Tanken var netop, at de øgede udgifter kunne gå til ‘mere’ sagsbehandling, men uden bedre match. Man ville derfor have klienter der er længere i systemet – man kan med de ekstra ressourcer tillade sig at bruge mere tid på at finde et match, der ikke behøver være bedre – og risikoen er, at de ekstra ressourcer gør klienter mindre tilbøjelige til at tage jobs med det samme.

Du skriver, at “(…) man kan lige så godt forestille sig en virkning (af øgede udgifter til arbejdsformidling og jobtræning), hvor folk leder længere efter nyt arbejde og dermed er længere i arbejdsløshed, hvilket dermed øger den strukturelle arbejdsløshed og giver en negativ effekt på nationalindkomsten.”

Selvom jeg som “upartisk” nationaløkonom bestemt ikke er uenig med det resterende af indlægget, hvordan kan øget investering i økonomisk ‘matching’ så ØGE den strukturelle ledighed og hvad er den videnskabelige evidens herfor?

Baseret på de studier, jeg har læst, har f.eks. Match Groups investering i swipe-baserede produkter (læs: mere brugervenlige produkter, f.eks. Tinder) øget matching-raten på dating-markedet. Er problemet således ikke, at offentlige udgifter til arbejdsformidling ikke i tilstrækkelig grad udmøntes i investering (som f.eks. i mere brugervenlige matching-systemer, der vil udgøre en ‘stock’), men i løbende udgifter (altså et ‘flow’) til f.eks. sagsbehandlere?

Og vil et øget investeringniveau således ikke også have en utvetydig positiv effekt på den langsigtede vækstrate, eftersom disse investeringer i bedre matching vil nedbringe den strukturelle arbejdsløshed?

Jeg ser frem til din kommentar på ovenstående.

Med venlig hilsen
Mikkel