En supplerende forklaring til Ottos svar vedr. selvforsyning er skatteforvridning. Udbytte fra nyttehaven og gør-det-selv-arbejde bliver ikke indkomstbeskattet.

Det er faktisk ret enkelt, og vi kommer nok tilbage til det når vi skriver om priseffekter. Der kan ganske rigtigt være danske arbejdere, der bliver arbejdsløse. Men i og med at varer bliver billgere, frigør det jo midler i folks budgetter – de får råd til mere. Deres efterspørgsel efter_andre_varer stiger derfor. Disse varer skal produceres af virksomheder, der således kommer til at ansætte flere folk til at producere de ekstra varer.
Bundlinjen er dermed, at dem, der blev arbejdsløse, måske ikke finder et job lige med det samme – det kommer an på deres indsats for at få et job – men der er mange_andre_der kommer i job. De nye job vil i gennemsnit være mere produktive end de gamle, der forsvandt. Og den understøttelse, vi kommer til at betale til dem, er er blevet arbejdsløse, skal først vurderes i forhold til den understøttelse, vi ikke længere betaler til dem der har fået job. Sidst, men ikke mindst, underminerer det jo på ingen måde de gevinster vi får som samfund. Understøttelsen betales af skatten, og er derfor udelukkende en overførsel fra nogle borgere til andre! Samfundet som helhed er stadig blevet rigere.

Fordelene ved handel er der, – hvis hvert land blot specialiserer sig i det, som landet er relativt – komparativt – bedst til. Men der skal omstilling til. Måske reformer.

Man kan måske sige det sådan, at hvis landet IKKE specialiserer sig i dét, de er bedst til – men vælger at lade en del af befolkningen, der indtil reformen arbejdede med det, som nu er urentabelt.
Ja så bli’r det dyrt for landet. Det svarer lidt til at man måske vælger at kompensere kapital-ejere for deres mistede privilegier, altså lader nogen lukrere på den opnåede fordel.

Hvis en dansk arbejder bliver arbejdsløs fordi vi køber X i et andet billigere land så er det jo rigtigt at forbrugerne får vare X billigere. Men fordi den danske arbejder nu skal have understøttelse (+ de øvrige negative afledte sociale effekter (og dermed også samfundsøkonomiske) som arbejdsløshed medfører) så beskattes forbrugerne nu mere og dermed udlignes den handelsmæssige komparative fordel.

Med andre ord den komparative fordel gælder kun såfremt alle er i arbejde.

Håber I kan genemhulle min argumentation.

Tak

Jeg tror generelt der er tale om et utal af faktorer, der spiller en rolle i emnet selvforsyning, hvoriblandt nogle tusinde års væren bønder er temmelig undervurderet.

For lavtlønnede som mig selv, deltidsansat kirketjener med en lav husleje, er mine store udgifter husleje, energi, transport, nyttehaveleje og fødevarer. Kunne fødevarerudgiftsdelen mindskes ved tidsforbrug på området er det for mig at se det oplagt letteste. Og fornøjeligste.
Min ven i Piemonte er givet efter sædvanlig rubricering at kategorisere som fattig men hans have, med 9 måneders vækstsæson i forhold til voire færre, kapacitet til lagring, og evner til udfoldelse i et køkken er stadig værd at rejse efter. Ren luksus, umulig at finde mange andre steder.

Men generelt er der nok en tendens til hos dem, der opfatter sig som selvforsynende, at undervurdere, hvor meget de reelt handler sig til. Et selvforsynende landbrug producerer ikke sine egne maskiner. Der er stort set ingen – bortset fra enkelte eremitter – som producerer alting selv, og i givet fald lever de i fattigdom.

Her er den fantastiske historie om en mand, som forsøgte at lave sandwich helt fra bunden af. Det tog ham seks måneder, og så lykkedes det alligevel ikke helt at undgå at handle med andre undervejs: http://time.com/money/4040437/sandwich-from-scratch-1500/