Jeg giver dig fuldstændig ret i, at hvad angår gode tidspunkter for skattelettelser, så er den kommunaløkonomiske situation tæt på optimal ift. til dette. Især med landspolitisk opbakning til selvsamme. Til gengæld kan jeg også følge en generel frygt for, hvad et evt. regeringsskifte i 2019 vil gøre ved de landspolitiske prioriteringer ift. skattelettelser og om dette kan have indflydelse på økonomiaftalen for 2020.

Ift. til den sidste del af dit ovenstående svar, er det så en slags pigouviansk skat, som du tænker på? Hvis skatten skal tildele en større del af omkostningen ved eksternaliteten til den enkelte kommune og på den måde adfærdspåvirke denne til at sætte kommunalskatten svarende til de samlede samfundsøkonomiske omkostninger, så skal den jo tilføres direkte på skatteprocenten i form af en forholdsmæssig modregning i skatteindtægterne. Det er faktisk en spændende tanke til en stille lørdag.

Tak for dit svar og jeres altid spændende bidrag til debatten.

Tak for rigtig gode kommentarer, som jeg i det store hele er enig i.

Det er rigtigt, at det statslige tilskud til skattenedsættelser klinger af. Det er også rigtigt, kommunen risikerer en få en sanktion, hvis den i mellemtiden ikke formår at tilpasse sit udgiftsniveau og således må sætte skatten op igen.

Det kan tale for, at man vælger en mindre nedsættelse end ellers. Men det er ret ekstremt slet ikke at sænke skatten overhovedet. Navnlig i Frederiksbergs situation, hvor der en kassebeholdning og skred i udgifterne at tære på, og hvor grundskyldsprovenuet nu igen skyder i vejret. Og hvor politikerne som sagt tidligere har begrundet manglende skattelettelser med udligning.

Når det er sagt, så burde tilskudsordningen være bedre. Realiteten er, at en kommune ved sit valg af skatteniveau påvirkes af, at de marginale omkostninger i høj grad betales af de andre kommuner og staten. Derfor sætter man skatten højere, end hvis kommunen selv bar omkostningerne. På den måde minder skattefastsættelse lidt om forurening – en del af omkostningerne skubbes over på andre. Det taler for en permanent tilskudsordning, som modsvarer den eksterne omkostning. Ja, det taler for en helt ny måde at finansiere kommunerne på uden de dårlige incitamenter i det nuværende system.

Først og fremmest, så er refusionen på nedsættelse af skattetrykket en overgangsordning med 75 pct. refunderet i 2019 og så faldende med 25 pct. pr år. Det betyder at kommunerne selv skal ‘finansiere’ de manglende skatteindtægter løbende, hvis man altså stadig ønsker et tilsvarende udgiftsniveau derfra (og formodet, at man ikke har overskredet det optimale skattetryk jf. Laffer kurven og skattenedsættelsen derfor resulterer i et merprovenu).

For det andet oplever kommunerne generelt et pres på deres udgiftsrammer. Uden at spå omkring udfaldet, så kunne 2018 muligvis blive det første år siden indførelse af sanktioner, hvor servicerammen risikerer at blive overskredet. Jeg kender ikke Frederiksbergs økonomiske situation eller deres udgiftsniveau sammenholdt med tildelt service- og anlægsramme, men selv hvis de overholder den, kan de risikere sanktion pba. af national overskridelse fra de andre kommuner. En sådan sanktion vil påvirke bloktilskuddet og altså en væsentlig del af indtægtskilden for det kommende år.

For det tredje opleves ‘velfærdsklemmen’ stærkere i disse år end nogensinde før. Om det er fordi danskerne er forkælede, forvænte eller i deres gode ret til selvsamme, så er forventningerne til velfærdsstaten højere end nogensinde før, og en lang række af disse forventninger udmøntes hos kommunerne, som jo står for den direkte borgernære velfærd. Dette resulterer i en generelt afholdenhed ved de enkelte fagområder ift. at afstå budget, da en række velfærdsydelser ikke længere forstås som ekstraordinære hos borgerne, men en selvsagt rettighed.

Med ovenstående betragtninger, så kan det muligvis forklares omend ikke forstås, at man selv som borgerlig politiker er tilbageholden ift. at uddele skattelettelser. For har man først tildelt dem, så er de jf. selvsamme refusionsordning også meget dyre at indføre igen, skulle der komme et behov for at fore kassebeholdningen.