Det går den gale vej på Frederiksberg

Samtlige partier på Frederiksberg har indgået en budgetaftale. Det er en temmelig trist affære.

Til trods for, at staten netop fra 2019 kompenserer kommunerne for 75 pct. af mindreprovenuet ved skattenedsættelser, har det borgerlige flertal ikke villet sænke skatten. Såvel udskrivningsprocent, grundskyld som dækningsafgift fastholdes uændret. Da både indkomster og vurderingsgrundlag går i vejret, er uændrede satser lig med stigende skatteprovenu. Det ventes for første gang at passere 6 mia.kr. i 2019.

Så sent som i valgkampen begrundede man manglende skattelettelser med de penge, kommunen betaler til andre kommuner i udligning. Men her er altså tale om, at man ikke under skatteyderne en nedsættelse, selv om staten refunderer tre fjerdedele. Det er ret ekstremt, når man tænker over det. Det viser noget om, hvor lille en vægt politikerne tillægger skatteborgerne generelt i forhold til interessegrupper på udgiftssiden og forvaltningens budgetinteresser.

Det er ganske paradoksalt, at kommunalpolitikerne henviser til stigende udgifter til udligning, når de skal begrunde de manglende skattelettelser – og dermed kommer til at øge det beløb, som frederiksbergborgerne netto må aflevere til staten og andre kommuner.

Udligningen er dog ikke det eneste problem i kommunens økonomi.

Budgettet bærer præg af, at udgiftspolitikken er ved at skride. Frederiksberg har faktisk været relativt veldrevet sammenlignet med andre kommuner. Men nu går det den gale vej. Det er ikke sådan, at udgifterne eksploderer, men i stedet sådan, at man ikke er i stand til at tilpasse sig til demografiske forbedringer. Det såkaldt socio-økonomiske indeks fra Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået fra 1,01 i 2011 til 0,86 i 2017 og -18. Man er altså gået fra at have en befolkningssammensætning med et udgiftsbehov lige over gennemsnittet til langt under. Men kommunalpolitikerne har ikke ladet udgifterne følge med de faldende udgiftsbehov. Derfor er der i de senere år sket et betydeligt fald i den relative effektivitet. I 2016 lå udgiftsniveauet på 91 pct. af landsgennemsnittet, korrigeret for demografi og andre forskelle i udgiftsbehov. I 2018 er det steget til 94 pct. af landsgennemsnittet. Dermed er der spist en tredjedel af forspringet på blot to år.

I budgetaftalen for 2019 kan man bl.a. se det ved, at man med en håndevending sænker produktiviteten i daginstitutionerne. Det ”løser” noget af det ”problem” med overkapacitet, som befolkningsudviklingen har skabt. Som det lyrisk udtrykkes: ”Partierne er enige i at investere 5 mio.kr. til at øge personalenormeringen”.

Et andet eksempel er, at skolerne nu skal til at bespise eleverne. Budgetaftalen opremser alle de fordele, der utvivlsomt er ved mætte børn. Og man må dermed forstå, at denne opgave, som forældrene har løst gennem århundreder, ikke længere kan magtes af dem. Politikerne begynder tilmed at give særlige bevillinger til skolerne – ikke efter om de har særlige udfordringer, men alene på grundlag af elevernes socio-økonomiske baggrund.

Aftalen lægger dog op til effektiviseringer. Men det er helt ukonkret: ”Dette kan bl.a. ske ved digitalisering, modernisering, optimering af arbejdsgange samt ændring af ledelsesstrukturen”. Det er det – bortset fra at bestille en konsulentundersøgelse om opgavefordelingen mellem centrale og decentrale stabe.

Aftalen indfører en målsætning om at øge konkurrenceudsættelsen til 33 pct. i 2020. Det er langt under Konkurrencestyrelsens mål for udbudsegnede opgaver, men en pæn del over det nuværende niveau (på 28,4 pct. i 2017). Der er dog ikke mange konkrete tiltag i budgetaftalen, og til en start aflyser man et ellers aftalt udbud af et plejecenter.

Regeringen har som bekendt har mere end svært ved at få sin skatte- og strukturpolitiske dagsorden igennem på landsplan. En af undtagelserne er præmieringen af kommunale skattelettelser – om end de skæve incitamenter i kommunerne sagtens kunne begrunde en bedre ordning. På den baggrund er det sigende, at landet største borgerlige – og på papiret hidtil mest veldrevne – kommune har valgt at stå helt uden for ordningen og satse alt på udgifter. Udgifter, der udover selve skatten koster skatteyderne 75 øre i manglende tilskud for hver ekstra krone.

