsen er vel en stigning. At der er kommet 20.000 flere i arbejdsstyrken betyder vel ikke, at der er en naturlov om, at der så automatisk kommer flere i arbejde. Hvad skulle de så ikke sige i u-landene med befolkningstilvæksten dér. Har de også en stigning i beskæftigelsen?

    Svar
    1. Kim

      Nu stiller du det spørgsmål jeg har stillet CEPOS de sidste 5 år og endnu ikke har fået svar på.

      Svar
    2. Christian Bjørnskov Forfatter

      Når der kommer flere folk i arbejdsstyrken, er der også flere der kommer i job. Det er et spørgsmål om, at der kommer flere ressourcer i økonomien, som man hyrer til den rigtige pris. Der er jo ikke blot flere i arbejdsstryken, men også tilsvarende flere forbrugere!

      Svar
      1. Niels O

        “Når der kommer flere folk i arbejdsstyrken, er der også flere der kommer i job.”

        Hvor pokker har du den logik fra? Så det gælder altså, ligesom i u-landene at føde en helvedes masse unger? Så kommer beskæftigelsen bare “myldrende” af sig selv? Næppe.

        Sjovt, som I punditokrater kan se alle positive udviklinger i nationaløkonomien i et negativt lys. Hvordan ser I så negative udviklinger?

        I øvrigt mener jeg at vide, at betegnelsen “vækst” er specifikt defineret som ændringen i BNP i faste priser fra periode til periode. Og ikke i alle mulige afarter, tilføjelser og fortolkninger af BNP efter personligt forgodtbefindende.

        Svar
        1. Uffe

          Undskyld hvis jeg bryder ind, men jeg vil gerne pointere at Christians svar var, at når arbejdsstyrken stiger, stiger beskæftigelsen ligeså. Dit indignerede forsøg på at latterliggøre Christians svar, som om Christian tror på robot-kræfter i markedsøkonomien, er malplaceret.

          Christian taler om, at en person, der er en del af arbejdsstyrken, søger et arbejde og derved ændrer på markedsligevægten, medfører at priserne justerer og opsuger arbejdskraften der udbydes (hvis vi altså ser bort fra fagforeningsvold, men da de ikke, heldigvis, påvirker alle sektorer i økonomien med 100pct effektivitet, så er det sandt, at hvis man reelt ønsker et arbejde, og kan søge i ikke-fagforeningsramte sektorer, så kan man finde et arbejde).

          Som jeg forstår dit modspørgsmål, så har du reelt spurgt om, hvorfor nyfødte børn ikke er en del af arbejdsstyrken, hvilket, når det præsenteres så direkte, tydeligvis besvarer spørgsmålet af sig selv.

          Svar
        2. Christian Bjørnskov Forfatter

          Nej, vækst er ikke defineret på den måde – der er ingen ‘officiel’ definition. Hvis man måler i såkaldt faste priser, får man naturligvis ikke inflationsproblemer med i tallene, men ens BNP-tal er stadig ikke sammenlignelige på tværs af lande. Det kræver en købekraftskorrektion. Om du vil er tallene bag figuren derfor alle i faste priser, men man kan altså lave købekraftskorrektioner på forskellige måder. Derfor har jeg taget de to måder med, som Madisson-databasen leverer. Hvis du er interesseret, kan du evt. læse videre i Diane Coyles fremragende bog om BNP og hendes anden forskning.

          Svar
          1. Niels O

            “Bruttonationalproduktet (BNP) er et mål for et lands værditilvækst, dvs. værdien af et lands samlede produktion af varer og tjenester minus værdien af de anvendte råstoffer i et bestemt tidsrum, typisk et år. Det er et helt centralt begreb i nationalregnskabet og en af de allervigtigste økonomiske indikatorer. Udviklingen i bruttonationalproduktet er også i centrum, når man debatterer økonomisk vækst, idet der med dette udtryk oftest menes vækst i BNP. ”
            https://da.wikipedia.org/wiki/Bruttonationalprodukt

            Ja, jeg glemte at nævne PPP ovenfor, men nu var spørgsmålet, om “vækst” blev defineret i pr. capita eller ej. Det vil DU gerne have med, men så siger jeg, at det er det ikke, når man “bare” bruger udtrykket “vækst”.

            Svar
            1. Christian Bjørnskov

              Niels, hvordan skal man kunne tage dig alvorligt, når du bruger en definition fra Wikipedia? Enhver fagøkonom med nogenlunde respekt for sig selv bruger BNP per capita som det relevante mål. Ellers må man jo konstatere, at Rusland er meget rigere end Danmark!