3 thoughts on “Det går den gale vej på Frederiksberg

  1. Mike Straarup

    Hr. Brøns-Petersen understreger nogle rigtigt fine pointer i ovenstående indlæg, men skylder også læserne at uddybe nogle facetter, så man ikke misledes. Den kommunaløkonomiske virkelighed ligger nogle gange meget fjernt fra den rent kommunalpolitiske.

    Først og fremmest, så er refusionen på nedsættelse af skattetrykket en overgangsordning med 75 pct. refunderet i 2019 og så faldende med 25 pct. pr år. Det betyder at kommunerne selv skal ‘finansiere’ de manglende skatteindtægter løbende, hvis man altså stadig ønsker et tilsvarende udgiftsniveau derfra (og formodet, at man ikke har overskredet det optimale skattetryk jf. Laffer kurven og skattenedsættelsen derfor resulterer i et merprovenu).

    For det andet oplever kommunerne generelt et pres på deres udgiftsrammer. Uden at spå omkring udfaldet, så kunne 2018 muligvis blive det første år siden indførelse af sanktioner, hvor servicerammen risikerer at blive overskredet. Jeg kender ikke Frederiksbergs økonomiske situation eller deres udgiftsniveau sammenholdt med tildelt service- og anlægsramme, men selv hvis de overholder den, kan de risikere sanktion pba. af national overskridelse fra de andre kommuner. En sådan sanktion vil påvirke bloktilskuddet og altså en væsentlig del af indtægtskilden for det kommende år.

    For det tredje opleves ‘velfærdsklemmen’ stærkere i disse år end nogensinde før. Om det er fordi danskerne er forkælede, forvænte eller i deres gode ret til selvsamme, så er forventningerne til velfærdsstaten højere end nogensinde før, og en lang række af disse forventninger udmøntes hos kommunerne, som jo står for den direkte borgernære velfærd. Dette resulterer i en generelt afholdenhed ved de enkelte fagområder ift. at afstå budget, da en række velfærdsydelser ikke længere forstås som ekstraordinære hos borgerne, men en selvsagt rettighed.

    Med ovenstående betragtninger, så kan det muligvis forklares omend ikke forstås, at man selv som borgerlig politiker er tilbageholden ift. at uddele skattelettelser. For har man først tildelt dem, så er de jf. selvsamme refusionsordning også meget dyre at indføre igen, skulle der komme et behov for at fore kassebeholdningen.

    Svar
    1. Otto Brøns-Petersen Forfatter

      Tak for rigtig gode kommentarer, som jeg i det store hele er enig i.

      Det er rigtigt, at det statslige tilskud til skattenedsættelser klinger af. Det er også rigtigt, kommunen risikerer en få en sanktion, hvis den i mellemtiden ikke formår at tilpasse sit udgiftsniveau og således må sætte skatten op igen.

      Det kan tale for, at man vælger en mindre nedsættelse end ellers. Men det er ret ekstremt slet ikke at sænke skatten overhovedet. Navnlig i Frederiksbergs situation, hvor der en kassebeholdning og skred i udgifterne at tære på, og hvor grundskyldsprovenuet nu igen skyder i vejret. Og hvor politikerne som sagt tidligere har begrundet manglende skattelettelser med udligning.

      Når det er sagt, så burde tilskudsordningen være bedre. Realiteten er, at en kommune ved sit valg af skatteniveau påvirkes af, at de marginale omkostninger i høj grad betales af de andre kommuner og staten. Derfor sætter man skatten højere, end hvis kommunen selv bar omkostningerne. På den måde minder skattefastsættelse lidt om forurening – en del af omkostningerne skubbes over på andre. Det taler for en permanent tilskudsordning, som modsvarer den eksterne omkostning. Ja, det taler for en helt ny måde at finansiere kommunerne på uden de dårlige incitamenter i det nuværende system.

      Svar
      1. Mike Straarup

        Jeg giver dig fuldstændig ret i, at hvad angår gode tidspunkter for skattelettelser, så er den kommunaløkonomiske situation tæt på optimal ift. til dette. Især med landspolitisk opbakning til selvsamme. Til gengæld kan jeg også følge en generel frygt for, hvad et evt. regeringsskifte i 2019 vil gøre ved de landspolitiske prioriteringer ift. skattelettelser og om dette kan have indflydelse på økonomiaftalen for 2020.

        Ift. til den sidste del af dit ovenstående svar, er det så en slags pigouviansk skat, som du tænker på? Hvis skatten skal tildele en større del af omkostningen ved eksternaliteten til den enkelte kommune og på den måde adfærdspåvirke denne til at sætte kommunalskatten svarende til de samlede samfundsøkonomiske omkostninger, så skal den jo tilføres direkte på skatteprocenten i form af en forholdsmæssig modregning i skatteindtægterne. Det er faktisk en spændende tanke til en stille lørdag.

        Tak for dit svar og jeres altid spændende bidrag til debatten.

        Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.