              Svar
              1. Niels O

                Skru lige ned for arrogancen.

                “Økonomisk vækst, forøgelse af et samfunds produktion og indkomst, der som oftest måles i den årlige ændring i bruttonationalproduktet.

                For at opnå så korrekt et mål som muligt for produktionens mængdemæssige vækst beregnes væksten på grundlag af en opgørelse af bruttonationalproduktet i faste priser.”
                http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/Produktion,_investering_og_%C3%B8konomisk_v%C3%A6kst/%C3%B8konomisk_v%C3%A6kst

                Skal jeg finde flere kilder?

                Så vidt jeg kan se, taler du om “velstand” og ikke om “vækst”.

                Svar
    3. Kjeld Flarup

      Niels, giver det spøgsmål også mening, hvis du kigger over en periode på 100 år, hvor der vel er kommet mere end en million mennesker ekstra i arbejdsstyrken.

      Svar
      1. Niels O

        Jeg ved ikke helt, hvor du vil hen med det spørgsmål. Jeg anfægter blot, at flere mennesker i arbejdsstyrken af sig selv er lig med tilsvarende flere mennesker i beskæftigelse. Og når og hvis det ikke sker, så er der tale om en fiasko.

        Der er vel en hulens masse ting, der er faktorer i det spil: konjunkturer, nye og ændrede efterspørgsler (undtagen de basale), den teknologiske udvikling og dermed ændrede behov (automatisering, nye kvalifikationer o.a.), psykologi (f.eks. danskernes forbrug, der er faldet efter finanskrisen), indkøb over nettet m.m.m. Altsammen påvirker det beskæftigelsesbehovet.

        Så måske er de 5845 mere i beskæftigelse siden 2008 i virkeligheden en helt ekstraordinær succes.

        Men forfatteren mener, at der skal 20.000+ flere i beskæftigelse, før der kan være tale om succes.

        Svar
        1. Kjeld Flarup

          Nu nævnte du u-landene ovenfor. Vil du ikke kalde dem for en fiasko?
          Undskyldningerne kan stå i kø, og en af dem kunne være antallet af børn, det ændrer dog ikke ved at det er en fiasko.

          Og i tilfældet Danmark burde der være færre undskyldninger for, at arbejdsmarkedet ikke kan opsuge sølle 20.000 mennesker.

          Svar
          1. Niels O

            Jo, netop. Det var min pointe. Der er ingen naturlov for, at en befolkningstilvækst er lig med beskæftigelsestilvækst.

            Svar
            1. Kjeld Flarup

              Hvis man absolut skal tale om en naturlov, så vil en “befolkningstilvækst” i naturen, naturligvis følges af at flere individer er beskæftiget med at finde føde. Hvis dette ikke sker, vil befolkningstilvæksten ganske naturligt blive rullet tilbage.

              Derfor mener jeg godt at man kan sige, at det er naturligt at beskæftigelse og befolkningstal følger hinanden. Hvis det ikke gør, så er der en ubalance.

              Spørgsmåler er så, hvad skaber beskæftigelsen? Er det de enkelte individer, eller er det politikerne? Hvis man antager at det er de enkelte individer der af egen drift søger og skaber beskæftigelse, så mener jeg godt at man kan kalde det for en naturlov.

              Omvendt, hvis det er politikerne der løser alle problemer, så er det naturligvis ikke. Men siden hvornår er politikere begyndt at løse problemer?

              Svar
  2. Gæst

    Man behøver ikke at skændes over de forskellige grafer og dens betydning. Da er en meget simpelt statistik, som fuldstændig understøtter Christians point, nationernes ranking af ppp GDP per capita over tid. Ifølge denne statistik var Danmark i 1989 det 12. rigeste land i verden, i 2017 er Danmark det 20. rigeste land i verden og prognosen siger at vi i 2019 vil rykke ned på en 22. plads. I 1989 var vi næsten lige så rige som Holland og betydelig rigere end Island, Sverige og Tyskland. I dag er Holland betydelig rigere end os og Island, Sverige og Tyskland er nu alle sammen rykket foran Danmark. Hvis man ikke kan se, at dette her er en større trussel mod den danske velfærdsstat end alle FN flygtninge taget sammen, så er man høflig talt rimelig naive.

    Svar

Leave a Reply to UffeCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.